Af: Marianne Holst Hyrlov
Det er så enkelt. Præsten kører ud på Helnæs til Marianne Therp, som
mistede sin mand for få uger siden. Hun laver to krus kaffe. De sætter sig og
snakker. To en halv time senere kører præsten igen.
Hvad de har
talt om kommer ikke andre ved. Desuden kan Marianne Therp ikke huske, alt hvad
der blev sagt. Men hun kan mærke, at samtalen gjorde godt.
”Jeg tror
nok, at jeg snakkede hele tiden, og det var virkelig dejligt, at der var én,
der sad og lyttede i så lang tid,” fortæller hun.
Marianne
Therp har gode venner, som hun også har talt med efter sin mands død. Men at
tale med præsten var noget helt andet.
”Venner og
kolleger giver mange gode råd, men det jeg havde brug for, var at præsten
lyttede, når jeg fortalte om det liv, jeg har levet med min mand, de fælles
interesser vi havde, og det vi gjorde sammen. Jeg fortalte om minderne, og
dermed blev de klare for mig selv,” siger hun.
Det
usynlige arbejde
For Anders
Lundbeck er husbesøgene en af de vigtigste og mest meningsfulde opgaver, han
har som præst. Derfor insisterer han på, at der skal være tid til at besøge de syge
og de efterladte i sognet, selvom den del af hans arbejde er mindre synligt.
”Det er med
præstearbejde som med et isbjerg. Det er kun en lille del, der rager op og er
synligt. Husbesøg ligger nede i den usynlige del, og derfor kommer den del af præstearbejdet
let under pres, når der kommer flere opgaver,” forklarer han.
I de 12 år
Anders Lundbeck har været præst, er der kommet mange nye opgaver til. Der skal
undervises minikonfirmander, og mange steder holdes der anderledes
gudstjenester, koncerter, babysalmesang, spagettigudstjeneste og så videre. Alt
sammen aktiviteter som er synlige for omverden og derfor let kommer til at tage
pladsen fra husbesøg i præstens kalender.
”Heldigvis
er jeg præst i to små landsogne, hvor det er muligt at bevare husbesøgene, for
det er den måde, jeg gerne vil være præst på,” siger han.
Ingen
dagsorden
Når Anders
Lundbeck tager på besøg, er der ingen dagsorden. Hvis han besøger et menneske,
der er for syg til at komme i kirke, holder han måske en hjemmealtergang, og
når han besøger en efterladt, begynder samtalen ofte med en snak om
begravelsen. Hvis den efterladte har bedt om det, har præsten begravelsestalen
med.
De
efterladte vil ofte gerne vende nogle tanker med præsten, som de har svært ved
at snakke med de nærmeste om. Enten fordi de ikke vil belaste dem, eller fordi
de er usikre på reaktionen.
Måske er en
efterladt mand eller kone lettet over, at ægtefællen har fået fred. Og måske
glæder den efterladte sig midt i sorgen over at have fået større frihed, nu
hvor der ikke er en syg ægtefælle, der skal passes.
”Den slags
kan det være svært at snakke med sine børn om, men mange har brug for at få
vendt, om det er i orden at have den slags tanker,” forklarer præsten.
Et lille
landsogn
Det er langt
fra tilfældigt, at Anders Lundbæk blev præst i to mindre sogne, nemlig Helnæs
og Dreslette, hvor der tilsammen er ca. 1000 folkekirkemedlemmer. Eller blev kaldet
til at være præst, som han siger:
”Det med
kaldet er ikke noget abstrakt teologisk. Det handler om, at der er nogle
mennesker, der kalder på én, og som har brug for én. Og det er gennem de
mennesker Gud kalder på os.”
Marianne
Therp er glad for at have besøg af sin præst. De to kender hinanden godt, fordi
hun sidder i menighedsrådet, men det er noget andet at have præsten på besøg.
De snakker lidt om den lille bunke af takkekort, der mangler at blive sendt ud
efter begravelsen, og om hvornår urnen skal sættes ned. Imens trisser hunden
rundt om dem og bliver kløet bag øret.
”Det er
trøstende, at have præsten på besøg, og han må meget gerne komme igen,” siger Marianne
Therp.
Diakoni
Præstens husbesøg