Fortsæt til hovedindholdet

Gudstjeneste med det hele   

Teskt: Marianne Holst Hyrlov, Fyens Stift
Foto: Lasse Skov

På Bolbro Plejehjem har sognepræst Anita Bjertrup Hennild fordoblet antallet af gudstjenester, så der nu er gudstjeneste hver anden uge.


 

”Mange af plejehjemmets beboere er ikke raske nok til at komme hen i sognekirken, men de vil gerne til gudstjeneste, og derfor holder vi nu flere gudstjenester på plejehjemmet,” forklarer sognepræsten.

Når præst, kirkesanger og organist ankommer til plejehjemmet et kvarters tid før gudstjenesten, er der allerede dækket op og gjort klar til gudstjeneste i dagligstuen. Det sørger medarbejderne i det kommunale omsorgs- og aktivitetstilbud ”OK-Aktiv” for. Mens præsten trækker i præstekjole, flytter organisten og kirkesangeren klaveret på plads, og så sænker roen sig over plejehjemsbeboerne en halvtimes tid, mens der er gudstjeneste. 

Nye salmebøger

Der har ikke altid været kirkesanger med til plejehjemsgudstjenesterne, men nu har menighedsrådet bevilget penge til både kirkesanger og et sæt nye salmebøger med stor skrift.

”Det betyder meget, at menighedsrådet prioriterer plejehjemmet, og det løfter gudstjenesten, at der er en kirkesanger med. Tidligere var det mig, der skulle synge for, så derfor var jeg nødt til at vælge salmer ud fra, hvad jeg kunne klare – og der er jo grænser for hvor mange gange, vi kan synge I østen stiger solen op,” smiler præsten.

Det kendte miljø

Plejehjemsleder Berit Kuhlmann er glad for, at beboerne får tilbud om at deltage i gudstjeneste.

”Beboerne har rigtig meget glæde af, at præsten kommer her på plejehjemmet, hvor borgere med nedsatte kognitive funktioner, kan blive i deres kendte miljø og opleve glæden og fællesskabet om gudstjenesten. Mange borgere reagerer rigtig positivt på salmesang og musik, selvom de har svært ved at huske andre ting,” fortæller hun.

Vigtigt med kirkekaffe

Efter gudstjenesten er der jordbærtærte og kaffe for plejehjemsbeboerne. Præsten trækker af præstekjolen og tager en kop kaffe med.

”Kaffen er næsten det bedste, for det er her, jeg kan tale med beboerne og lære dem at kende. Det er også ved kaffebordet, beboerne tager fat i mig og siger, at de gerne vil have, at jeg kommer forbi en dag og taler med dem, og så aftaler vi det,” fortæller sognepræst Anita Bjertrup Hennild.

Hun sammenligner kaffebordet på plejehjemmet med den kirkekaffe, der er i kirken om søndagen. 

”Det er ikke der, man tager de dybe samtaler, men man får en relation til hinanden, og det er første skridt til, at man griber telefonen den dag, hvor man har brug for at tale med en præst,” siger hun.