De ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, står skrevet hos apostlen Paulus i brevet til Thessalonikerne (1. Thess, 4, 13-17):
”Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovende sammen med ham. For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder, og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de der er døde i Kristus, skal opstå først.”
Kære Lone og Kristian
Jeg vil gerne sige jer tak for en god bispeeksamen, og tak for den ærlige samtale vi fik om både jeres tro og teologi. Jeg bad jer begge om at skrive en levnedsbeskrivelse. Fordi vores livshistorie vidner om vores tro. Jeg kunne læse, hvordan jeres tro, jeres syn på kirke og gudstjeneste er noget, der har taget form gennem barndom, synet på forældre, møde med præster og i sammenhæng med livets store spørgsmål.
Og for at følge op på denne her dannelsesrejse i troen har jeg valgt at læse fra Paulus første brev til Thessalonikerne i dag. Brevet vidner om, hvordan også Paulus udvikler sin tro og teologi gennem sit liv og i mødet med de forskellige problemstillinger i menighederne.
Paulus der selv først var ivrigt jøde og forfulgte de kristne. Vi kan læse, hvordan Paulus omvender sig og udvikler sig til at blive hedningeapostel. Og det er denne apostelvirksomhed, vi kan følge i brevene, hvor han langsomt modnes og udvikler sin teologi fra brev til brev.
Brevet til thessalonikerne er det første og ældste af Paulus breve. Det er her Paulus for første gang udvikler og præsenterer tanken om de dødes opstandelse.
Det er et af de vildeste steder i Det Nye Testamente. Det er en kæmpe oplevelse, som læser at støde på det sted, hvor den mest centrale tanke i hele kristendommen bliver født. Vi tænker måske, at tanken om de dødes opstandelse er en selvfølge. Jeg mener, vi prædiker jo om Jesu opstandelse ved begravelser, ved barnedåb, ved bryllup og konfirmation. Men for Paulus var opstandelsen en tanke, som pludselig slog ned i ham, da der opstod et problem i en af hans menigheder.
Det er tydeligt, at Paulus ikke har tænkt eller forkyndt om de dødes opstandelse tidligere mens han boede og virkede i menigheden i Thessaloniki. Han skriver selv, at han har boet hos dem og arbejdet sammen med dem i længere tid. Han skriver, hvordan han, mens han virkede iblandt dem, formanede og opmuntrede menigheden til at leve et liv i Kristus. Hvordan han forkyndte Kristi opstandelse, som en ny virkelighed der betød, at de skulle holde sig fra andre guder, at de skulle frelses fra verdens undergang, de skulle gifte sig og leve et dydigt liv i næstekærlighed.
Men Paulus har tydeligvis ikke fortalt menigheden om de dødes opstandelse. Denne tanke kommer som et appendiks, som et PS, som et brev Paulus skriver lang tid efter sit besøg i menigheden. Tanken slår ned i Paulus, da han får nys om, at menigheden er gået i panik. Et af medlemmerne i den unge menighed er pludselig gået bort, og de andre er tydeligvis forfærdede, for hvordan skal dette afdøde medlem så opleve Kristi genkomst.
Det er som svar på denne paniksituation, at Paulus skriver Thesselonikerbrevet: Selvfølgelig, skriver Paulus, skal Kristi genkomst også blive de døde til del, selvfølgelig skal de døde også opleve, at Kristus kommer igen på himlens skyer på den yderste dag:
For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovende sammen med ham
Det er jo mildest talt fantastisk. At læse, hvordan Paulus langsomt udvikler hele kristendommens tankesæt gennem det ene brev efter det andet. Tanken om retfærdiggørelse af tro i Romerbrevet, tanken om loven i Galaterbrevet, den første nadver i Korintherbrevet.
Paulus er med andre ord blevet klar til at bestå sin bispeeksamen. Og I har på samme vis som Paulus været gennem samme udvikling frem mod jeres bispeeksamen. Man kan mærke, hvordan I har bokset med teologien, at I er dygtige teologer, der langsomt er blevet dannet og har arbejdet seriøst med de teologiske spørgsmål.
Vi har talt om, hvordan man i dag forkynder de dødes opstandelse? Vi har talt om, hvad opstandelsen betyder for det lille spædbarn i dåben? Og om, hvad sker med dem, der ikke bliver døbt?
Spørgsmålene bliver ved med at stå i kø. Men det er de store spørgsmål, som I skal til at kæmpe med, ligesom Paulus gjorde det. Nogen af spørgsmålene kommer først, når man er blevet ældre, når man har været præst nogle år og er blevet mere moden. Men I står nu overfor begyndelsen på denne teologiske dannelsesrejse.
Jeg ønsker jer alt held og lykke fremover. Jeg glæder mig til at følge jeres pastorale dannelse og udvikling. Må det blive til opbyggelse og dannelse ikke alene for jer men også for jeres menigheder.
Tillykke med dagen.
