Utilpasset

Herefter fortsatte Mads Davidsen nytårstalen: 

Sikke et år. Vi har fået en Konge, og vores trofaste Dronning er gået på pension. Vi har haft bispevielse, vi har haft besøg af prinserne i Kerteminde, vi har haft besøg af Kongehuset ved Odense Domkirkens altertavles jubilæum, vi har genindviet smukke kirker bl.a. på Helnæs og i Munkebo, vi har haft en stribe ordinationer, vi har afskaffet undtagelsesreglen om kvindelige præster, vi har fejret 75 året for kvindelige præster, og vi har sat fokus på kirken i så mange relevante sammenhænge.

Vi har fejret os selv, hinanden, men nedenunder festen og alle resultaterne, så slår det mig, at der er flere og flere, der ikke passer ind. Vi har flere og flere børn med diagnoser, vi har unge, der ikke passer ind i uddannelsessystemet, vi har voksne der ikke passer ind i behandlingssystemet, vi har flere udsatte, skrøbelige med psykisk sygdom, stress eller manglende mod på livet. Vi har alle, uanset hvor vi arbejder og færdes, oplevet, at der er flere, der falder igennem vores system.

Vi har et ord for de unge, som ikke passer ind: de utilpassede unge, men vi kunne også tale om de utilpassede børn og de utilpassede voksne, for det ikke at passe ind knytter sig bestemt ikke til alder. 

Jeg hører selv til blandt de utilpassede, selvom jeg ikke længere er ung. Det var svært at passe ind. Jeg blev smidt ud af gymnasiet, jeg blev smidt ud af min ungdomsuddannelse og var vel egentlig også ved at ryge ud af folkeskolen et par gange. Det var først, da jeg fik lov til at passe mig selv på en Højere Forberedelseseksamen og siden på universitetet, at jeg ikke længere var så utilpasset. Teologi var det længste studie, man kunne finde, et studie, hvor man kunne passe sig selv og sine studier, og jeg dermed langsomt kunne begynde at anse mig selv for at være en form for tilpasset ung. 

Det har fået mig til at tænke meget over vores sprogbrug: ”De utilpassede unge”. Der er vel ikke noget at sige til, at man ikke føler sig særlig velkommen, hvis man på forhånd får at vide, at man ikke passer ind, at man er udsat eller utilpasset. 

Jeg tror, tiden er kommet til, at vi tænker over, hvilke krav vi stiller til vores borgere i samfundet. Faren er, at jo mere vi skruer tempoet i vejret, jo mere vi specialiserer os, jo mere uddannelse vi kræver, des flere vil føle sig udenfor, føle at de er utilpassede og udsat i skoler, på gymnasier, på erhvervsskolerne og sidenhen på arbejdspladsen.

Jeg vil derfor bruge denne nytårstale til at spørge: Hvilket samfund er det, vi vil have? Jeg spørger, fordi jeg tror, at uagtet de politiske strømninger i et samfund, så kan vi som borgere være med til at gøre en forskel. Selvom alle løber stærkt, selvom der mangler hænder i kirken, på hospitaler, i fængsler, ja i alle dele af samfundet, så kan vi alligevel være med til at påvirke samfundet.

Jeg tror, en af de vigtigste ressourcer i samfundet er alle de frivillige. Den sygeplejerske, der også er spejderleder, den fængselsbetjent, der også er fodboldtræner, den forældre, som gør en forskel i forældreråd eller i børnehavebestyrelsen.

Det er alle jer, der gør en i forskel i samfundet. Du kan som frivillig være med til at tage hånd om et andet menneske, det menneske der er ved at tage sit eget liv og ringer til en telefonlinje, den enlige mor der trænger til julehjælp, de unge der har brug for et godt råd fra en natteravn i bylivet, eller de unge der har brug for en samtalepartner eller et voksent forbillede i sportsklubben.

Det er alle de frivillige, der for alvor kan samle op og gøre en forskel for et andet menneske, vise hvad det vil sige at være næstekærlig, vise at vi kan noget uagtet politiske holdninger eller religiøst ståsted.

Og så er der selvfølgelig alle de frivillige i vores kirke. Folkekirken bygger på frivillige. Derfor er jeg så stolt af folkekirken. Det er denne ånd af frivillige, der gør, at også jeg føler, at jeg passer ind. I folkekirken er der plads til at slå en skævert, der er masser af vanvittige beslutninger, der er problemer med arbejdsmiljøet, der er af og til regler, der ikke bliver fulgt. Men først og fremmest, så er det helt fantastisk at have en kirke bestående af knap 400.000 medlemmer alene på Fyn, som drives af frivillige.

