Grøn omstilling og god økonomi kan gå hånd i hånd
Man kan godt spare på driften af kirkegårdene og samtidig have fokus på klima og biodiversitet
Nogen kalder mælkebøtter, valmuer og kløver for ukrudt. Kirkegårdskonsulent Benedikte Piil foretrækker betegnelsen vilde planter. For ukrudt er jo bare planter, der vokser på steder, hvor man ikke ønsker dem, som hun siger. Hun er overbevist om, at vi kommer til at vænne os til mere vild natur på kirkegårdene i fremtiden. Og det er til gavn både for kirkegårdenes økonomi og for miljøet.
Der skal skrues ned for kirkegårdenes driftsudgifter, samtidig med at man gerne vil give fugle og insekter bedre levevilkår, og en af de måder, det kan gøres på, er ifølge Benedikte Piil at erstatte perlesten med planter.
”Det er arbejdskrævende og dyrt at vedligeholde arealer med perlesten. Mange steder på kirkegården kan jorden i stedet dækkes med en blandet urtebevoksning, for når jorden er dækket, indfinder der sig ikke så mange af de uønskede vilde planter, og hvis der endelig kommer en mælkebøtte, så gør det måske ikke så meget, at den står der et stykke tid. Man skal blot fjerne den, før den sætter frø,” siger Benedikte Piil.
Blomstrende mælkebøtter
Fyens Stifts kirkegårdskonsulent rådgiver såvel menighedsråd som provstier og stiftsøvrighed om de fynske kirkegårdes indretning og udvikling, og hun ser en klar tendens til, at dele af kirkegårdene bliver mindre friserede.
”Nogle kirkegårde vil fremover i langt højere grad få en bevoksning af hjemmehørende planter, og det giver et helt andet udtryk end det, man har på de traditionelle kirkegårde. I Sakskøbing på Lolland er der for eksempel et område af kirkegården, hvor naturen fuldstændig råder, og hvor der er masser af blomstrende vilde urter – bl.a. mælkebøtter. Det er der et kundegrundlag for, ligesom der er kunder til skovkirkegårdene,” fortæller Benedikte Piil.
Samtidig understreger hun, at ikke alle bryder sig om mælkebøtter på kirkegården, og nogle steder er der lokal modstand imod, at kirkegårdene ændrer udseende. Mange vil stadig gerne have et traditionelt gravsted med intensiv pasning eller måske et gravsted med en granitplade i en græsplæne.
Det er menighedsrådets opgave at afgøre, hvordan udviklingen skal være på netop deres kirkegård.
”Menighedsrådene og graverne kender jo de lokale ønsker,” siger kirkegårdskonsulent Benedikte Piil.
Udviklingsplaner
Benedikte Piil opfordrer menighedsrådene til at tage fat på at drøfte kirkegårdenes udvikling nu, hvor menighedsrådsvalget er afsluttet, og man har en periode med arbejdsro.
”Det er vigtigt, at menighedsrådet får drøftet, hvilke typer gravsteder, man ønsker på kirkegården i fremtiden, og om der med enkle ændringer i driften kan skabes nye og anderledes tilbud på kirkegården. Det kunne for eksempel være indretning af et særligt område til afdøde med en anden trosretning,” siger hun.
Plant små træer
Benedikte Piil må ikke lave konkrete udviklingsplaner for de fynske kirkegårde, så længe hun er kirkegårdskonsulent for Fyens stift. Men hun må gerne komme med faglige input til kirkegårdenes udvikling, når hun er til møder med menighedsråd og gravere, og her oplever hun stor lydhørhed.
Hun rådgiver for eksempel om størrelsen på de træer, man ønsker at plante på kirkegårdene, for her er der mange penge at spare, hvis man har lidt tålmodighed med naturen.
”Hvis man gerne vil plante et højstammet træ, der ser ud af noget fra starten, koster det typisk fra 1.500 kroner og opefter i indkøb. Dertil kommer plantearbejdet, og at der skal bruges tid og penge på at vande og pleje træet, indtil det får ordentlig fat,” fortæller hun.
Benedikte Piil anbefaler, at man i stedet overvejer at plante små træer, som koster 10-20 kroner stykket. De kan plantes i et lille hul – mindre end et spadestik dybt – og som regel klare sig med det vand, Vorherre sender ned fra himmelen. Det er med andre ord langt billigere og nemmere at plante små træer, som kan vokse sig store.
”Det kræver, at man har tålmodighed, men på en kirkegård må udviklingsplaner gerne række langt frem i tiden,” slutter kirkegårdskonsulenten.
