De dødes have er til for de levende
På kirkegården er der plads til gråden, sukket og samtalen mellem levende og døde
Kirkegårdene fortæller om fællesskab. Mellem døde og levende. Døde og døde. Levende og levende. Hvert gravsted har sin historie. Sine mennesker. For nogle efterladte bliver gravstedet en lille have med planter, der i årets løb afløser hinanden.
Men kirkegårdene ændrer sig, for kun få vil kistebegraves, og urnegravsteder fylder ikke ret meget. Dertil kommer, at mange får deres aske spredt og ikke efterlader sig en grav. Resultatet er kirkegårde med store arealer af ubenyttede grave. Kirkegårdene omdannes langsomt til parker med græs eller bede, hvor der engang var gravsteder.
Et fysisk sted
Jeg synes, det er vigtigt, at kirkegårdene er mindesteder. Vi bærer naturligvis mindet om vores afdøde venner og familiemedlemmer med os i erindringen, men sorgen, taknemmeligheden og kærligheden har godt af at have et fysisk sted. Det er meningsfuldt at besøge gravstedet for et menneske, man har stået nær og holdt af – at ære de døde og tænke over, at vi indgår i en kæde af slægtled, som vi skylder tak og tanker. Måske vi på kirkegården også ærer dem, vi aldrig har kendt, men som gik forud, ligesom vi tænker på dem, der følger efter os.
Når Martin Luther i sin tid plæderede for, at begravelsen var for de efterladtes skyld til trøst og styrkelse i troen, så må kirkegården være for de levende. Som et sted, hvor man kan sætte lys og gøre døden nærværende.
Kirkegården taler til os om døden, både de andres og vores egen. På kirkegården springer det jo faktisk i øjnene, hvordan vi alle er meget små led i en meget lang kæde af mennesker, der har det til fælles, at vi skal dø. Det kan ligefrem være styrkende at gå en tur på kirkegården; ikke fordi det er rart, at vi skal herfra, men fordi man på kirkegården kan se, hvor mange der har måttet finde ud af det før os – og så klarer vi det vel også.
Her må man sørge
I dagligdagen ser vi os ofte sure på andre mennesker og deres irriterende adfærd og mærkelige påklædning og vanvittige holdninger og så videre. Men når disse mennesker står sørgende ved et gravsted, så skal man have et stenhjerte for ikke instinktivt at mærke medfølelse. Fordi vi genkender sorgen og kan relatere til den.
Kirkegården er ét af de få steder i samfundet, hvor det er acceptabelt at vise sorg, og hvor vi ved, hvad det handler om, når vi møder den. På den måde bidrager kirkegårdene til vores samfunds sammenhængskraft.
Kirkegården giver en ramme for fællesskab. Kirkegårdens stensætning taler. De ældste gravsten fungerer som gravmæler, der beretter om den, der er begravet. Lange beskrivelser af slægtsforhold og ting, den døde havde opnået eller udvirket. De taler om den afdøde person. Om, at vi skal dø. Om, at vi skal leve. Og de taler om den korsfæstede og opstandne Kristus, som ledsager os ind i og ud af enhver slags død – markeret ved den lille Betlehemsstjerne foran fødselsdatoen og Golgatas kors, der ledsager dødsdatoen.
Håbets have
Kirkegårdene findes i hver en by landet over, og de har noget at sige sine besøgende. De er livshaver: blomstrende, livlige og frodige eller tørre og stilstillestående. Overgangen fra liv til død er ikke radikal, men en gradvis overgang, et skift i virkelighed, som kan opleves, og som man besinder sig på og forbereder sig på.
Men kirkegården er ikke kun en have, der taler og forkynder. Den lytter også. Når vi ved gravstedet taler med den elskede og savnede, der ikke svarer længere. Vi taler med vores døde, fordi alle elementerne i haven tilsiger, at kærligheden overvinder dødens realitet. Kirkegården er håbets have med plads til gråden, sukket, samtalen mellem levende og døde. At samtale med den, der ikke svarer er i sig selv en besværgelse af døden som den, der har det sidste ord.
