Karen Maigaard er formand for menighedsrådet i Hans Tausens Kirke. Foto: Ard Jongsma
Næste generation
Mine to ældste børnebørn er blevet konfirmeret i den grundtvigske valgmenighed. Deres forældre er efterskoleforstandere, så de følger traditionen. De bor i Jylland. Rasmus er søn af en anden af mine døtre og vokser op i hovedstadsområdet. Han er døbt, men det er hans far ikke. Derfor drøfter familien nu, om Rasmus skal konfirmeres i folkekirken eller måske humanistisk? Det sidste har han allerede besluttet, det ikke skal være. Hans far siger, at det er forkert at lade sig konfirmere, når man ikke går i kirke. Det forstår Rasmus ikke helt, men han lytter selvfølgelig til sin far. Han tror ikke på en Gud, der sidder i himlen, men han tror på Helligånden. Når jeg spørger ham hvorfor, siger han, at Helligånden skaber fællesskab.
Derfor vil han nok starte på konfirmandundervisningen her i efteråret og så selv tage stilling.
Mine to yngste børnebørn er ikke døbt. Deres forældre synes, børnene selv skal tage stilling. Min søn – hans far – er døbt, men har meldt sig ud af Folkekirken. Min svigerdatter har aldrig været medlem af Folkekirken. Børnene skal altså bestemme selv.
Den gamle generation
Alle mine fire børn blev døbt. Den ene i Folkekirken, de tre andre i to forskellige grundtvigske valgmenigheder. Vi flyttede en del, da børnene var små. Derfor blev det sådan. Både børnenes far og jeg er opvokset hos forældre, der havde den kristne tro med sig fra barndomshjemmet. Mine forældre valgte på et tidspunkt også en valgmenighed, så jeg har været vant til debat om liturgi og indhold i prædikenen. Mine forældre deltog ikke i nadveren, og vi forlod gudstjenesten før. Men vi gik meget op i, om præsten sagde noget ordentligt, som vi kunne bruge i hverdagen.
Døden
Mine børn er altså opvokset i et kristent hjem, men vælger selv forskelligt i deres liv og for deres børn. Vores yngste døde i trafikken som 19-årig og blev jordbegravet i det landsogn, vi boede i dengang. Hans søskende og vi forældre havde forskellige opfattelser af, hvad der skete efter døden. Den ene søster mente livet forsvandt som lyset, der pustes ud. Den anden, at der var et liv efter døden. Storebroren, der nu blev den eneste lillebror, gav ikke udtryk for den side, men han holdt familiens tale om, at lillebroren hidtil altid havde klaret sig.
Forestillingerne om et liv efter døden kom også til udtryk, da vi inden for få timer skulle tage stilling til organdonation. Vi havde vidt forskellige holdninger, og vores søn havde ikke selv taget stilling. Derfor fravalgte vi det. Vi har siden talt videre om de holdninger, vi havde ved dødslejet.
En helt almindelig familie
Min familie ligner – tror jeg – mange andre familier i 2018. Traditionen for at gå i kirke og bruge den fast til højtiderne er væk. Vi bruger den lejlighedsvis, og når vi vil og kan. Vi er til stadighed i proces med vores tro og virke. Det, der er givet videre i generationer, er den daglige tillid til medmennesket og dermed i kristen forstand hensynet til næsten. Etik og moral er også givet videre, så du passer din skole og dit arbejde, din familie og dine naboer og har overskud til at tage hensyn til de svage og sårbare, de syge og gamle, til børn – og måske mennesker fra andre verdensdele.
En sådan helt almindelig familie skal der være plads til i min lokale kirke. Familien er i proces. Kirken skal være i proces. Behov kommer og går, og kirken skal følge med, så den kan være for flere end i dag.
Et lille bysogn
Jeg hører til i Hans Tausens Sogn i Odense. Vi har lige fået lavet en sogneprofil. Vi troede, vi kendte vores eget sogn. Det viste sig, at det gjorde vi ikke. Vi blev overraskede over, at der ikke var så mange gamle, som vi troede. Vi blev overraskede over, at så få børn er medlem af Folkekirken. De bliver altså ikke døbt i så stort et tal som tidligere. Og vi blev overraskede over, at vi har så mange unge. Der er også overraskende flere enlige forsørgere, end vi troede. Og så sandelig også, at der bor godt 11 % med anden herkomst end dansk! Gad vide, hvor de er henne? Til de sædvanlige højmesser kommer hverken de unge, de udøbte børn eller indvandrerne.
