Vi får i dag et indblik i, hvordan kristendommen blev til. Hvordan det hele begyndte, da Jesus virkede og gjorde krav på, hvad det vil sige at tro. Vi begynder midt i et skænderi. En stridssamtale mellem Jesus og farisæerne. Jesus har lige helbredt en, der er blind og stum, og farisæerne og de skriftkloge er rasende over, at Jesus helbreder i Guds navn.
Det er selvfølgelig sket et hav af gange. De syge kommer til Jesus fra alle egne. Vi skal i øvrigt høre alle beretningerne i denne tid. Fra Dekapolis, Nain og fra grænselandet mellem Samaria og Galilæa. Jesus helbreder alle, uanset om de er jøder eller hedninger. Han skelner ikke mellem syge og raske, han skelner ikke mellem rig og fattig, han helbreder såmænd også, hvis det er sabbat.
Det er som om Jesus, helt ubevidst, vil vise, at opstandelsen allerede er en realitet i verden. At han med sin tro er kommet for at genoprette skabelsen, mennesket som det så ud oprindeligt – bag verdens synd og fordærv.
Det er den fornemmelse, man får på dette tidspunkt af kirkeåret. Men skænderierne mellem Jesus og farisæerne viser også noget andet. For det giver os et blik for, at der er sket noget med den gamle tro, med jødedommen. At der bag de skriftskloges templer, at der bag farisæernes love og bud er en anden forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.
Det er således ikke selve mirakel, vi skal have blik for, når vi hører om, hvordan Jesus helbreder. Snarere noget bagvedliggende, at Jesus helbreder alle hedninger og jøder, syge og raske, syndere og toldere, ja alle der tror på ham og har tillid til ham.
Jesus viser os, hvordan kristendommen blev til. Han helbreder i en verden, hvor man har forvildet sig væk fra Gud i en sand labyrint af love og regler, så mange at det ikke længere er muligt at få øje på medmennesket, fordi man alene havde fokus på Gud.
Og det er midt i den gamle jødiske verden, at der pludselig går hul på samfundet. Der opstår en helt ny tro, som ikke er afhængig af etnicitet, af jødiske traditioner, af moselove og templer.
Det er så tydeligt. Jesus ligefrem vader henover de gamle helligdomme. Han rydder templet, stiller sig på de gamle helligsteder og prædiker, han helbreder på sabbatten og tager tilmed imod både hedninger, kvinder, børn, syge og lamme.
Dermed er alt blevet nyt. Og derfor havner Jesus konstant i skænderier med de jødiske ledere, som ligefrem har besluttet sig for, at du nu vil slå ham ihjel.
Vi er med andre ord inde ved evangeliets kerne i dag. Jesus agerer som om opstandelsen allerede er en realitet i verden, som om den fortabte verden med hans virke er ved at blive genoprettet i al dens skønhed og orden.
Værsgo Korup. Her ser i kristendommen i den oprindelige form – ikke alene i en gammel tekst, men i en Gudstjeneste, hvor det hele bliver til virkelighed igen. Jesus ser jer i dag, som mennesker, sådan som I ser ud bag alle de sociale koder, bag samfundets normer, bag synd, sygdom og forviklinger.
Det er vigtigt at huske på, når vi sidder i en smuk og nyistandsat kirke. At det ikke kun handler om altertavler, farver og kalk, men om hvordan Jesus gør troen synlig for os både dengang og i dag. Evangeliet handler ikke om kirker, præster, biskopper i kåber, det giver ingen tegn på det guddommelige i templer, mirakler og undere.
Evangeliet er det glædelige budskab om det sande menneske, der er kommet til verden, for at frelse alle os fra synd og fordærvelse. Det er så vigtigt at forstå, så vi nu og fremover i dette smukke kirkerum kan glædes, bede, lovsynge og ikke mindst håbe, så har vi et sted, hvor vi kan bede og trygle Gud om hjælp, et sted, hvor vi stadig kan møde den Kristus, vi hører om i evangeliet i dag.
Tillykke med jeres smukke kirke, må den danne rammen om den opstandelse, som langsomt er ved at bryde igennem i jeres liv og i verden. Og må I som menighed sammen finde ind til troen og tilliden til Gud som et tegn på, at Guds nåde, frelse og opstandelse er til stede lige her midt i verden.
Amen
