Dannelse er det, der er tilbage, når du har glemt, hvad du har lært

Konfirmanderne skal kende et menneskesyn, hvor livets mening ikke kun handler om kompetenceoptimering og bundlinjelogik

En af de ting, der talte positivt, da jeg som nyuddannet præst sad og kiggede i Præsteforeningens Blad efter stillingsopslag, var, hvis et præstembede ikke havde særligt mange konfirmander. Tanken om horder af uregerlige konfirmander fyldte mig med angstens nattesved og rædsel. I mit første embede blev jeg dog snart klar over, hvor vigtig og relations-dannende konfirmationsforberedelsen faktisk er. Det gælder selvfølgelig først og fremmest relationerne til konfirmanderne selv. Et højlydt vinkende HEJ! fra en gammel konfirmand henover Nettos parkeringsplads flere år efter konfirmationen kan varme selv det koldeste præstehjerte. Men også i bred folkekirkelig forstand er konfirmationsforberedelsen relations-dannende ud i sognet, fx til forældre og familier, og dermed til et bredt udsnit af sognets beboere, heriblandt dem, man ikke nødvendigvis møder på kirkebænken hver søndag.

En anden erkendelse, der som ny præst ramte mig i mødet med præstekolleger, var, hvor meget man som præst lærer af at have konfirmander. Det at skulle udfolde, hvad det vil sige, at ”Jesus døde for vores skyld”, ikke kun fra prædikestolen, men også tirsdag morgen i selskab med 7.a, er en teologisk udfordring og en dannelsesproces – også for præsten selv.

Tro er ikke en uddannelse

Traditionelt set har der været en vis teologisk beklemthed ved at tale om dannelse i forbindelse med tro og forkyndelse. Først og fremmest fordi tanken om, at man kan ”uddanne” sig til at blive kristen, ligger den protestantiske teologi fjernt. Troen er noget, vi får skænket. Dåbsoplæring er noget, der først og fremmest sker ved indlevelse og indøvelse i gudstjenestens og menighedens fællesskab og udtryksformer, og som i sagens natur er forkyndende.

Men der er også et andet aspekt af dannelse i konfirmationsforberedelsen. I Grundtvigs tanke om - menneske først og kristen så - ligger den forståelse, at for at kunne komme til tro, så kræver det, at man ved, hvad menneskelivet er. Eftersom man hverken kan uddannes eller tvinges til at tro, da tro jo dybest set er en frihedssag og Helligåndens værk, så er den kirkelige undervisning nok et forkyndende, men ikke et indoktrinerende rum. Et rum hvor de største spørgsmål om og til livet kan stilles; dvs. spørgsmål om liv og død, tid og evighed, tab og skyld, kærlighed og sorg. Et sted, hvor det at blive et menneske, forstået som værende til i verden i forhold til noget, der er større end en selv ­– Gud, Skaberværket ­– og til andre mennesker end en selv, bliver italesat. Men også hvor der findes et sprog om døden og lidelsen – livets begrænsethed og uperfekthed.

Kort sagt et rum, hvor man mødes med ord og fortællinger, der forhåbentligt sætter frø, der kaster nye betydningslag af sig på konfirmandernes vej videre ud i voksenlivet.

En folkekirkelig hjertesag

Og så til artiklens overskrift: Dannelse er det, der er tilbage, når du har glemt, hvad du har lært. Den sætning betyder ikke, at det ikke er vigtigt at konfirmanderne lærer noget. Men den videre dannelsesproces – præcis hvad der sker med det frø, der er sået – kan kirken ikke tage patent på eller dybest set kontrollere: Måske var det, der lagrede sig, oplevelsen af at være et sted, hvor der var godt at være? Måske et ord, en sætning eller et salmevers brændte sig fast? Måske var det mødet med en præst, der havde tid til at sætte sig på kirkebænken og lytte til en præstationsramt 13-årig i et par minutter? Det er umuligt at gøre sig til herre over. Men at folkekirken er bevidst om, hvor vigtig den opgave er, at vi på helt afgørende vis er med til at bidrage til børn og unges dannelsesproces med et menneskesyn og en livshorisont, der tør sige, at når det gælder det at være og blive til et menneske, så er der mere at sige om menneskelivets mål og mening end kompetenceoptimering og ”økonomismens” bundlinjelogik. Det bør til alle tider være en folkekirkelig hjertesag.