De ord fra den hellige skrift, som jeg vil lægge jer på sinde i dag, står skrevet hos evangelisten Johannes kap. 16,16-21
En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig”. Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Og: Jeg går til Fadereden?” De sagde altså: ”Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.”
Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: ”I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: ”En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.”
Kære Camilla, Tobias og Sascha
”Du siger, du går bort, Jesus, men hvornår skal vi så se dig igen” spørger disciplene utålmodigt. Og Jesus svarer: En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig igen. Jesus taler om sin død og sin opstandelse. Han taler i gåder. Men så alligevel…
Jeg hæfter mig ved den måde, Jesus beskriver ventetiden. Tiden er ikke blot tid, en kort tid eller en lang tid. Tiden er forbundet med sorg og glæde. I skal græde, men verden skal glæde sig, siger Jesus. I skal sørge, men jeres sorg skal blive vendt til glæde, siger han, og beskriver dermed, hvordan tiden opleves, som sorger og glæde. Det er som med kvinden, der skal føde. Det tager den tid, det tager. Det smerter, det giver veer, det er hårdt og pinefuldt. Men når fødslen er ovre, når tidens fylde kommer, så husker hun ikke mere sin trængsel, så overskygger glæden alle fødslens trængsler.
Jeg vil gerne tale til jer om tiden i dag. Om tiden som sorg og smerte, om tiden som trængsel, der skal vendes til glæde. Om tiden som enten tomhed eller fylde.
For det er sådan, jeg håber, I kommer til at opleve tiden her på Fyn. Som en lomme af erfaringer, som det at være i sorg eller at være i glæde, som det at føle trængsel eller det at føle befrielse, som smil, som kærlighed, som håb eller håbløshed, men altid som enten fylde eller tomhed.
For der er sket noget med tiden. I ved det selv fra jeres travle liv. At tid er blevet kostbar, at tiden løber fra os, at tiden er blevet effektiviseret.
Vi bevæger os hurtigere end nogensinde før, højhastighedstog, flyvemaskiner og hurtige biler. Uanset hvor vi skal hen, om det så er til den anden side af jorden, så kan vi komme frem indenfor et døgn.
Vi kommunikerer hurtigere end nogensinde før. E-mail, snapchat og instagram har afløst brevpapir og konvolutter. Uanset hvor folk kommer fra i verden, kan vi kommunikere med dem indenfor sekunder.
Vi arbejder hurtigere end før. Fysisk arbejde bliver erstattet af effektive og højteknologiske maskiner, ligesom vi registrerer tidsforbrug på skoler, hospitaler, hjemmepleje.
Vi sparer tid. Og resultatet burde være, at vi har fået oceaner af tid. At vi har mere fritid, mere tid til at tale sammen, mere tid til fordybelse på arbejde, mere tid til rejser og oplevelser.
Men det er gået lige modsat. Fordi tid er penge. Vi er blevet utålmodige som disciplene, der ikke kan vente på at se Jesus igen. Vi skal uddanne os, vi skal opøve kompetencer, vi skal skabe resultater, mere uddannelse, mere arbejde, mere vækst.
Tiden er blevet kort, som der står i bibelen. Og resultatet er, at vi helt mister fornemmelsen for de helt basale ting i vores tilværelse. Sorg, der tager den tid som sorg skal tage, glæden som fylder krop og sind, fødslen, som vi på ingen måde kan effektivisere eller døden, som også tager den tid den skal tage.
Hartmut Rosa kalder samfundet for et samfund i acceleration. Han taler om, hvordan effektivisering og acceleration gør, at vi mennesker bliver fremmedgjorte overfor vores egen tilværelse. At vi falder igennem samfundet, står af samfundet med stress, diagnoser eller fordi vores evner ikke rækker.
Til jer tre ordinanter, Tobias, Camilla og Sascha vil jeg gerne sige velkommen tilbage til tiden. Velkommen til Fyn. Vi har valgt at tage kirken af markedet her på Fyn. Vi måler ikke, vi effektiviserer ikke, vi forsøger ikke at skrue tiden i vejret. Det bliver jeres opgave som præster at være tilstede, at have tid, at forkynde og vise mennesker, at efter sorgen venter glæden, at livet med Kristus er som en kæde af erfaringer af tidens fylde, erfaringer man giver sig tid til og gør sammen. At erfaringer skal bundfælle sig i sindet, så glæden kaster nye horisonter ud for de mennesker, der står i sorg, så håbet om opstandelse kaster nye horisonter ud for de mennesker, som skal dø, at trængsel og smerte afløses af glæde, som Jesus siger det om den fødende kvinde.
I har en opgave som præster. Vi har en opgave som kirke. Opgaven er mere tydelig end nogensinde før. Vi skal være til stede i tiden. Vi skal være i samfundets huller og sprækker. Vi skal værne om mennesker og lytte til mennesker og sørge for, at de ikke bliver fremmedgjorte overfor sorg og glæde, smerte og trængsel.
Det bliver jeres opgave, at forkynde og være til stede ved død og fødsel, ved konfirmation og vielse, ved alle livets store overgange, hvor der altid er håb at forkynde.
Jeg ønsker jer ordinanter alt godt med jeres arbejde og jeres kald som sognepræster. Jeg håber, at I vil suge til jer, give jer tid, at I vil mærke stilheden på jeres nye kontor, at I vil tage den ind, falde til og give jer tid. Fyn er fantastisk, det er stedet, hvor vi lever med årstidernes vekslen, med livets mange faser og med en kirke, der ikke skal deltage i effektivisering og vækst.
Det er den gave I skal tage imod. Det er den præstegerning, I skal forvalte, det er kunsten at give sig tid, tid til samtale, til fælles erfaringer, til erindring sammen med menigheden i troen på at vi ikke skal løbe for livet, men skal leve med evigheden som fortegn.
Tillykke med dagen og velkommen til Fyn.
