Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten…
”Der var et menneske”. Sådan begynder teksten til trinitatis søndag. Dermed er temaet for prædikenen givet. Vi skal have fokus på det menneskelige i dag. Hvad vil det i grunden sige at være et sandt menneske?
”Der var et menneske.” Vi hører, at det menneske, som evangelisten Johannes præsenterer for os i dag hedder Nikodemus, og at han er medlem af jødernes råd. Nikodemus er altså ikke et hvilket som helst menneske, men kan vel bedst sammenlignes med en folketingspolitiker, en biskop eller måske en fremstående byrådspolitiker. En af landets førende mænd.
Men ak – et menneske. Det er alt, hvad evangelisten Johannes har at sige om denne fine mand. Et menneske som alle andre. Så kan vi jo sidde og tygge lidt på det. Et budskab også til alle os om, at Johannes vil tale til os som mennesker, uanset, hvem vi er her i kirken i dag.
Og mennesket kom til Jesus i ly af natten. Man ser det for sig. Den lærde Nikodemus opsøger Jesus i ly af mørket. Han vover sig ud på gaderne på et tidspunkt, hvor ingen kan se ham. Nikodemus er tydeligvis bange for at mødes med Jesus. Tænk, hvis nogen så ham. Ja, forestil jer, hvordan dette møde kunne skade hans ry på et tidspunkt, hvor modstanden mod Jesus var størst.
”Der var et menneske”. Og Nikodemus er netop så såre menneskelig. Han tænker på sig selv. Og han ved, at Jesus er en lærer, kommet fra Gud, da ingen kan gøre de tegn, som han gør. Nikodemus har formentlig hørt, at Jesus har forvandlet vand til vin, at Jesus har helbredt og lavet mirakler. Tænk hvis man kunne få lidt hjælp. Hvis Nikodemus med lidt hjælp fra Jesus kunne udrette mirakler. Ja, tænk om man som politiker kunne love gratis sygehuse, helbredelse til de lamme, syn til de blinde og hjælp til de udsatte. Det ville være godt at komme på arbejde i Odense Kommune med et løfte om at kunne løse problemerne på hele socialområdet, at kunne forvandle de røde tal til sorte, hvilket under, hvilken glæde, hvilken saglighed!
”Der var et menneske”. Og Nikodemus er ligesom os så såre menneskelig. Og derfor er mødet mellem Jesus og Nikodemus også dømt til at gå galt.
Sandelig, sandelig siger jeg dig. Det er, så man næsten kan høre, hvordan Jesus sukker, når han taler til mennesket Nikodemus. ”Den der ikke bliver født på ny, kan slet ikke se Guds rige.”
Samtalen mellem Jesus og Nikodemus er løbet helt af sporet. Bedst som Nikodemus håbede på store mirakler, taler Jesus om dåben, om troen. Den absurde samtale viser, hvordan Nikodemus er indhyllet i mørke, som et ganske almindeligt menneske, der ikke forstår, hvad tro og dåb handler om.
Men inden vi griner af Nikodemus, så skal vi huske på, at han bare er et menneske. Et menneske som dig og mig. Og Nikodemus udtrykker bedre end nogen, hvordan også vi gang på gang tager fejl af troen, fordi den altid virker lige modsat af alt, hvad vi ellers ser og gør.
Det ligger så dybt i os at tænke på vores karriere, vores status, på profit og politik, at vi ofte kommer til at blande det sammen med vores tro. Det ligger så dybt i os, at vi vil gøre det rigtige, at troen handler om moral, om at præstere dyd, om at drive politik, så vi kan løse verdens problemer, så kirken bliver en frelsesanstalt.
Men troen handler om det stik modsatte. Når vi døber et barn, døber vi ikke et medlem af jødernes råd, en politiker, en borgmester. Så døber vi et menneske. Derfor har vi barnedåb. Fordi de små børn er så dejligt menneskelige. De skriger, når de er sulte, de græder, når de skal have skiftet ble, de er så magtesløse og skrøbelige.
Der var et menneske. Det lyder så enkelt. Men i virkeligheden er det ikke så let at være et menneske. Det er derfor, det er så sjovt at læse i Bibelen. Fordi den skildrer det ene menneske efter det andet, der flygter fra det at være menneske. Adam og Eva, der fristes og gemmer sig og lyver for Gud; Kain, der ikke kan være i vreden og misundelsen og begår drab; Jonas, der bliver bange, flygter og bliver sur; Peter, Judas, og de øvrige disciple, der svigter, forråder og flygter, når de bliver bange og mister kontrol.
Bibelen er historien om mennesker, der ikke tør at være mennesker. De kan ikke være i menneskets følelser. I vreden, i jalousien, i fristelsen og angsten. Det er historien om, hvordan vi flygter og fornægter, når vi opdager, at vi er udleveret til et liv med sorger og glæder, med bekymringer og afmagt med vrede, misundelse, angst og jalousi.
Vi tør bare ikke give mennesket plads for længe ad gangen. Vi vil i virkeligheden helst selv være som Gud. Vi vil bygge et tårn, der når op til himlen, vi vil herske over alverdens riger, vi vil forvandle vand til vin, eller sten til brød. Og så er det, vi hører historien om Nikodemus og Jesus. Om hvordan Jesus viser, at den sande Gud netop er så såre menneskelig.
Jesus er jo netop sand Gud, fordi han tør være et menneske. Mennesket der ikke lyver, mennesket der tør være i det sårbare. Jesus er mennesket, der tør elske og blive ved med at elske, selvom han ender med at dø på et kors. Jesus er det sande menneske, det er jo ham, vi skal lære af og forsøge at være ligesom.
Teksten om Jesus og Nikodemus handler om, hvad det vil sige at tro og lade sig døbe. Dåben er netop at hengive sig til menneskelivet, at turde leve i en verden, som vi ikke forstår. Derfor praktiserer vi barnedåben, fordi vi her helt fysisk viser, at det netop er det skrøbelige barn, det magtesløse barn, der tør være menneske i verden, tør hengive sig til andre i fuld tillid og troskab. Barnet er billede på det sande menneske, det menneske der tør have en tillidsfuld og blind tro på Gud.
Jeg tror, vi indimellem skal turde være i det menneskelige også som voksne. I kærlighed, i sårbarhed, i bekymringer, i sorger og glæder. Vi skal ikke flygte, som Nikodemus, der forsøger at slå en handel af med Gud i ly af nattens mørke. Derfor har vi også behov for at tro, behov for en menneskelig Gud, der tør være sammen med os midt i verdens mørke.
Trinitatis søndag bliver vi mindet om, at vi uden ånden lever i mørket. Men at troens lys er at modtage Guds Ånd fra oven, så vi kan gå ud i verden i troen på, at Jesus kender os og går med os gennem afmagt og sorg, gennem krig og død, gennem alle de mange kampe, som livet byder på. Det var sådan disciplene gik ud i verden. De flygtede og svigtede, de forrådte og gemte sig. Men Jesus trængte ind bag lukkede døre, han trængte ind i deres hjerter, så de efter pinse fik mod til at gå ud i verden i troen på, at Jesus er nær i menigheden, at vi kan kende Jesus også ude i verden, så vi tør leve et ganske almindelige menneskeliv, i tro og i håb og i kærlighed og i den Ånd der giver os mod og styrke til at gå ud i den verden, hvor mørket hersker, hvor naturen truer, og vi helt uundgåeligt kommer til at leve et liv med både skyld og synd.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen
