Fortsæt til hovedindholdet
Diakoni
Præstens husbesøg

”Det er den måde, jeg gerne vil være præst på”

Sognepræst Anders Lundbeck vil have tid til husbesøg, selvom den del af hans arbejde er usynligt

Af: Marianne Holst Hyrlov

Det er så enkelt. Præsten kører ud på Helnæs til Marianne Therp, som mistede sin mand for få uger siden. Hun laver to krus kaffe. De sætter sig og snakker. To en halv time senere kører præsten igen.

Hvad de har talt om kommer ikke andre ved. Desuden kan Marianne Therp ikke huske, alt hvad der blev sagt. Men hun kan mærke, at samtalen gjorde godt. 

”Jeg tror nok, at jeg snakkede hele tiden, og det var virkelig dejligt, at der var én, der sad og lyttede i så lang tid,” fortæller hun. 

Marianne Therp har gode venner, som hun også har talt med efter sin mands død. Men at tale med præsten var noget helt andet.  

”Venner og kolleger giver mange gode råd, men det jeg havde brug for, var at præsten lyttede, når jeg fortalte om det liv, jeg har levet med min mand, de fælles interesser vi havde, og det vi gjorde sammen. Jeg fortalte om minderne, og dermed blev de klare for mig selv,” siger hun.

Det usynlige arbejde

For Anders Lundbeck er husbesøgene en af de vigtigste og mest meningsfulde opgaver, han har som præst. Derfor insisterer han på, at der skal være tid til at besøge de syge og de efterladte i sognet, selvom den del af hans arbejde er mindre synligt. 

”Det er med præstearbejde som med et isbjerg. Det er kun en lille del, der rager op og er synligt. Husbesøg ligger nede i den usynlige del, og derfor kommer den del af præstearbejdet let under pres, når der kommer flere opgaver,” forklarer han. 

I de 12 år Anders Lundbeck har været præst, er der kommet mange nye opgaver til. Der skal undervises minikonfirmander, og mange steder holdes der anderledes gudstjenester, koncerter, babysalmesang, spagettigudstjeneste og så videre. Alt sammen aktiviteter som er synlige for omverden og derfor let kommer til at tage pladsen fra husbesøg i præstens kalender. 

”Heldigvis er jeg præst i to små landsogne, hvor det er muligt at bevare husbesøgene, for det er den måde, jeg gerne vil være præst på,” siger han.

Ingen dagsorden
Når Anders Lundbeck tager på besøg, er der ingen dagsorden. Hvis han besøger et menneske, der er for syg til at komme i kirke, holder han måske en hjemmealtergang, og når han besøger en efterladt, begynder samtalen ofte med en snak om begravelsen. Hvis den efterladte har bedt om det, har præsten begravelsestalen med. 

De efterladte vil ofte gerne vende nogle tanker med præsten, som de har svært ved at snakke med de nærmeste om. Enten fordi de ikke vil belaste dem, eller fordi de er usikre på reaktionen. 

Måske er en efterladt mand eller kone lettet over, at ægtefællen har fået fred. Og måske glæder den efterladte sig midt i sorgen over at have fået større frihed, nu hvor der ikke er en syg ægtefælle, der skal passes. 

”Den slags kan det være svært at snakke med sine børn om, men mange har brug for at få vendt, om det er i orden at have den slags tanker,” forklarer præsten. 

Et lille landsogn

Det er langt fra tilfældigt, at Anders Lundbæk blev præst i to mindre sogne, nemlig Helnæs og Dreslette, hvor der tilsammen er ca. 1000 folkekirkemedlemmer. Eller blev kaldet til at være præst, som han siger:  

”Det med kaldet er ikke noget abstrakt teologisk. Det handler om, at der er nogle mennesker, der kalder på én, og som har brug for én. Og det er gennem de mennesker Gud kalder på os.”

Marianne Therp er glad for at have besøg af sin præst. De to kender hinanden godt, fordi hun sidder i menighedsrådet, men det er noget andet at have præsten på besøg. De snakker lidt om den lille bunke af takkekort, der mangler at blive sendt ud efter begravelsen, og om hvornår urnen skal sættes ned. Imens trisser hunden rundt om dem og bliver kløet bag øret. 

”Det er trøstende, at have præsten på besøg, og han må meget gerne komme igen,” siger Marianne Therp.