Vi har selvfølgelig taget action på baggrund af profilen og er godt i gang med at handle. Vi er godt klar over, at vi skal gå ud og deltage i alle de mange aktiviteter i sognet. Vi synes, vi gør det. Vi udgiver Kuréren, det lokale blad for både kirke og grundejerforening og de forskellige kvarterer, der hører med. Vi ved, at der kommer mange nye bebyggelser i de kommende år. Vi er altså kirke midt i byudvikling. Hvordan ”kirker” vi med dem? Hvad vil de gerne?
Skal vi kun være kirke for medlemmer af Folkekirken? Godt 77 % er med i vores sogn – lidt højere end landsgennemsnittet. Må de 23 % også komme? Ja, selvfølgelig. Vi laver mange forskellige aktiviteter i og med kirken, fx udendørs gudstjeneste med spejderne, gudstjeneste i præstens have og fælles gudstjeneste med andre sogne i provstiet. Vi laver koncerter, musikgudstjenester, stille gudstjenester og udvikler forskellige gudstjenesteformer med inddragelse af lokale foreninger. Vi har spirekor og børnekor, vi har julespil, minikonfirmander og hele skoledage i et godt samarbejde med de lokale skoler. Kirkens rum bliver brugt af kor, Y’s men, en AA-gruppe og familier, der vil holde komsammener efter dåb, bryllup og begravelse. Vi har kirkefrokoster, sogneudflugter og udflugter for frivillige. Vi holder auktion efter høstgudstjenesten, hvor overskuddet gives til velgørende formål. Vi er fælles om indsamlinger, fastelavn og højtider.
Men alligevel synes jeg godt, vi kan være kirke for flere!
Den multilokale kirke
Inspireret af ideer fra det seneste Landsmøde i Foreningen af Menighedsråd er jeg sikker på, at kirken skal gå ud af kirken og deltage i vigtige samtaler i sognet. Når skolen snakker om skoleforhold, skal kirken give den ekstra dimension. Når grundejerforeningen samler sammen til en ny legeplads i området, skal kirken blande sig – ikke kun med penge, men med snak og det ekstra, vi kan. Når vi snakker sundhed, skal kirken være med. Og selvfølgelig, når vi snakker diakoni. Menneskesynet i den kristne diakoni er jo at tage alle dele af mennesket med: det fysiske, det psykiske, det sociale, det kulturelle og det åndelige. Med troen er der altid et ekstra perspektiv. Vi skal være både kit og cement.
Med til den multilokale kirke hører også at gøre plads til andre menigheder inden for den evangelisk lutherske kirke end vores egen hvide. Vi fik en appelsin i turbanen, da en migrantkirke med oprindelse i Cameroun henvendte sig for at holde gudstjeneste og bibeltimer hos os. Vi skal give dem lov til at være en del af det aktive kirkeliv, der i forvejen er. Vi skal være kit, så kirken bliver den cement, der holder sammen på os. Sammenhængskraft er der nogen, der kalder det.
Replik fra næste generation
Da Ida var fem holdt hendes familie juleaften hos mig. Alle gik med i kirke for det er farmors tradition. På vej derhen spurgte Ida: ”Tror du på Gud, farmor?” Ja, svarede jeg. Det gør jeg også, sagde hun, men det gør min far og mor ikke. Det havde hun sagt til præsten, da hun var med skolen i kirke op til juleferien. Der skulle ligesom være rene linjer. Og så svarede præsten: ”Så må du jo tro for dem.”
Sådanne samtaler er vigtige. Enhver dag ved sengetid slutter med historier og sang i vores familie. Traditionen føres videre. Vi beder ikke fadervor, men vi giver grundværdierne videre gennem fortællingerne og sangene.
Hvis jeg spurgte Ida lige nu fire år senere, om hun stadig tror på Gud, ville hun sikkert sige: ”Det var dengang, farmor”. Hun er siden blevet aktiv spejder og får hele tiden flere nuancer i livet. Hun udvikler sig ligesom mine to nye ”børnebørn” gør det. Deres forældre kommer fra Somalia og er muslimer, og de besøger mig to timer om ugen, fordi deres forældre vil have, at de kommer til at kende det danske sprog og den danske kultur. Jeg fortæller dem de samme historier og synger de samme sange med dem, som jeg har sunget for mine ”egne”.
Jeg håber, at jeg sammen med andre kan give de nye generationer troen på medmennesket og give den næstekærlighed videre, som er en kerneværdi i kristendommen. På den måde bliver der plads til flere i kirken - både den fysiske og den åndelige.
