Et fredfyldt gravsted mellem træerne
Skovkirkegården ved Haarby Kirke tilbyder gravsteder, der ikke skal passes af de pårørende
Når Peter Foged går tur på skovkirkegården i Haarby, går benene næsten af sig selv hen til et bestemt træ. Foran træet ligger en lille sten, og der blev hans kone Ellinors urne sat ned for fire år siden. Hvis der ligger blade på stenen, vifter han dem væk, og så står han lidt og nyder freden og stilheden.
Peter Foged og hans kone besluttede allerede da skovkirkegården blev indviet for 10 år siden, at det var her, de ville begraves. På skovkirkegården er der nemlig ikke noget gravsted, der skal passes af de pårørende, og Peter og Ellinor ville ikke være til besvær for deres børn.
”Vores egne forældre blev begravet på en almindelig kirkegård, og vi syntes nærmest, det var en belastning at skulle besøge gravstederne. Det var nemlig ikke på kirkegården, vi huskede dem og mødte dem – det var i alle de gode minder, vi havde sammen,” siger Peter Foged.
Her er alle lige
Peter Fogeds kone blev bisat fra Haarby Kirke, og da urnen senere blev udleveret, samledes han med sine to børn og seks børnebørn ved indgangen til skovkirkegården. Alle i familien fik lov til at bære urnen et lille stykke, og da de kom til det hul, der var boret i skovbunden, satte Peter Foged urnen ned.
”Det var meget fint – nærmest en lille happening,” siger han og fortsætter:
”Nu går jeg hen i skoven og hilser på hende, hver gang jeg er i området, og det synes jeg er fredfyldt.”
Han har allerede fundet en sten, som skal ligge der, hvor hans egen urne engang skal sættes ned ved siden af hans kones, og han kan godt lide, at det er helt neutrale sten uden navne og titler.
”På den almindelige kirkegård kan der for eksempel stå ”borgmester”, ”direktør”, ”gårdejer” eller andre fine titler på en gravsten. Jeg kan bedre lide neutrale sten. Her er alle er lige,” siger han.
Mor og far elskede naturen
Alice Larsen har begge sine forældre begravet på skovkirkegården. De havde selv valgt, at de ville begraves i skoven, så da hendes far døde for tre år siden, tog hun sammen med sin mor og flere andre familiemedlemmer ud i skoven for at vælge, hvor urnen skulle sættes ned.
”Min mor fik lov til at lægge en genkendelig sten med en fordybning i, der hvor han blev begravet, så da mor døde allerede tre måneder senere, var vi ikke i tvivl om, hvor hendes urne skulle være,” fortæller Alice Larsen.
Alice Larsen elsker at gå tur på skovkirkegården, og hun synes, at det er det helt rigtige sted, forældrene ligger begravet.
”Der er jo ikke så friseret ude i skoven. Det er natur – og var der noget, min mor og far elskede, så var det naturen,” siger hun.
Alice Larsen savner ikke et traditionelt gravsted, men hun er glad for at kende det sted, hvor forældrene ligger, og at de selv har valgt stedet.
”Det betyder noget, at jeg ved præcis, hvor urnen er sat ned. Der skal være et sted at gå hen, ellers ville det være for upersonligt,” siger hun.
Hun er også glad for, at gravstedet ikke skal passes, for hun er den eneste i familien, der bor i Haarby, og nu ved hun, at forældrenes gravsted ser pænt ud, også når hun selv falder bort.