I driver kulturarv, koncerter, folkeoplysning, gudstjeneste, kirkelige handlinger, begravelsesvæsen, kirkegårde, socialt arbejde, julehjælp, undervisning, spejdere, sorggrupper og meget andet sammen med de ansatte. 

Det er alle jer, der spiller en afgørende rolle i samfundet. Uden alle de frivillige i folkekirken ville den blive gennem professionaliseret. Der ville måske ikke være plads til det skæve, det utilpassede, til alle os, der på den ene eller anden måde falder lidt ved siden af. Uden alle de frivillige i folkekirken ville mange små landsbysamfund på Fyn lukke ned. De ville mangle et samlingspunkt i deres kirke, hvor man mødes om liv og død og alt det imellem.

En af mine største helte i Bibelen er Apostlen Paulus. Han var om nogen utilpasset. Paulus var jøde, han var lovkyndig, farisæer. Men han brød med jødedommen. Han rejste hjemmefra ud i den hellenistiske verden for at grundlægge de første kristne menigheder. Og det var i denne verden af gamle guder, gamle love og regler for jøder og grækere, at han stillede sig selv et helt grundlæggende spørgsmål: hvilket samfund vil vi have som kristne?

Paulus gjorde sig fri af alt det gamle. Han sagde til sine menigheder: alt er tilladt, men ikke alt gavner. Og derefter forsøgte han at skabe samfund, hvor alle arbejdede sammen, som var de dele af det samme legeme, kun bundet af ansvar og næstekærlighed.

Jeg kan ligeså godt sige, at det var lidt af et eksperiment. Brevene, som udgør den største del af Bibelen, vidner om, at det langt fra gik godt. De første kristne troede, at deres nye frihed gjorde, at de måtte gå til prostituerede, at de måtte dyrke incest, at de måtte æde løs ved de andre hedninges fester. Men Paulus mindede dem om, at de havde et ansvar, at alt er tilladt, men ikke alt gavner.

Jeg vil sige det samme til alle jer i dag. Som frivillige i kirken, som kristne i samfundet er der rigtig meget, der er tilladt. Man kan stå på sin ret, man kan grådigt rage til sig og sit eget menighedsråd, man kan skændes med sin præst, man fyre sin graver, man kan klage til biskoppen, man kan råbe ad de andre i rådet. Men ikke alt gavner.

Vi er til for at tjene hinanden i et fællesskab. Vi er til for at tjene et samfund, der har behov for frivillige, for alt det vi kan som kirke, når vi gør det godt. Jeg er stolt, når jeg kigger udover kirken og alt det, vi formår her på Fyn. Jeg er stolt, når jeg kommer rundt og ser, hvad præster, ansatte og frivillige gør for lokalsamfundene.

2024 er et afgørende år i kirken. Vi har valg til menighedsrådene. Jeg håber på, at der vil være interesse for valget. Jeg håber på, at frivilligheden vil overleve, at menneskene i de lokale samfund på Fyn vil melde sig til menighedsråd i forbindelse med valget i 2024, og at I, der er derude, vil være med til at prikke nye til rådene, og at mange af jer vil tage fire år mere.

Som biskop bruger jeg en stor del af min tid på at ansætte præster, på at tale med ansøgere og læse CV´er. Hver gang jeg læser et CV, så er det første jeg kigger på, om vedkommende har ydet frivilligt arbejde, om jeg sidder overfor et menneske, der har givet noget ekstra. Det budskab vil jeg gerne lade gå klart ud til såvel unge som ældre i dag, til gymnasieelever, til elever på erhvervsuddannelserne, til studerende, til pensionister: Vis, at I vil jeres samfund, giv en ekstra hånd i operation dagsværk, som indsamlere, meld jer til at menighedsråd eller giv en hånd med i Folkekirkens Nødhjælp, i Kirkens Korshær eller på det lokale plejehjem.

Vi har brug for jer, så vi kan få et samfund, hvor alle passer ind, hvor der er plads til næstekærlighed og fællesskab, plads til at være forskellige og plads til at være utilpasset, hvad enten man er ung eller gammel.

Jeg ønsker jer alle et godt nytår. Jeg takker for samarbejdet med alle både i kirken, og også alle dem, vi arbejder sammen med som kirke. Det gælder kommuner, det gælder skoler, plejehjem, daginstitutioner, det gælder fængsler, hospitaler, universitet, det gælder politiet, domstole, men det gælder også de mange organisationer, som arbejder sammen med kirken.

Tak, for samarbejdet, tak, fordi vi sammen kan gøre noget for fællesskabet og samfundet. Tak, fordi I alle vil være med til at give en ekstra hånd, så der er plads til alle, så vi bliver lidt bedre til at give rum og plads til hinanden i samfundet. Lad os gøre mere af det også i året der kommer.