Gamle kalkmalerier fører til nye traditioner
I Klinte Kirke har afdækning af kalkmalerier fået betydning for kirkelivet i dag
I sommeren 2023 søsatte sognepræst Inger Solveig Nissen en ny tradition, nemlig en pilgrimsvandring mellem kirkerne i Bogense, Nr. Sandager, Grindløse og Klinte. Undervejs på vandringen blev der sunget salmer, og præsten stod for en række andagter og refleksioner. Forkyndelsen har med andre ord fundet nye veje i det nordfynske, og det sker på grund af afdækningen af nogle gamle kalkmalerier i Klinte Kirke.
En helgen på væggen
Det hele begyndte i 2004, da man i forbindelse med en restaurering af Klinte Kirke fandt kalkmalerier, som af Nationalmuseet blev vurderet til at være særdeles bevaringsværdige. I 2022 nåede man endelig frem til at iværksætte en forundersøgelse af malerierne, og her viste det sig, at de ældste kalkmalerier stammer fra ca. 1530. Ifølge Nationalmuseets eksperter er det sandsynligt, at malerierne viser scener, der kan knyttes til den norske helgenkonge Skt. Olav (på dansk Oluf). Måske forestiller et af malerierne ligefrem kongen, som har fået æren for at kristne Norge, og som blev helgenkåret i 1031. Det gav præst og menighedsråd lyst til at dykke længere ned i kirkens og egnens historie.
Sognepræst Inger Solveig Nissen peger på, at der blandt andet er vikingeskibe malet på væggen, og det leder tanken hen på, at Klinte Kirke engang – før man inddæmmede landet mellem Klinte og Nørre Nærå – har været en valfartskirke, som man kunne sejle til.
”Vi har fået en fantastisk historie forærende. Kirken var formentlig indviet til Den Hellige Olav, og man har engang valfartet til kirken og til helligkilden Skt. Olufs Kilde, som stadig findes,” fortæller hun.
Pilgrimsvandring – lidt mere end en vandretur
Inger Solveig Nissen allierede sig med foreningen Fynsk Pilgrimsvandring, og sammen planlagde de en pilgrimsvandring på Skt. Olavs dag den 29. juli. I de små andagter undervejs på vandringen blev der taget udgangspunkt i nogle pilgrimsord, som kaldes ”Olavs-nøglerne,” nemlig kraftfuldhed, beslutsomhed, livsmod, tjeneste, lydhørhed, forsoning og herliggørelse.
”Når vi går pilgrimsvandring, gør vi det samme, som mennesker gjorde for 1000 år siden. Vi gør det på et andet teologisk grundlag, men jeg tror, at det er det samme, der sker med os som mennesker, når vi går på en vej og ikke skal gøre andet end at bevæge benene fremad. Ens vanlige liv kommer i baggrunden, og der bliver plads til at tænke på de vigtige ting,” fortæller sognepræst Inger Solveig Nissen
Binder pastoratet sammen
Hans Erik Hansen, som er formand for menighedsrådet i Grindløse-Klinte Sogn, deltog også i pilgrimsvandringen. Han er ligesom sognepræsten og mange andre folk på egnen optaget af historien bag kalkmalerierne i Klinte Kirke. Menighedsrådsformanden fortæller, at kirken var fuld, da rådet havde arrangeret foredrag om Skt. Olav.
Pilgrimsvandringen gik mellem pastoratets fire kirker og sluttede ved helligkilden Skt. Olufs Kilde, hvor deltagerne som afslutning smagte kirkesangerens hjemmebryggede mjød.
”Den dag fik vi de fire kirker i pastoratet bundet sammen, og vi fik set det dejlige sted, hvor vi bor. Det betyder noget for fællesskabet” siger sognepræst Inger Solveig Nissen, som håber at gøre vandringen til en årligt tilbagevendende begivenhed.