Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«
Prædiken
Jeg ved ikke om der er nogen herinde, der stadig skriver breve? Men der er helt sikkert en mange, der kan huske, hvordan det var at få et brev. Det at ile ud til postkassen, spændt at stikke nøglen i for at se det lille brev. Det at rive konvolutten op og læse. Det at mærke spændingen forløses, at mærke hvordan ordene spreder nærvær, varme og ånd i kroppen. Den følelse kan jeg godt savne. Den følelse kan jeg godt unde mine børn – at de mærker brevets ånd og det nærvær, der kan opstå mellem personer, over store afstande i rum og tid.
Det er sådan et brev, vi hører i dag. Eller rettere, det er ikke et brev, men en afskedstale, som Jesus holder for sine disciple skærtorsdag- aftenen før sin død. Tonen er sorgfuld, men Jesus forsikrer disciplene om, at sorgen skal vendes til glæde, at han kommer tilbage til sine disciple igen. De ved selvfølgelig ikke, at han skal opstå. De ved heller ikke, at han skal fare til himmels – hvilket vel i grunden er lige så abstrakt for os i dag, som det var for disciplene.
Men afskedstalen og ånden i talen er den samme dengang som nu. Vi hører Jesu afskedstale så lang tid efter påskens begivenheder, så talen får samme funktion som et brev. Det er som om Jesus bliver nærværende, vi hører hans ord fra fortiden og føler en særlig ånd og et særligt nærvær i talen: ”Den der har mine bud og holder dem, han er den der elsker mig, og den der elsker mig, skal elskes af min fader….”
Pinsen handler Ånd. At Gud bliver nærværende i menigheden gennem sin Ånd. Guds Ånd eller Helligånden skildres på mange måder i Bibelen. Den skildres som blæst, som ånde, som sprog og som ild.
Jeg vil skildre ånden på min måde i dag. For vi kender jo godt begrebet ånd. At vi kan tale om, at mennesker kan være åndfulde eller åndsvage. Vi kan også tale om at gøre noget i en andens ånd. Sådan har jeg hørt begravelsesfølger, der taler om, at talen var ”lige i mors ånd”. Tænk engang, at vi sådan kan bære på hinanden i ånd, at vi kan gøre noget i hinandens ånd, selvom vi er adskilt ad død eller har været væk fra hinanden i årevis.
Sådan flyver ånden frit i pinsen. Pinsen er salmernes årstid, hvor vi synger om Guds Ånd i skaberværket, i blomsterne, træerne og naturen. Vi kan måske ligefrem føle Guds Ånd i musikken i dag, kantaterne og tonerne fra Bach, der bliver vakt til live og smyger sig om os ved kantategudstjenesten i dag.
Men Ånden og troen er langt mere konkrete end det. At tro på Gud, siger Jesus, er ikke blot at føle Guds Ånd. Det er ikke en spirituel oplevelse, som man kan opleve den på en rejse til syden, hvor man bevæger sig ind i en smuk kirke og føler, at man er i kontakt med noget større. Det er ikke en følelse som det at lytte til musik eller at glæde sig over stor kunst.
Jesus siger helt klart, at betingelsen for, at Gud vil sende sin Ånd til verden, er, at vi holder hans bud. Vi skal elske hinanden, siger Jesus. Det lyder banalt, men Jesus sætter scenen her. Jesus fortæller, at Ånden ikke kommer fra os selv, som en religiøs følelse, men den kommer, når vi elsker hinanden. Dermed er scenen sat. For at elske hinanden er et vidt begreb.
Og det er det, vi skal høre om i den kommende tid: Trinitatistiden. Det er i den tid, vi skal høre om, hvordan Jesus elskede verden ved helt konkret at helbrede, at få døve til at høre, lamme til at gå og blinde til at se. Det er i denne tid, vi skal høre om, hvordan næstekærligheden helt konkret udmønter sig i mødet med toldere og syndere, i tilgivelse og syndsforladelse.
Det er Guds Ånd, og det er den Ånd, vi skal mærke og leve af, når vi holder hans bud. Det handler helt konkret om at lade hinanden gå fri, at give hinanden mulighed for at gå igennem livet, fordi vi i kærlighed bærer på hinandens Ånd. Vi skal elske, tilgive, lytte, se, gå og helbrede hinanden.
Vi kender altså godt Ånden og pinsen. Det er som at ile ud til postkassen, som at åbne et brev fra en kær ven, som at læse de ord, der er skrevet og sendt fra et andet sted og en anden tid. Som at mærke, hvordan ordene smyger sig om os, bliver nærværende, og være klar til at tage imod det menneske i den ånd, som et menneske man savner, et menneske man vil tilgive, et menneske man holder af. Sådan er det at modtage Guds Ånd – glædelig pinse.
