Ritualer – ja tak!

Juleaften er uden sammenligning det tidspunkt, hvor flest danskere kommer i kirke. Men sådan har det ikke altid været. For 100 år siden var det slet ikke almindeligt med gudstjeneste juleaften. Det er også et ret nyt fænomen, at vi går i kirke Allehelgenssøndag for at mindes vores døde med oplæsning af de dødes navne, og det er nyt, at mange sogne går sammen om udendørs gudstjenester 2. pinsedag.

Men ifølge provst Peter Lind er der brug for endnu flere ritualer. Vel at mærke ritualer, der passer til de behov, vi har som mennesker. 

”Ritualer og traditioner er et samspil mellem kirke og folk, og ritualernes teologiske gennemslagskraft afhænger af, om folket tager dem til sig. Folk i alle aldre elsker for eksempel juleaftensgudstjenesten, som med evangeliet om Jesu fødsel formår at sætte ord på lys i mørket, fællesskab og glæden ved at give og modtage,” siger Peter Lind.

Fremtidens ritualer

Peter Linds erfaring som præst er, at det er, når kirken er i stand til at levere ritualer, der taler ind i de store begivenheder i vores liv – både glædelige og sørgelige – at folk virkelig synes, at de kan bruge kirken til noget.

”Når man får et barn, opdager man, at det er et mirakel, og her er der brug for det ritual, som dåben er. Ritualer siger nemlig noget ind i situationer, hvor vi ikke er i stand til at sige det hele selv,” siger Peter Lind.

Han mener, at der kan være brug for nye ritualer til andre livssituationer. Det kunne eksempelvis være et ritual for overgangen til alderdommen, et ritual for unges uddannelse og fremtidsdrømme, eller måske et ritual for skilsmisse.

”Efter en samtale mellem en præst og et par, der har besluttet sig for at gå fra hinanden, kan det måske være naturligt at gå ind i kirken og holde en andagt for at få afsluttet ægteskabet på en ordentlig måde,” siger han.

I samme åndedrag understreger provsten, at nye ritualer skal udvikles sammen med kirkens brugere, og det må gerne ske over lang tid.

Ritual for skriftemål

Peter Lind har sammen med sine kolleger ved Middelfart Kirke genoptaget et gammelt ritual for skriftemål, som står i ritualhåndbogen. Hvert år ved gudstjenesten skærtorsdagsaften er der skriftemål i Middelfart Kirke. Skriftemålet er fælles, og det handler ikke om, at man offentligt skal fortælle, hvad man har lavet af slemme ting. Skriftemålet foregår ved, at menigheden knæler omkring alteret, og præsten lægger hånden på hovedet af hver enkelt og tilsiger ”alle dine synders nådige forladelse i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn,” som det hedder.

”Det er ganske simpelt så stærkt at få lov til at lægge hånden på hovedet af et voksent menneske og sige de ord. Jeg er altid meget berørt efter at have haft den gudstjeneste. Ritualet involverer både menigheden og præsten, ” fortæller Peter Lind.

Han siger selv, at han og kirken ikke er så gode til at lave reklame for skriftemålet, så der er ikke så mange, der opdager, at ritualet findes. Men nu overvejer sognet at lave en folder om, hvordan påskegudstjenesterne holdes i Middelfart Kirke. Det kan måske kan inspirere flere til at komme og være med.

En jazzbegravelse

Mange folkekirkemedlemmer ønsker at sætte deres helt eget præg på kirkens ritualer for eksempel i forbindelse med begravelser. Man taler ligefrem om ”designerbegravelser,” hvor eksempelvis de pårørendes ønsker til den musik, der skal spilles, kan udfordre præsten.

”Jeg havde en jazzbegravelse for nogle år siden, og jeg var rædselsslagen, da de pårørende begyndte at tale om, at de gerne ville have et jazzorkester ind i kirken,” fortæller Peter Lind.

Men han valgte at tage den afdødes og de pårørendes ønsker alvorligt og lod det afspejle sig i teksterne og begravelsestalen. Det blev ifølge provsten en fin og højtidelig begravelseshandling, hvor der ikke blev givet køb på hverken ritualet eller teologien.

”Jeg lærte utrolig meget af den begravelse, også om teologi. Men det er en svær balance, hvornår og hvor meget man skal imødekomme individuelle ønsker, for det er jo også en del af ritualets styrke, at her er vi alle lige, ” siger provsten.

Lørdagsdåb og vielser i det fri

Et eksempel på at folkekirken tilpasser sig medlemmernes ønsker, er muligheden for lørdagsdåb. Mange familier vil hellere holde dåbsfesten lørdag end søndag for at have god tid til det hele, og lørdagsgudstjenesten med dåb, hvor de øvrige i kirken som regel også er dåbsgæster, skaber ifølge Peter Lind en mere afslappet stemning blandt både børn og voksne.”

Også bryllupper i det fri er en ny mulighed for at sætte et individuelt aftryk på kirkens ritualer. Peter Lind mener, at bryllupsritualet bør nytænkes og tilpasses situationen, når vielsen rykker ud af kirkens rum, og grundlæggende hilser han de nye tiltag velkomne.

”Førhen var der præster, som helt alvorligt sagde, at det var flintrende ligegyldigt, om der kom folk i kirken eller ej, når bare evangeliet blev forkyndt. Men det holder altså ikke, ” siger han.

Lokale ritualer og traditioner

Nogle af de nye kirkelige ritualer opstår i tilknytning til en lokal tradition. Det kan være som i Glamsbjerg, hvor årets juletræstænding indledes med et fakkeloptog fra kirken – eller som i Assens hvor der er indbygget en historisk gudstjeneste i forbindelse med arrangementet ”Assens for fulde sejl.” 

Peter Linds kone Henriette Bacher Lind er præst i Kolding, og her holdes der hvert år gudstjeneste med stor tilslutning i forbindelse med befrielsesfestlighederne den 4. maj.

”Kommunen finder det naturligt at bede kirken være med, netop fordi den skaber et højtideligt ritual omkring fejringen af vores fælles historie.” siger Peter Lind.

Han synes, det er positivt, at kirken tilpasser sig de lokale traditioner.

”Vi er en folkekirke, der skal forkynde til mennesker, og vi er nødt til at forkynde der, hvor folk rent faktisk hører det. Ellers svigter vi vores opgave,” siger han.

Ritualer ved katastrofer

Peter Lind oplever også, at der er bud efter kirken og ritualerne, når der sker uoverskuelige katastrofer. Efter tsunamien og de store terrorangreb kom folk for at lægge blomster og tænde lys ved kirkerne.

”Vi skal måske være bedre til at gribe de situationer fra kirkens side. Ikke for at slå plat på og udnytte situationen, men fordi vi kan tilbyde et ritual, der kan sige noget i situationen,” siger Peter Lind.

Han oplever også, at ritualerne kan forløse, når livet bliver hårdt eller uoverskueligt for det enkelte menneske.

”Som præster er vi ritualbærere. Når en sygehuspræst eller en hospicepræst kommer ind på en stue til en patient og måske også en familie, skal hun eller han kunne gribe situationen og fornemme, om der er behov for et lille ritual, som kan bære den syge og de pårørende videre. Det er en meget vigtig del af præstens arbejde at være ritualleverandører,” slutter provst Peter Lind.