Af: Jørn
Henrik Petersen, professor
i socialpolitik, dr.phil. & lic.oecon.
Der er så småt ved igen at komme gang i drøftelserne
af diakonien som opgave for Folkekirken. Mange stifter har nedsat diakoniudvalg
og ansat præster med særlige diakonale opgaver. Fyens Stift sætter diakonien på
dagsordenen med Stiftsårbogen 2015. Mange frivillige organisationer er særdeles
aktive. Korshærs-og gadepræster gør en stor indsats. Den norske kirke har
udformet en samlet plan for diakoni forstået som evangeliet
i handling udtrykt gennem næstekærlighed, inkluderende
fællesskab, værn om skaberværket
og kamp for retfærdighed; men der er samtidig
dem, der mener, at ansvaret for ”de svage”, ”de sårbare”, ”de udsatte”, ”de
afhængige” en gang for alle er parkeret hos velfærdssstaten, mens andre tænker,
at kristendom udelukkende er et forhold mellem Gud og det enkelte menneske. Der
er derfor god grund til igen at tale om diakoni og Folkekirkelig ansvarlighed.
Fra velfærdsstat til konkurrencestat
”Velfærdsstaten” dukkede som politisk begreb op i
1953. Efter en langstrakt politisk debat blev den sat på skinner med
gennemførelsen af folkepensionen i 1957 og voksede sig stor i 60’erne; men allerede
i 70’erne begyndte flere at spørge, om velfærdsstaten ”gav valuta for pengene”.
Den ”nye” samfundsform var i en legitimitetskrise. Denne krise blev fulgt op
med diskussioner af modernisering og ændring, og gennem de sidste 20-25 år har
vi været på rejse fra velfærdsstaten mod konkurrencestaten. Det har sine konsekvenser.
Velfærdsstat versus konkurrencestat
Velfærdsstaten ville udvikle det etisk ansvarlige
samfundsmenneske båret af mådehold, generøsitet og arbejdsvilje.
Konkurrencestaten udvikler det opportunistiske privatmenneske i en
samfundsideologi båret af konkurrence og økonomisme.
Velfærdsstaten ville
solidarisere sig med ”de afhængige”, ”de sårbare”, ”de udsatte”, ”de svage”.
Konkurrencestaten solidariserer sig med den arbejdende og skattebetalende
befolkning.
Velfærdsstaten ville se
det enkelte menneske som enestående og med værdi i sig selv. Konkurrencestaten ser
det enkelte menneske som et produktionsmål, hvis værdi afhænger af dets
arbejdsmarkedsmæssige funktionsevne.
Velfærdsstaten ville
kompensere og beskytte befolkningen mod sociale risici. Konkurrencestaten mobiliserer
befolkningen og virksomhederne til deltagelse i global konkurrence.
Velfærdsstaten ville
svække individets og familiens afhængighed af markedet som grundlag for en
socialt acceptabel levestandard. Konkurrencestaten fremmer individets og
familiens afhængighed.
Velfærdsstaten lagde
vægt på den enkeltes ret inden for en
fælles ansvarlighedsramme. Konkurrencestaten lader pligt gå forud for ret og
betoner den individuelle ansvarlighed.
Velfærdsstaten så på
”de afhængige”, ”de sårbare”, ”de udsatte”, ”de svage” med solidarisk
medfølelse. Konkurrencestaten møder dem med vrede og fortørnelse. De er blevet
samfundets syndebukke.
Velfærdsstaten ville et
samfund med ”lige værdighed i borg og hytte”. Konkurrencestaten skaber det
”todelte samfund” – os – de pæne mennesker – og de andre.
Den politiske retorik
taler ned til dem, der har det svært – og det påvirker samfundstænkningen.
Sproget skaber, hvad
det nævner. Fx sagde sognepræst Kathrine Lilleør (Kristeligt Dagblad den 1.4.):
”Mange af dem, som er på kontanthjælp, kan gøre for det, hvilket går ud over de
få, som ikke kan gøre for det. Og de, der godt kan gøre for det, bliver
ødelæggere af det meget smukke system, vi har”. Hvordan hun er nået til den
indsigt, kan man jo godt filosofere lidt over, men den antyder en modstilling
af den brødefulde og den værdigt trængende. Ganske som i slutningen af
1800-årene.
