Jeg har brugt julen på at fortælle om de fynske højtidskirker. Det har jeg gjort i TV2 Fyn, Fyens Stiftstidende og Kristeligt Dagblad. Jeg har fortalt om, hvordan vi sikrer en god fordeling af vores præsteressourcer, samtidig med at vi bevarer vores kulturarv. Og jeg kan love jer for, at det virker. Vi er flere steder i dialog om, hvordan vi kan lave kirke på nye måder, hvordan vi tænker kirken med ind i lokalsamfundet så kirkens aktiviteter ikke alene afhænger af præsteressourcerne.
Budskabet er generelt blevet vel modtaget i både medier og i den brede fynske befolkning.
Anderledes gik det for sig, da jeg begyndte 2025 med at åbne diskussionen om, hvorvidt man kan bruge alkoholfri druesaft i altervinen. Det skabte debat. Under det årlige bispemøde i København bimlede min telefon. TV2 News, P1, Radio 4 og selvfølgelig Kristeligt Dagblad. Nogle var for, mange imod. Min pointe er, at vi kan tage debatten lokalt, fordi der ikke er teologiske argumenter, der hindrer brugen af druesaft – faktisk er det allerede praksis i rigtig mange af de fynske kirker.
For at sætte det hele lidt i perspektiv, så sad jeg ved bispemødet i sidste uge ved siden af Grønlands biskop. Også hendes telefon bimlede. Det var hverken Kristeligt Dagblad eller Radio 4, men BBC, CNN og Fox News. De ringede for at høre om hendes reaktion på Trumps tilbud om at købe Grønland.
Da blev det klart for mig, at det ikke er de små diskussioner om altervin med eller uden alkohol, der kommer til at sætte dagsordenen det kommende år. Trump taler, så man får associationer til kolonitiden, hvor råstoffer, handel og benhård forretning, gik foran landegrænser, nationalitet, folkeslag og menneskesyn.
I det lys bliver den danske kirkepolitiske andedam, om udligning og præstestillinger fuldkommen ubetydelig. Det står pludseligt klart, hvad der er en af vores vigtigste opgaver: At lade mennesket gå forud for markedet. At insistere på, at mennesker og nationer ikke er en vare, man kan købe og sælge.
Det kommer som et chok, når Trump tager dagsordenen. Den lemfældige omgang med sandheden, de hurtige dagsordener om at købe lande, om at tage andre lande med magt kan meget nemt splitte i stedet for at samle.
Jeg synes, vi har en klar opgave i kirken. At være kristen handler ikke længere om at definere sig selv i forhold til andre kulturer og religioner, for mig handler det ikke længere om identitetspolitik.
Kirken er stedet, hvor troen skal samle og hvor der skal være plads til forskelligheden. Vi må ikke reducere mennesket til økonomiske enheder, vi skal altid insistere på, at mennesket er skabt af Gud, at vi er Guds børn.
Og i en tid, hvor store reformer har ændret Danmark og meget indflydelse er rykket væk, kan kirken noget helt særligt. Vi har vores eget lokale demokrati og er forankret i menighedsråd, hvor folket er repræsenteret i hele sin bredde.
Menighedsrådsvalget er gået fantastisk her på Fyn. Det er som om fynboerne har opdaget, at der faktisk er områder, hvor vi stadig kan gøre en forskel. Og forskellen er meget tydelig. I folkekirken får 69,5 procent af alle unge undervisning i forbindelse med konfirmation, i folkekirken bliver der undervist minikonfirmander, der bliver afholdt babysalmesang, der bliver holdt koncerter, foredrag, gudstjenester og kirkelige handlinger – og det i et stift, hvor 76% af indbyggerne er medlemmer af folkekirken.
Vi samler fynboerne i folkelige fællesskaber. Folkekirken samarbejder med foreningslivet og institutionerne, så kirken danner rammen om livet. Vi ser det enkelte menneske, vi velsigner de unge ved konfirmationen, vi døber børnene, vi vier ægtepar, og vi fortæller menneskers livshistorie ved begravelsen.
