De ord af den hellige skrift, som jeg på din indvielsesdag særlig vil lægge dig på sinde, skriver Apostlen Paulus i sit første brev til korintherne, 1.21-32:
For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at »den, der er stolt, skal være stolt af Herren,« som der står skrevet.
I var ikke mange vise, I var ikke mange mægtige, I var ikke mange fornemme, da I blev kaldet, skriver Paulus til menigheden i Korinth. Man kan ikke ligefrem sige, at Paulus lefler for sin menighed. Det er jo ikke flatterende at høre, at man ikke er hverken vis eller fornem i verdens øjne. Men ikke desto mindre er det, hvad Paulus siger om kaldet. Det at være kaldet af Gud.
Når Paulus taler sådan til menigheden, så er det for at fremhæve kaldets radikalitet. At Gud, når han kalder på os, gør de vise og de stærke til skamme, fordi Guds kald ikke handler om at være stolt af sig selv og sin egen visdom. Guds kald handler alene om, at vi skal være stolte af Herren.
Jeg er helt sikker på, at du har læst dette stykke tusinde gange, Erik. At netop denne tekst har en personlig værdi for dig, fordi du har oplevet Guds kald, som en personlig omvendelse. Og jeg er sikker på, at Guds kald har vendt op og ned på dit liv, ligesom det helt tydeligt også har vendt op og ned på alting for menigheden i Korinth.
Men i dag handler teksten her ikke alene om Guds kald. I dag ved din ordination, Erik, handler det om menighedens kald. Ved bispeeksamen talte vi om, hvad det vil sige at blive kaldet af en menighed. Det er netop det særlige ved den lutherske kaldstanke, at kaldet lyder til alle allerede i dåben. Derfor er kaldet af præsten ikke et særligt kald i forhold til alle de døbte. I virkeligheden er vi præster ikke hverken fornemme, vise, eller mægtige. Vi har intet at bryste os af i forhold til menighedens døbte medlemmer.
Ingen kan være præst i den lutherske kirke uden at være præst for en menighed. Det er menigheden der gør præsteembedet synligt, det er menigheden, der overdrager os opgaven.
Og det er præstens opgave, at træde ind i menigheden som en medhjælper, en der forstår at lytte til de mange kald, som findes i menigheden, en der kan være sjælesørger, en sparringspartner, en medvandrer. Præsten kan være en diskussionspartner, når det gælder de mange bibelske tekster, præsten kan være en der med sin teologiske uddannelse og baggrund kan undervise og udlægge evangeliet. Men præsten er også en, der har sin egen personlige tro, som netop gør ham eller hende vis og stolt sammen med menigheden.
Jeg er ikke i tvivl om, at du Erik er en dygtig teolog. At du kommer til at være en fantastisk præst i Sankt Hans Kirke og for de mange, der opsøger kirkens korshær. Du kan lytte til manden på gaden, du kan vandre sammen med mennesker, tale med dem, undervise dem og udlægge ordet for dem. Og du kan gøre det uden at omvende, uden at missionere, uden at kræve af dine medmennesker, at de deler din tro.
For du ved godt, at du ikke er fornem, at du ikke er vis, at du ikke er mægtig, ja at du ingenting kan, hvis ikke det var for Kristus. Og det er den viden, der gør, at du som præst er villig til at dele liv og kår med menigheden – med manden på gaden og kvinden i menigheden.
Derfor vil jeg gerne ønske både dig og menigheden tillykke, jeg vil gerne ønske tillykke til kolleger og til korshær med, at jeres kald nu er blevet hørt. Og så ønsker jeg dig, Erik Guds velsignelse med din gerning.
Jeg er sikker på at kaldet af dig bliver til glæde for alle. Tillykke.
Amen.
