Børn har brug for at tale om de store spørgsmål

Åndeligt sprog og relationer er vigtige, når børn skal lære at mestre livet 

Hvis et barn taler om døden eller livets mening, bliver de voksne ofte bekymrede. Og så holder barnet typisk op med at dele den slags tanker med den voksne. Men barnet holder ikke op med at tænke over det.

Børn har brug for voksne, som evner at forbinde det himmelske med det jordiske. De har brug for voksne, som møder deres åndelige overvejelser som helt forståelige og normale.

Psykologiske studier peger på, at børn gerne vil tale om tro og eksistentielle emner, men de færreste taler med deres forældre eller andre voksne om døden, sjælen, ånden eller andre af livets store spørgsmål, så noget tyder på, at det er svært for de voksne.

Man skal naturligvis ikke tale på samme måde med et barn på fire år som med en teenager, og derfor vil jeg give et bud på, hvordan man kan understøtte barnet lige netop der, hvor det er i sin udvikling. Min beskrivelse støtter sig til en såkaldt psykologisk stadieteori, som er lavet af teologiprofessor James Fowler.

Små børn (3-6 år)

Det lille barns tro og åndelighed formes primært af de følelser og stemninger, som er i hjemmet. Småbørns åndsliv er magisk og fantasifuldt, og voksne skal blot møde barnet og dets tanker med positive følelser og snakke med barnet med åbenhed over for barnets oplevelser og virkelighed. Det er ikke så vigtigt at have fokus på ’rigtigheden’ af det, barnet siger.

Skolebørn (6-11 år)

For et barn i skolealderen opleves livet mere komplekst, overvældende og angstfyldt end det er tilfældet med små børn. Skolebarnet tænker mere konkret, og det er optaget af, hvad der er sandheden.

Det er de voksnes opgave på den ene side at understøtte barnets behov for at tænke over død, efterliv, mening med livet, Gud, etc., men samtidigt udfordre barnets måske fastlåste eller rigide forestillinger om f.eks. helvede eller tvangstanker om Gud eller døden.

Den voksne skal lytte til og anerkende barnets tanker, og derefter dele egne tanker om tvivl, håb, tro og ønsker omkring døden og livets mening.

Den voksne kan udfordre barnets åndelige forestillinger med udgangspunkt i sine egne tanker, f.eks. ”Jeg synes også nogle gange, at det er svært at tænke på døden. Men jeg tror også, at der findes noget godt efter døden… Måske en evighed, hvor der er rigtigt godt at være. Hvad tror du?”

Teenageren

Teenageren længes efter en personlig tro, som kan give sammenhæng, og som teenageren kan bygge sin personlige identitet på. Længslen udtrykkes ofte som oprør mod ydre autoriteter, fordi teenageren bliver mere kritisk over for den tro, som barndomsrollemodellerne har præsenteret. Teenageren finder nye rollemodeller, der kopieres og tilsluttes ukritisk.

Teenageren har brug for voksne, der tør være der; fysisk, psykisk, relationelt og åndeligt.

Det er helt centralt, at den voksne i dialogen med teenageren er ægte til stede som sig selv med egne tanker og refleksioner og ikke taler i barnesprog eller forsøger at skærme teenageren.

Ung, kritisk åndelighed

Det unge menneske begynder at reflektere kritisk over egen tro, over hvad det vil sige at være et åndeligt menneske, samt over de rollemodeller og værdier, som har været centrale i livet indtil nu.

I den proces finder den unge en indre og personlig tro, der er mindre påvirket af ydre forhold og andre mennesker. I det stadie kan den unge fremstå meget kritisk og konfronterende over for voksne og autoritetspersoner, men denne proces er væsentlig for at den unge finder sig selv som et åndeligt menneske.

På dette tidspunkt bliver det helt centralt, at den voksne indgår i en ligeværdig relation og dialog, hvor også den unges synspunkter og forståelser får lov til at påvirke og måske ændre den voksnes åndelighed.

Moden tro

Bevægelsen over i det, som teologen Fowler beskriver som den modne tro, sker som oftest af sig selv, hvis den unge er blevet anerkendt og har haft positive relationer omkring sig i sin kritiske fase.

I den modne tro sker der en ’sammensmeltning’ af alle stadierne. Småbørnenes ukomplicerede åndsliv, skolebarnets konkrete ubetingede tillid, teenagerens længsel efter dybde og den unges længsel efter en indre, iboende åndelighed er alle væsentlige sider af den modne tro.

Hvorfor er det er vigtigt?

Hvis man understøtter børns åndelige udvikling helt fra de er små – og ikke kun deres fysiske eller sociale eller faglige udvikling – så giver man barnet bedre muligheder for at takle åndelige, eksistentielle og religiøse spørgsmål og bekymringer, for eksempel i forbindelse med kriser og svære livsomstændigheder.

Det er i relationen, vi skaber et fælles åndeligt sprog og udvikler vores tro, og derfor er det så afgørende, at vi voksne – forældre, skole, kirke – tager barnets åndelige udvikling alvorligt.