Det ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag, særlig vil lægge dig på sinde, skriver apostlen Paulus i sit andet brev til Timotheus:
Husk på Kristus Jesus, opstået fra de døde, af Davids slægt, ifølge mit evangelium; for det lider jeg ondt, ja, er i lænker som en forbryder. Dog, Guds ord er ikke bundet. Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes skyld, for at også de kan få frelsen ved Kristus Jesus med evig herlighed troværdigt er det ord! For er vi døde med ham, skal vi også leve med ham; holder vi ud, skal vi også være konger med ham; fornægter vi ham, vil han også fornægte os; er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke. Andet Timotheusbrev 2,8-13
Kære Heike
Det var med rystende hånd, du skrev under på dit præsteløfte. Jeg havde læst din levnedsskildring og forstod hvilke tanker og drømme, der fik din hånd til at skælve. En ubevidst drøm fra barndom og ungdom. En forbudt drøm gennem din opvækst i det tidligere Østtyskland. En uopnåelig drøm for en kvinde, der i første omgang ville være konservator og bogbinder.
Og nu en realistisk drøm, en drøm der er gået i opfyldelse, et nyt liv der begynder. Vi læste præsteløftet sammen. Du udtalte ordene om at ville forkynde ordet purt og rent, om at forvalte sakramenterne. Og som det er med løfter og gamle tekster, så fik ordene pludselig en kontekst og en mening.
Du lovede at du vil forkynde Guds Ord purt og rent. Som var det renset gennem ild, som var ordet et ublandet og ædelt metal. Vi taler om det Ord, der har lydt til os op gennem historien helt fra de ældste breve fra Paulus.
Jeg har læst et af disse breve i dag. Timotheusbrevet. Selvom Timotheusbrevet formentlig slet ikke er skrevet af Paulus, så forstår vi brevets ærinde. Paulus skriver fra sit fangeskab i Rom. Han beskriver, hvordan han lever for evangeliet, selvom det er det selvsamme evangelium, den selvsamme forkyndelse, der har fået ham dømt og gør, at han nu lider ondt. Midt i fængslets skidt, midt mellem tæv og lænker, der skriver Paulus, hvordan evangeliets ord ikke kan bindes, hvordan ordet om Kristi opstandelse giver liv i døden, gør den svage til konge og lyder trofast midt i den menneskelige nød og troløshed.
Pastoralbrevene stammer formentlig fra den tidlige kirke. De minder os om, hvilke forhold de første kristne levede under, hvordan ordet og forkyndelsen havde en pris.
De forkyndte ordet purt og rent. Selvom det gav tæv, forfølgelse, fængsling og henrettelser. Det er denne vilje til at forkynde ordet, man skal have som præst. Og det stod klart for mig, da du skrev under på dit præsteløfte. At du skrev under og ville forfølge den drøm, du har haft måske gennem barndom og opvækst, gennem universitet, paragraf 1a, pastoralseminarium, under fraværsregler og siden bispeeksamen.
Nu er du fri til at forkynde. Lænkerne er væk, og du står her med din nye menighed, konfirmander, nye kolleger, familie og venner.
Du skal ud at forkynde evangeliet for dine sognebørn. I får en dygtig teolog i Oure og Vejstrup og Lundeborg. En teolog der arbejder med sit stof – prædikener og taler. Heike undersøger hvert et ord på dansk, tysk og græsk. Nu er tiden kommet, hvor du skal udforske dit embede, gå på opdagelse i dit embede og lære traditionen og stedet at kende.
Og det er midt i alt dette nye at du skal huske, at ordet altid skal være frit. Det skal forkyndes rent og purt. Det må ikke gå under i regler om bolig, varme, kørsel, menighedsråd, stift og provsti. Det må til gengæld gerne støde og provokere. For ordet skal blive ved med at være frit og ubundet, selvom vi binder hinanden på hænder og fødder i de mange forhold her i livet.
Du vil hurtigt blive fanget af virkeligheden. Den lokale samtale i dine små sogne, i foreningslivet, den lokale købmand og alt det ”man taler om”. Men midt i den daglige smalltalk, da skal ordet løfte sine vinger, ordet om Kristus skal hæve sig over smalltalk og dagligdag, som et ord der hæver sig fra fortiden.
Det skal lyde, når et menneske dør, når et barn kommer til verden, når et menneske kommer til din præstegård og står midt i nøden og krisen og hverken ved ud eller ind. Det er i de situationer, du aldrig skal tvivle på dit virke. At ordet altid gør os mennesker frie – uanset, hvad der rammer os, hvad enten det er sygdom, angst, nød eller fængsel, lænker eller mismod.
Aldrig må du gå på kompromis, aldrig må du tvivle på ordet, blande det op, fortynde det, gå udenom det eller sværte det til. Du skal forkynde det rent og purt. Du skal vise, hvordan ordet ikke binder os, selvom vi føler vi os lænket og fængslet. Som sognets præst skal du vise, at der midt i det lokale liv er en kirke, hvor ordet bliver forkyndt, studeret, gransket så alle sognets beboere kan føle sig som konger i Kristus.
Det er ordet om Kristus, jeg vil lægge dig på sinde i dag. Det evangelium, som Paulus prædikede. Det rene og det pure ord, sådan som det har lydt fra Paulus og til os i dag. Det ord skal du forkynde. Tillykke til dig og til din menighed. Jeg ønsker dig alt godt med din gerning.
Tillykke med din ordination, og må Gud være med dig.
Amen.
