Et sidste hvilested for varmestuens brugere
Et afsnit af Assistens Kirkegård i Svendborg er omdannet til en smuk gravplads for byens hjemløse og udsatte
”Der står på kirkegården et gammelt frønnet bræt;
det hælder slemt til siden, og malingen er slet.
Det er såmænd Jens Vejmands. Hans liv var fuldt af sten,
men på hans grav - i døden, man gav ham aldrig én”
Tja, tænkte jeg en dag, da jeg hørte Jeppe Aakjærs ”Jens Vejmand” i radioen. I dag får mange af dem, hvis liv i overført betydning var fuldt af sten, ikke engang et frønnet bræt, når de dør. De får en plads i fællesplænen, som nogen kalder ”De ukendtes grav.”
Det er rigtig fint, at man kan blive begravet anonymt i fællesplænen, hvis man selv har valgt det. Men når det er en påtvunget konsekvens af et hårdt og barskt liv, hvor der ikke var penge til et gravsted, så føles anonymiteten lidt som en streg over personens liv. En ubetydelighedens streg som hverken harmonerer med erfaringen eller med den kristne forkyndelse.
Derfor begyndte jeg at tale med folk fra varmestuen, medlemmer af Udsatterådet og Svendborg kommunes gademedarbejder om at lave en gravplads for udsatte. De synes alle, at det var en god ide, og også Assistens Kirkegårds bestyrelse kunne straks se meningen med en gravplads for varmestuens brugere. Gravpladsen, som vi kalder ”Hvilestedet”, er nu en realitet. Den blev indviet i efteråret 2024.
Alle har værdi i livet og i døden
Varmestuen i Svendborg og andre lignende tilbud er fristeder, hvor der er plads til at være, som man er, og for nogen er det det rum, hvor de har store dele af deres sociale liv og netværk.
Varmestuen er et sted, hvor der skabes relationer og knyttes bånd. Det gælder såvel mellem brugerne som mellem brugerne og de frivillige og mellem brugerne og de ansatte. Vi, der kommer der, bliver hinandens medmennesker og mennesker i hinandens liv. Nogle af brugerne når at kende hinanden i flere årtier.
Og kristentroen – ja, det er troen på, at alle mennesker er skabt i Guds billede og har betydning og værdi for Gud. En værdi og betydning, som vi mennesker er forpligtet på i vores omgang med hinanden – ikke bare i livet men også i døden og i den måde, vi begraver hinanden på. Det er udgangspunktet for kirken og Kirkens Korshærs menneskesyn, og det er det menneskesyn, ”Hvilestedet” er udtryk for.
Hjemløse Jesus
Gravpladsen for varmestuens brugere er ikke gemt væk i et hjørne. Stedet er en integreret del af kirkegården, og der er mulighed for både kiste- og urnebegravelse. Her begraves man ikke anonymt, for alle får en mindeplade med navn og dødsår.
De ansatte på kirkegården har udfoldet stor kreativitet, da ”Hvilestedet” skulle etableres, og de har så vidt muligt brugt genbrugsmaterialer. Bænken er lavet af et elmetræ, der er fældet på kirkegården, og bænkens granitben er lavet af sokler fra nedlagte gravsten.
Midt på gravpladsen står skulpturen ”Hjemløse Jesus,” som er skabt af kunstneren Timothy P. Schmalz og skænket af Halbergs Familiefond. Den er inspireret af ord, som Jesus siger i Mathæusevangeliet: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”
For mig udtrykker skulpturen også troen på, at Gud er nådig, barmhjertig og rummelig, og at vi derfor roligt kan stole på, at han også vil favne os og ikke glemmer nogen af os. Vi kan stole på Jesus, når han siger: ”I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?”
Gravpladsen er de dødes sidste jordiske hvilested og et sted, hvor de levende kan mindes deres døde og forhåbentlig finde hvile i det.