Det har konsekvenser
for de lediges og de sårbares selvforståelse. De oplever, at de nok ikke rigtig
hører med i fællesskabet. Retorikken har konsekvenser for befolkningens syn på
de ledige og sårbare og for politikernes valg af ledighedsbekæmpende midler.
Hvad mener Folkekirken?
Hvordan ser Folkekirken på bevægelsen fra ”lige
værdighed i hus og hytte” mod det ”todelte samfund”? Hvordan ser Folkekirken på
et menneskesyn, der lader den enkeltes værdi bestemme af vedkommendes
funktionsdygtighed? Hvordan ser Folkekirken på en retorik, der bliver stadig
mere forrået?
Kan og vil Folkekirken
være modkultur, når vi bevæger os mod konkurrencestaten – eller skal den bare
tage det ad notam? Kan Folkekirken, som det lød i diakonidebatten i slutningen
af 1800-tallet, være ”samfundets salt”, der siger fra, når menneskesynet
forhærdes og forråes – eller er Folkekirken impotent, fordi den bæres af
flosklen om, at ingen kan udtale sig på Folkekirkens vegne?
Lægger Folkekirken al
for stor vægt på ”at tale og at høre” og al for ringe vægt på ”handle og at gøre”?
Betoner Folkekirken i al for høj grad ”ordets” på bekostning af ”bordets
embede”, som det også hed dengang? Negligerer Folkekirken, som det dengang
kaldtes, ”kærlighedens gerninger”?
Harald Stein, der i
1889 blev biskop i Fyns Stift, satte det skarpt op: ”Men værst af alle er
Kirken dog bleven ramt, da de Fattiges Forsørgelse gled ud af dens Hænder; thi
naar de Kristne ikke mere føle det som en Pligt at hjælpe de fattige og lidende
Brødre og Søstre, saa er Kjærligheden uddød i Hjerterne, Bekjendelse kun en
Tøjblomst, og saa er Menigheden som det lunkne Vand, som Herren vil spy ud af
sin Mund”.
Hvis problemet skal
formuleres i dag, lyder det: Har kirken et socialt ansvar? Har menigheden et
socialt ansvar? Har du og jeg et socialt ansvar?
Svaret er i mit
perspektiv et ubetinget ja, og vi er nødt til at diskutere, hvordan kirken skal
bære det ansvar både, når det drejer sig om kirkens rolle som modkultur, og når
det drejer sig om det konkrete fællesskab med dem, som samfundet placerer i sin
kælder.
Hvorfor har kirken et diakonalt ansvar?
Når det er vigtigt for kirken, skyldes det, at menneskers
tilværelse er et liv i dyb indbyrdes afhængighed. Uden de andre er ingen
menneskelig tilværelse mulig. Derfor har vi magt i forhold til hinanden; men denne
magt krydses af næstekærlighedsbuddet – eller omsorgsforpligtelsen – der
fordrer, at den magt, afhængigheden giver, skal bruges til den andens bedste. Fra
den kærlighed, du selv gør krav på, kender du den kærlighed, du skylder det
andet menneske.
Alle husker Jesus’ ord
i verdensdommen: ”For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var
tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod
mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så
ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten
eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi
hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har
gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!”.
Kristendommen forkynder,
at vi finder meningen med livet i forholdet til vores medmenneske. Og måske
endda mere end det. Den tyske teolog Friedrich Gogarten har sagt det meget
skarpt: ”Jesus har gjort den menneskelige eksistens’ og histories mest
elementære og grundlæggende fænomen, nemlig menneskers forhold til hinanden,
til det endegyldige og eneste sted, hvor forholdet til Gud afgøres”.
Spørgsmålet er så,
hvordan vi kommer til rette med det, når vi ser os selv i et luthersk
perspektiv som de indkrogede mennesker, vi oftest er – centrerede om os selv.
