Biskop Tine Lindhardt, Fyens Stift
’Takken måtte højere op’. Sådan sagde en nybagt mor engang til mig, da hun forklarede, hvorfor hun var gået i kirke dagen efter, at hun var kommet hjem med sin nyfødte. Selvfølgelig havde hun og hendes mand sagt tak til hinanden for den lille ny verdensborger, men det var ikke nok. Hun måtte også i kirke for at sige tak til Gud for barnet; takken måtte højere op.
Hun var lidt forlegen ved at sige det, for det med tro og dåb taler vi ikke så tit om. ’Det siger sig selv’, som vi siger, – underforstået at så behøver vi jo ikke selv sige noget. Jo, det gør vi, men det vender jeg tilbage til.
Først det med at sige tak.
Vores børn ligger ikke alene i vores hænder, men også i Guds. Derfor bærer vi dem op i kirken for at få dem døbt.
Dåben er Guds handling og løfte om, at han vil være med os alle dage, og at der ikke er noget, der kan skille os fra ham, – intet overhovedet. Ikke vores fejl og skyld, ikke os selv eller andre, ikke engang døden. Det kan vi stole på og tro på, og det er det, vi siger ja og tak til på vores børns vegne, når de bliver døbt. De får noget at leve på, og et sted de altid kan vende tilbage til.
Men er der overhovedet nogen børn der bliver døbt? Ja. Mange. I nogle kirker og sogne i Fyens Stift er dåbsprocenten sågar over 100! Der er nemlig en del fynboer, der vender hjem til Fyn, når de skal have deres barn døbt.
Der er også en del unge og voksne, som ikke er blevet døbt som spæde, der ønsker at blive døbt. – Og der er mennesker som kommer hertil med en anden tro, som ønsker at blive døbt og at blive kristne. Det kan man alt sammen læse mere om i Stiftsbogen.
Ikke desto mindre må vi også på Fyn se i øjnene, at det ikke længere er helt så selvfølgeligt at få sit barn døbt, som det har været.
Og så er vi tilbage ved det med at tale om dåb.
Enhver, der har fået et barn døbt, har mærket, at dåben er vigtig. Vores børn og børnebørn har brug for, at vi også sætter ord på, hvorfor det er vigtigt. Tro og tradition siger ikke sig selv. Det skal siges og gøres og gives videre fra den ene til den anden.
Derfor sætter vi med Stiftsbogen fokus og ord på dåben. Barnedåb og voksendåb.
For det er vigtigt at vide, at der er et sted, hvor vi hører til og altid kan gå hen, og en Gud vi kan bede til, og som har fat i den lange ende af vores liv.
I dåben får vi en grund under og en himmel over vores tilværelse, – et fundament som vi altid kan holde os til og stole på.
Det skal vi sige videre!
