Sognepræst Susanne Holst
Af: Sognepræst Susanne Holst
I dagens Danmark døbes der færre børn end tidligere. Forældre argumenterer for fravælgelsen af dåb med, at barnet selv skal have lov til at vælge og at de, som forældre ikke vil træffe det valg på barnets vegne.
Det lave dåbstal har fået kirken til at vågne op. På landsplan tages der nye initiativer til at bringe dåbstallet op. Således også her på Fyn, hvor en gruppe af præster og lægfolk er gået sammen om at arrangere en dåbsmesse på Odense Rådhus og i Domkirken den 11.-12. nov. Dåbsmessen skal være oplysende omkring dåb og samtidig sætte kirken, traditioner og ritualer i centrum for at tale om og vække interesse for dåben og dens betydning før, nu og i fremtiden.
Dåben er indgang til den kristne kirke, men den er også indgang til et fællesskab med Gud og til frelse for den, som tror. Vi døber, fordi Jesus har befalet det. Han sagde til sine disciple; ”Mig er givet alt magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer”.
Da Jesus bliver døbt kommer Helligånden i form af en due ned over ham og Gud siger; ”Dette er min søn, den elskede”. Det er også den døbtes første tiltale fra Gud om end med andre ord og den tiltale holder ved livet igennem uanset, hvordan den døbte takler sit liv. Dåben er et tegn på Guds vedkendelse af den døbte.
Dåbsattesten er det konkrete bevis for, at Guds løfte er givet til mig, den døbte. Troen kan knytte til ved dette løfte. Gør vi det, ja, så får dåben betydning og vi kan øve os i at være til i et liv i tro, frihed og glæde.
Man gør dåben til magi, hvis man mener, at den som handling er frelsesgivende. Den bliver til frelse for ham/hende, når den modtages i tro. Er det så troen som frelser? Ja sammen med dåben. Det er et sammenspil mellem de to: Gud, som giver og mennesket som tager imod. Først, når den døbte lader troen virke, så får dåben sin frelse i den døbte. Denne frelse er på vej til at udfolde sig i den døbte hele livet igennem. En forvandling hen imod det at blive i kærligheden. Først i opstandelsen fuldendes det, som begyndte i dåben.
Dåben er ikke kun for voksne som selv kan sige ja. For tro har ikke med forstand at gøre, men er en gave fra Gud og en tillidserklæring fra mennesket til Gud.
Som forældre ved dåb eller som konfirmand, der skal døbes, kan man spekulere over: ”Kan jeg sige ja, tror jeg”?
”Du har nu hørt, hvad dåb er: Jesu egen befaling og et løfte om, at den som bliver døbt og tror, skal frelses. Vil du døbes på det, som du har hørt? Hvis ja, så er troen til hos dig og i den tro kan man vokse”. Troen er tillid til det sagte og ikke en intellektuel præstation.
Man kan sige, at dåben giver os det rette syn på os selv. Vi holdes fast på, at vi på engang er mennesker, som har brug for tilgivelse og samtidig er vi Guds børn, som ikke skal anklage os selv, men være glade og leve i tillid til at Gud er med os.
Med dette syn på os selv ændres også vores blik på andre. Gud er jo med alle døbte også ham, som jeg synes opfører sig helt urimeligt. Vi er under den samme sol og lever af den samme tilgivelse. Vi er her på Guds nåde. Selvom jeg tit har lyst til at gøre mig retfærdig over for dem, jeg synes handler dårligere end mig, så sætter dåben mig på plads. Jeg er hverken mere men heller ikke mindre.
Dåben er det synlige tegn for det ustabile menneske på, at Gud har vedkendt sig den døbte. Dåben er på den måde et løfte, som man kan finde trøst i både når man tror og når man kommer til kort i sin tro. Man kan sige til sig selv: ”Jeg har modtaget dåben i tro, som et barn modtager, og Guds løfte, som jeg fik der, gælder”.
En gammel præst sagde engang til mig: ”Nogen blandt de kristne skifter dåben ud med den personlige omvendelse, troen ud med følelser og gudstjenesten ud med samvær med hinanden. Det er ikke godt”. Det kan præsten have ret i. Såvel omvendelse, følelser og samvær med hinanden er alt sammen udmærket, men fælles for dem er at de hviler på mennesket, hvorimod dåb, tro og gudstjeneste hviler på Gud.
Susanne Holst
