Det er ikke ligemeget, hvor døbefonten står
Kirkens indretning har betydning for forkyndelsen i kirken
Et kirkerum er ikke bare et rum som alle andre. Det mærker vi, når vi træder ind i det. I kirkens rum er der både bogstaveligt talt og i overført betydning højt til loftet. Her mødes himmel og jord, helligt og almindeligt menneskeliv. Her modtager vi nadveren, og her får vi døbt vores børn.
Det er ikke ligegyldigt, hvor døbefonten står i et kirkerum. I gamle dage var det almindeligt, at døbefonten stod lige ved indgangen til kirken for at signalere, at dåben var ”porten”, man skulle igennem for at bane vejen ind i det kirkelige fællesskab.
Før Munkebo Kirke blev renoveret, stod døbefonten næsten mast helt op i hjørnet ved alteret. Der var heller ikke meget plads til alterskranken. Således var sakramenternes plads bogstaveligt talt noget indskrænket, ja man kunne næsten få den tanke, at de var ”sat i skammekrogen”, og det ville vi gerne lave om på. Desuden var det virkelig upraktisk, når der var flere dåb, for så stod familierne nærmest og faldt over alterskranken, fordi der var så lidt plads.
I vores ”nye” kirke er døbefonten blevet rykket, så den nu står meget centralt i rummet og har masser af luft omkring sig. Før kunne resten af menigheden kun høre dåbsordene, nu kan de ret faktisk også se, hvad der foregår. Det er der en vigtig teologisk pointe i. For sakramenterne består jo både af det synlige og det usynlige, af ordene og det ydre tegn – i dåbens tilfælde vandet, der hældes over dåbsbarnets hoved.
Et rum i rummet
For at kunne flytte døbefonten og give den mere plads var det nødvendigt, at nogle bænkerækker blev taget ud, mens de øverste smukke herskabsbænke blev vendt 90 grader, hvorved man nu faktisk også kan se, hvor smukt udskåret, de egentligt er. På den måde er koret så at sige blevet et rum i rummet, hvor vi kan holde små gudstjenester og andagter, hvor nærheden og fællesskabet understreges af, at vi er rykket sammen.
At koret er blevet udvidet, har flere fordele. Nu er der bedre plads både til bryllupper og begravelser. Ved bryllupper kan brudeparret nu sidde, så man kan se dem, og ved begravelser kan de pårørende nu gå rundt om kisten. Og selvom bryllupper og begravelser ikke har status af at være sakramenter, er de jo ikke desto mindre vigtige kirkelige handlinger, som betyder meget for de mennesker, der deltager. Desuden er rummet nu langt bedre egnet til koncerter og babysalmesang. Der er nemlig kommet varme i gulvet i koret, så de små poder ikke fryser.
Museum og brugsrum
En kirke er på én og samme gang et museum og et brugsrum. Vi skal passe godt på vores kulturarv, og Nationalmuseet har da også fulgt processen nøje og givet de nødvendige tilladelser. Samtidig skal rummet være rammen om vores kirkelige liv på en meningsfuld måde både praktisk og teologisk.
Jeg synes, vi har fået Munkebo Kirke renoveret på en meget fin måde under hensyn til begge måder.
