Orglet sætter stemningen
22-årig organist føler medansvar for forkyndelsen i kirken
Orgelmusik er det første, vi hører, når en gudstjeneste begynder, og tilsvarende er det organisten, der via sit instrument får det sidste ord, før vi forlader kirken.
”Vi organister har et ansvar for at sætte stemningen med gudstjenestens musik,” siger konstitueret organist ved Vor Frue Kirke i Assens Thomas Obeth.
Og det ansvar forsøger han at leve op til.
”Jeg prøver at sætte mig ind søndagens tekst og de salmer, der er valgt. Gudstjenesten er et samarbejde, og jeg taler meget med præsterne, for jo mere vi taler sammen, jo større sandsynlighed er der for, at det, vi gør, giver mening for deltagerne,” siger den unge organist.
Han vælger ofte at spille et opløftende postludium, for han vil gerne give menigheden et smil at gå hjem med.
”Jeg synes, det er min opgave at formidle, at der er lys for enden af tunnelen. Folk må gerne føle sig to centimeter højere, når de går ud af kirken, siger Thomas Obeth.
Orglet når ud i alle kroge
Orglet er ifølge Thomas Obeth det helt rigtige instrument til en kirke, for i modsætning til andre instrumenter – for eksempel klaver eller elguitar – kan det nå ud i alle kroge af et kirkerum.
”Orgelmusik passer simpelthen til den akustik, der er i en kirke, og ethvert orgel er jo skabt til det kirkerum, det står i. Orgelbyggerne finjusterer orglet og sørger for, at det har de bedste klanglige forudsætninger for at lyde godt i netop den kirke, som det er skabt til,” siger han.
Han forklarer også, at en af finesserne ved et orgel er, at man kan fremhæve overtoner og sammensætte klange. Man forstår, at den 22-årige organist er en passioneret orgelnørd.
Begravelser er et særligt ansvar
Men Thomas Obeth er ikke udelukkende en nørd. Han er også en ung mand, der prioriter sit job så højt, at han går i byen med vennerne fredag i stedet for lørdag, så han kan være frisk til at sidde i kirken søndag morgen. Han føler et ansvar for at levere kvalitetsmusik, der rører kirkegængerne.
”Jeg gør mig især umage ved begravelser og bisættelser, for det er rigtig kikset, hvis jeg spiller dårligt, når nogen skal herfra. Det skal gøres med respekt,” siger han.
Selvom han med orgelmusikken hjælper forkyndelsen på vej, er han endnu ikke selv blevet medlem af folkekirken.
”Jeg synes, at det er sådan en stor ting at blive døbt, og jeg tænker meget over, om jeg skal blive det. På en måde er jeg træt af, at mine forældre ikke fik mig døbt som barn, for så skulle jeg ikke forholde mig til det. Men på den anden side, så bliver jeg nu tvunget til at overveje det, og det er jeg ikke færdig med. Men skulle jeg pludselig få en dødelig sygdom, ville jeg nu nok skynde mig at blive døbt, ” smiler han.
Et musiktalent
Thomas Obeths usædvanlige musiktalent fik lov til at udfolde sig tidligt, da han som dreng sang i koret Syngedrengene i Assens. Som 14-årig var han allerede en dygtig pianist, og gennem Assens Musikskole og Kirkemusikskolen i Løgumkloster blev han tilbudt orgelundervisning.
Orglet blev hurtigt hans foretrukne instrument, og sideløbende med gymnasiet var han organist i Kærum og Sønderby. Nu studerer han klassisk kirkemusik med orgel som speciale på Musikkonservatoriet og er samtidig konstitueret organist ved Vor Frue Kirke i Assens. Desuden spiller han koncerter og skriver artikler til fagblade, blandt andet om en af sine foretrukne komponister, Anton Heiller.
Kirken har vores ryg
Thomas Obeth håber på at fortsætte som kirke- og koncertorganist, når han er færdig med sin uddannelse på Syddansk Musikkonservatorium. Helst ved en kirke med et godt orgel og en menighed, der bruger kirken. Han sætter stor pris på friheden til selv at tilrettelægge sit arbejde.
”Vi organister er heldige, at folkekirken har vores ryg. Vi får en god løn, og vi har frihed til at bruge tid på at øve og spille koncerter. Vi skal måske være i kirken i to timer om søndagen, en time lørdag og en time tirsdag eller torsdag, men ellers har vi et utroligt frit arbejdsliv. Jeg øver for eksempel bedst om aftenen, så jeg er typisk i kirken klokken otte og øver mig til klokken et eller to om natten. Og når jeg øver mig, føles det næsten ikke som et arbejde, men noget, jeg gør for min egen skyld,” slutter han.
