Prædiken til genindvielse af Langesø Skovkapel

Langesø Skovkapel. Dette smukke rum, som danner rammen om de helt store fester og familiebegivenheder. Det er her familierne samles, om bryllup og barnedåb. Det er her vi midt i den smukke natur, lader kirke, forkyndelse og kristendom danne rammen om de største højtider i livet.

Og det er midt i denne højtidelige familieidyl, at Jesus i dag vender sig om og siger: Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.

Jesus siger dette for at gøre opmærksom på radikaliteten i discipelskabet. At hadet, det at lægge afstand til sin familie, sin slægt, ja sit eget liv, at det var, hvad man krævede af en discipel. Det er radikalt i dag, og det var radikalt i antikken.

Dengang hvor netop familien dannede rammen om identitet og tilhørsforhold. At være Jesu discipel er altså ikke en handling, det er en identitetsændring. I de første menigheder krævede man fuld hengivenhed, man krævede at medlemmerne overgav sig fuldkommen til det nye liv i Kristus.

Nye dateringer af Lukasevangeliet fortæller, at evangeliet måske er skrevet senere end antaget. Måske er evangeliet skrevet, netop som de første kristne forsøgte at lægge afstand til jødedommen. Jøderne havde gjort oprør, og romerne forsøgte med grove metoder at udrydde alle jøder i Palæstina. Det er en barsk historie, hvor kilderne fortæller om, hvordan landsbyer blev ryddet og blodet flød i gaderne. Det er barskt, og det ligner præcis den krig, vi ser i dag, selvom det er med omvendte fortegn, en krig hvor jøderne med barske metoder fordriver og forfølger indbyggerne i de besatte områder i Gaza og Palæstina.

Evangelisten Lukas opfordrer til ekstrem pacifisme. Han beder de første kristne om at tage afstand fra deres ophav, fra jødedommen med alle de faste begreber om familie, ære og slægtskab.   

Det giver ikke mening for os i Danmark. Her i Langesø Skovkapel. I det kapel hvor mange af jer er gift, i det kapel, hvor I har fået døbt jeres børn, i det kapel, hvor familier er blevet stiftet, fejret og har dannet rammen om livet siden slutningen af 1800-tallet, hvor kapellet blev bygget.

I Danmark er det jo netop kirken og kristendommens opgave at danne ramme om familie og slægten. Hvorfor siger Jesus så, at vi skal lægge afstand til vores familie, at vi skal opgive vores liv og vores identitet for at hengive os til Kristus, til en ny identitet, til en menighed?

Jesus vil, at vi skal forarges i dag. Jesus vender sig ud mod os alle? Som om han vil sige: I duer ikke til at være disciple! I er ikke andet end toldere og syndere, dårlige bygherrer og æreløse konger, ludere og lommetyve i Langesø Skovkapel.

Jesus skælder ud. Men han gør det ikke for enhver pris. Den der har øre at høre med, skal høre, siger Jesus. Den der har øjne at se med, skal se, siger Jesus.

Fordi vi skal se og høre, fordi han vil, at vi ikke skal glemme. Vi skal forstå, hvad det er for en ramme vi befinder os i. Vi skal huske på, hvad der er udgangspunktet for familien, for slægten, for at vi kan leve fredfyldt med hinanden i Danmark i dag. Demokrati, velfærd, frihed, og lighed. Det kommer ikke af sig selv. Demokrati er ikke en selvfølge, det at vi kan leve trygt i familien, det at vi kan ytre os, det at vi kan leve fredfyldt med hinanden inden for landets grænser, det kræver en bestemt mentalitet, en fælles forståelsesramme.

Du skal elske Herren din Gud, du skal elske din næste, som dig selv. Det er Kristendommen, det er mentaliteten, det er udgangspunktet for, at vi kan leve fredfyldt med hinanden og respektere demokratiets spilleregler. 

Det er som om, vi glemmer historien, det er af og til som om vores problemer bliver så små. Vi kæmper for en nystartet virksomhed, vi frygter den næste eksamen. Gymnasieeleverne græder, hvis de ikke får et 12 tal til alle eksamener, og vi skændes om vi ved dagens Europa-Parlamentsvalg skal have plastiklåg på flaskerne, eller om vi er til sugerør af pap.

Jesus taler med anderledes store ord. Han ville aldrig blive valgt til Europa-Parlamentet. Han skælder ud, han beder os om at forlade alt, han beder os om at huske på, hvad der er udgangspunkt for familie, for slægt, for fred og for frihed.

Det er den historie, der begyndte med de første kristne. De forsøgte at skabe et discipelskab, en menighed en identitet. De skabte en identitet, som ikke var grundet på dem selv og deres egne behov for magt, men hvor alt, familie, kærlighed, slægt, fællesskab tog udgangspunkt i troen på Jesus Kristus. De forsøgte at balancere mellem kejserkult og jødedom. Alligevel blev de forfulgt og slået ihjel.

Men kristendommen, tankerne, troen og religionen overlevede. Tankerne og troen sejrede, og det er præcis de tanker, vi bygger vores samfund på i dag. De er udgangspunktet for familie, det er udgangspunkt for bryllup, barndom, fødsel og død i dette land. 

Det er den tro, der danner rammen om vores liv i skovkapellet. Det, der gør dette kapel så smukt og vigtigt, er, at der står en døbefont, at der er et alterbord. At vi herinde ikke selv skaber vores egne begreber om ære, magt og rigdom, men at vores identitet hele tiden er sat af noget andet og noget større, af Gud.

At være Jesu discipel handler med andre ord om, at få nye øjne at se med, at få øre at høre med, at få en identitet som troende, der gør, at vi tror på, at udgangspunktet for familie, kærlighed, ære, identitet altid handler om, at vi er skabt af Gud, at vi er disciple, at vi skal elske Gud og elske næsten, ligesom vi selv tør stole på, at vi kan have tillid til og stole på vores næste. 

Dermed betyder ordene om at hade far og mor, at hade sit eget liv i dag ikke at vi skal flygte, eller at vi skal tage afstand fra familie, slægt, nation, men at vi i stedet skal huske på, at udgangspunktet for livet er troen og tilliden til at der er en Gud, der elsker os, der har skabt os, og som tager imod os…

Det takker vi dig for, du Vor Gud, Far, Søn og Helligånd. Du som var er og bliver en sand treenig Gud. Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed Amen.