Det kan jo være, at det
går fint nok, når det drejer sig om, hvordan vi hver for sig handler i det
konkrete møde med det andet menneske – ansigt-til-ansigt; men det er nu nok
lidt tilfældigt, hvem det er, vi møder ansigt-til-ansigt, og der er stor sandsynlighed
for, at vi især møder dem, der ligner os selv – og derfor i mange tilfælde
næppe hører til dem, der har det svært.
Derfor kaldte
diakonidebatten, da den var på sit højdepunkt, på organisation, der blev
forankret i udviklingen af menighedsplejer, der snart mødtes i De samvirkende
Menighedsplejer og senere i Folkekirkeligt Filantropisk Forbund – en
organisation, der nu hører fortiden til og kun har overlevet i form af
Folkekirkens Nødhjælp.
Tanken var selvfølgelig,
at det, der ikke blev gjort, når ansvaret lå hos den enkelte, måske kunne
løftes i menighedsregi – i fællesskab, og hvis opgaven oversteg den enkelte
menigheds kræfter da i et fællesskab af menigheder og i sidste instans i kirken
som institution.
Spørgsmålet er så, om det lange mellemspil fra slutningen af 1800-tallet
til i dag har gjort tanken om ”kærlighedens gerninger”, ”tjenesten ved bordene”
og kirkens rolle som ”samfundets salt” overflødig.
Igennem de mere end hundrede år, der er gået, siden diakonien for alvor
blev sat på kirkens dagsorden, har vi udviklet en velfærdsstat, der på mange
måder kommer den enkelte nødlidende til hjælp og vel i virkeligheden varetager
en institutionaliseret kærlighed – ”love at a distance”, som den engelske
teolog Alec Vidler siger; men velfærdsstaten er, som antydet, i sig selv truet.
Er det godt nok?
Har udviklingen
overflødiggjort tanken om menighedsplejen? Betaler vi os så rigeligt fra
problemet ved med større eller mindre smil på læben at betale en passende høj
skat? Er det nok, at menighedsrådet spytter i menighedsplejens bøsse? Måske
endda suppleret med et lille bidrag fra de varierende kollekter. Er det nok at
satse på gadepræsten? Er det godt nok?
Vi står i en tid, hvor der fra offentlig side strammes op både her og hisset,
hvor synet på mennesket hastigt ændres, hvor retorikken vendt mod ”de svage”
skærpes, og hvor der er mange opgaver, som ikke bliver løst eller ikke bliver
løst særlig godt.
Har vi i en sådan tid en opgave – også i den lokale menighed? Har
menigheden fx en opgave i forhold til dem, der føler sig alene i dagligdagen? Dem,
der må dø alene? Har menigheden en opgave, når det drejer sig om dem, der er
kommet til landet og har det svært med sproget, kulturen osv. – svært ved at
finde sig til rette? Har menigheden en opgave, når det drejer sig om dem, der
er ved at ryge ud over kanten? Har menigheden en reel rolle som fællesskab –
eller er det bare pæne ord? Nøjes vi med at tale og høre, mens
det kniber mere med at handle og gøre?
Er det en nødvendighed,
hvis kirken også skal kunne komme i kontakt med dem, der savner et kirkeligt follow-up på alle de pæne ord?
Det er spørgsmålet, om
vi som menighed i fællesskab vil engagere os i noget af det, der måtte blive
forsømt – altså: Har vi en opgave? Hvad er det for en opgave? Hvordan kan vi
tænke os opgaven løst?
Selvsagt skal vi tænke os om og handle på et fornuftigt grundlag – m.a.o.
ikke slå større brød op, end at vi kan bære dem til ovnen og færdiggøre dem.
Hvis vi da overhovedet vil befatte os med spørgsmålet.
Svaret vil variere fra sted til sted; men det er vigtigt, at vi
taler om spørgsmålene – ellers bliver bekendelsen kun en tøjblomst, og så er menigheden
som det lunkne vand, som Herren vil spy ud af sin mund – for at slutte med
Stein.
