Hvorfor begraver vi vores døde?
Kun mennesket begraver sine artsfæller med omsorg og kærlighed
Når man som jeg efterhånden har været sognepræst i henved 25 år, og de sidste 17 af dem i Ringe på Midtfyn, hvor jeg forestår omkring 45-50 begravelser og bisættelser om året, så bliver det naturligvis til en del samtaler med pårørende i sorg.
Samtaler, der for nogles vedkommende er fyldt med anfægtelser over, at døden overhovedet findes, for andre præget af en rationel og logisk tankegang, der mest bare hæfter sig ved, at ”sådan er det jo”, og for de flestes vedkommende alt muligt derimellem.
Men sandt nok: Sådan er det jo.
Måske sniger der sig alligevel en eftertanke ind hos én selv: Hvorfor begraver vi overhovedet vores døde?
Hvorfor bruger vi tid og ressourcer på at passe og pleje vores kirkegårde, når det ville være langt billigere og mere effektivt bare at køre de døde direkte til forbrænding?
Heldigvis giver svaret sig selv: Fordi vi er mennesker!
En kærlighedsvinge
I 1975 under byggearbejdet til en ny skole i Maglemosen i Nordsjælland stødte man pludselig på en 7000 år gammel gravplads fra stenalderen. Her var mennesker blev gravlagt efter ritualer, vi ikke ved særlig meget om i dag, men Vedbæk-fundene, som det senere blev kaldt, blev berømt for den særligt gribende begravelse, hvor en ung mor var blevet gravlagt sammen med sit lille barn. Barnet lå ved hendes højre side og havde fået en lille flintedolk med sig. Måske var det et lille drengebarn? Han lå på siden, vendt mod moderen. Men under hans knogler fandt man også aftryk af andre små bitte knogler: Barnet var blevet begravet på en svanevinge. Hvorfor ved man naturligvis ikke, men symbolikken er helt poetisk. Det lille barn var blevet lagt til rette på svanevingen i en gestus, der vidnede om kærlighed. I livet - og måske til efterlivet. Vingen var en kærlighedsvinge, som barnet blev lejret på i en form for billedliggjort omsorg.
Og lige dér, i den stenaldergrav, genkender vi os selv som mennesker. Kun mennesket begraver sine artsfæller med samme omsorg og kærlighed, så deri er vi dybt – ja, menneskelige.
Måske var det både langt billigere og mere effektivt at køre de døde direkte til forbrænding, men jo også totalt umenneskeligt. Det vidner nazisternes gaskamre i al deres effektivitet da også om, som et uhyggeligt og hæsligt vidnesbyrd om tab af liv og menneskelig værdighed.
Et forsigtigt håb
Vedbæk-fundenes barnegrav med svanevingen minder os derimod om en dybt menneskelig kærlighed og omsorg, som Søren Kierkegaard mange tusinde år senere gør opmærksom på med citatet: ”Den kærlighedens gerning at erindre en afdød er således en gerning af den uegennyttigste, den frieste, den trofasteste kærlighed.”
Og måske vidner vores menneskelige omsorg og kærlighed endda om et forsigtigt håb, som vi også finder hos den gammeltestamentlige salmist, der digter om Gud:
” Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast."
Måske blev det lille stenalderbarn stedt til hvile på morgenrødens vinger som udtryk for det håb om gensyn, som mange af kirkegårdens gravsten også fortæller om. Sammen med navn og årstal og måske hvilken rolle i samfundet den afdøde udfyldte.
Fordi kærlighed og omsorg har lige så mange forskellige udtryk, som der findes mennesker.
Kloge Peter Plys
”Hvordan staver man i grunden til kærlighed?”, spurgte Grisling en dag sin gode ven Peter Plys. ”Man staver det slet ikke” svarede Plys, ”man føler det!”
Og det var jo et klogt svar. Lige præcis så klogt, som mange af de andre svar, Peter Plys giver i sine filosofiske samtaler med Æsel eller Tigerdyret eller med alle de andre dyr i Hundredemeterskoven.
Man staver det ikke. For kærlighed kan jo staves på mange måder – den er måske et navn, en hverdag, et livsfællesskab.
Den er måske dét at have en lang historie sammen, følelsen af et menneske, man deler fortid med, et menneske, der bare altid har været der, et livsvidne.
Skulle man endelig sætte bogstaver på, staves kærlighed for alle de pårørende, jeg i tidens løb har haft samtaler med, måske i virkeligheden bedst: s-o-r-g.
Sorg, fordi de oplever, at deres kærlighed er blevet hjemløs, mangler et sted at høre til, mangler sin genstand.
Og kirkegården er så kærlighedens og sorgens have, hvor vores menneskelighed allertydeligst viser sig.