Vi samler byen ved de tragiske ulykker, som præsten gjorde det i Flemløse, eller i forbindelse med de forfærdelige trafikulykker, og vi er til stede med dygtige og veluddannede præster i beredskabet, på hospitaler, hospice, universiteter, fængsler og i arresthuse. Også i medierne er de fynske præster stærkt repræsenteret.
Det kan vi være stolte af. Men det er også en udfordring, at vi både skal være kirke på de store institutioner, samtidig med at vi skal være i byen og på landet. Det er en opgave præsterne ikke kan klare alene. Derfor er menighedsrådene og kirke -og kulturmedarbejderne, gravere og organister vigtigere end nogensinde før. I skal være med til at styrke kirkens liv i lokalsamfundet, diakoni, undervisning, sang skal være med til at styrke kirken i lokalsamfundet, fordi kirke og forkyndelse er så meget mere og andet end søndagens gudstjeneste.
Jeg opfordrer til, at man i de nye menighedsråd laver visionsdage, hvor I inviterer byens borgere ind og sammen finder frem til, hvordan I vil bruge jeres kirke. Kirke er også at være sammen om at læse, synge, strikke, holde foredrag og udstille kunst. Det er vigtigt, at vi er kreative i vores brug af de fynske kirker, så de bliver ved med at have en betydning i lokalsamfundet.
Det er mit store nytårsønske for 2025, at vi lader kirken være samlingspunktet for de lokale folkelige fællesskaber, og at kirken fortsat er et sted medplads til forskelligheden.
Jeg mener gerne, at kirken må bruges til andet end højmesser og kirkelige handlinger. Jeg har læst, hvordan nogen argumenterer for, at der kun er kirke, når der er en præst. Den holder ikke. Kirke er mange ting.
Kirken er bygningen i landsbyen, kirken er katedralen i byen, kirken er fællesskabet mellem mennesker på en institution eller en arbejdsplads, kirken er alle os, der samles om troen på Jesus Kristus.
Kirken er at ville gå et ekstra skridt for sit medmenneske, hvad enten det er i fritiden eller på arbejdet. Det er sygeplejersken, der har et menneskeligt blik for patienten, det er læreren, der forstår sin elev, det er politimanden, der har blik for den ensomme og udsatte.
Kirken er alle os, der udgør de folkelige fællesskaber. I den forstand er kirken noget, der hele tiden bliver til i samfundet – selvom vi også har alle vores smukke fysiske kirker, hvor vi mødes til lovsang, bøn og gudstjeneste.
Men kirken er altid et fællesskab. Derfor er det vigtigt, at vi holder gudstjeneste der, hvor der er mennesker og kirkegængere, og at gudstjenesten altid er et levende fællesskab af menigheder, der synger og er sammen om bekendelse og bøn. Ingen kirkegængere, ingen gudstjeneste.
Lad os dyrke dette fællesskab og gå ind i det næste kvarte århundrede med en fuldkommen klar opgave: Jeg ønsker mig, at vi i de kommende år vil hjælpe hinanden med at have et bedre blik for mennesket bag systemet, at vi ser hinanden som Guds børn, og ikke som systemets børn.
Jeg tror virkelig på, at vi gennem vores folkevalgte menighedsråd, med alle vores frivillige, med ansatte, præster og alle de mange tusinde medlemmer, der tilhører vores kirke, sammen kan være en ny ressource i samfundet - en kirke, hvor der er højt til loftet, plads til forskellighed og ikke mindst en kirke, der har blik for medmennesket i fællesskabet.
Jeg har i dag valgt at sætte gang i det nye år med sang. Fordi sang rører os og giver fællesskab, og fordi vi i sangen er samlet om at være mennesker. Jeg kunne ønske mig, at alle I, som er her i dag, indfører morgensang på jeres arbejdspladser, at I indfører aftensang i jeres kirker – som man har så stærke traditioner for det rundt om i verden. Det kunne være et sted at begynde…
Men først og fremmest skal der lyde en tak til alle for den store indsats i kirken i det forgangne år. Tak for samarbejdet og indsatsen.
Jeg ønsker jer alle et rigtig godt og velsignet nytår.
