Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.«
Prædiken:
Det er Maria Bebudelse. Maria synger lovsang til Gud. Hun synger om, hvordan Herren har gjort store ting, hvordan Herren har øvet vældige gerninger, hvordan Herren har ophøjet de ringe, mættet de sultende og taget sig af sit folk.
Maria synger lovsang til Gud. Selvom budskabet til Maria er så forfærdeligt i verdens øjne, selvom det har skrækkelige konsekvenser for den fattige jomfru, at hun nu er med barn, så synger Maria til Gud. For hun har mødt en engel, og englen har fortalt, at Maria er udvalgt, at hun skal føde verdens frelser.
Maria er et billede på håbet. Og det er netop håbet, det skal handle om. For hvordan står det til med håbet i dag?
Jeg husker, da jeg var barn og ung, at vi virkelig havde et håb.
Vi var en hel generation, der voksede op med et håb så stærkt som Marias. Håbet var vores våben mod alverdens nød og elendighed:
Vi så børn der sultede i Afrika. Men vi sang: Giv en hånd til Afrika, eller endnu bedre: We are the world.
Vi så sælunger, der blev slået ihjel. Men vi sagde nej til salg af pelse fra sæler. Vi så gift der blev dumpet i verdenshavene, men vi meldte os ind i Greenpeace. Vi så atomkraftværker der sprang i luften, men vi sagde nej tak til atomkraft.
Vi oplevede angsten for den kolde krig. Men vi så også, hvordan muren faldt og verden åndede lettet op.
Dengang jeg var barn, havde vi et håb. Vi troede virkelig på, vi kunne redde verden, vi troede på, at vi i fællesskab kunne klare alverdens problemer.
Det var den fortælling, vi var vokset op med. En fortælling vi havde fået af vores forældre. Det var optimismen efter krigen. Troen på en bedre verden, en lys og en god fremtid.
Spørgsmålet er, hvordan det står til med håbet i dag. Jeg har valgt, at vi i dag skal synge Lisbeth Smedegaards salme: Du spør’ mig om håbet. Det er blevet tid til at spørge hinanden om håbet. Hvordan går det med håbet?
Jeg spurgte de unge fra en ganske almindelig gymnasieklasse. Hvad de tænker om håbet, hvad de tænker om fremtiden, om at leve og få børn, om at blive gift og blive gamle?
De svarede med bøjede hoveder: Det forsøger vi ikke at tænke på. Og de begyndte at tale om stigende temperaturer, om klimakrise, om krigen i Ukraine og nøden i Gaza. De fortalte om frygten for CO2, om flyrejser og oksekød og om følelsen af at tiden rinder ud uden nogen for alvor gør noget.
Jeg fik et chok. Det gik op for mig, hvor meget, vi har svigtet. Det gik op for mig, at de unge midt i deres velstand i virkeligheden lever uden troen på en fremtid. At de frygter fremtiden, forsøger at skubbe den væk, at de slet ikke tør tænke på fremtiden. De har i stedet fået en rå fortælling om, at tiden er ved at rinde ud, at verden er ved at bryde sammen, at den kan gå under når som helst.
Og noget kunne tyde på, at de unge, jeg talte med, repræsenterer en hel generation. For ungdommen er blevet så underligt stille. Vi mangler oprør, vi mangler unge demonstranter, ildsjæle der råber politikerne op, går klimamarch, laver protestpartier eller ungdomsoprør.
Men de unge er blevet tavse. De har mistet troen på fremtiden, den naive tro på at verden kan reddes. Det bør mane til eftertanke. For selvfølgelig hjalp det ikke at melde sig ind i Greenpeace, selvfølgelig hjalp det ikke at synge om fred i verden, selvfølgelig var det ikke nødvendigvis en løsning, at muren faldt – altså dengang jeg var barn. Men vi havde dog et håb, en fortælling vi kunne knuge os til, en tro på fremtiden.
Maria er billedet på håbet. Hun er billedet på, hvordan håbet altid har overlevet selv de mørkeste tider. For der var virkelig ikke meget at håbe på for Maria. Vi møder hende midt i afmagten, i fattigdom og modstand. Alligevel havde Maria sit håb. Et håb som hun gav videre til en hel verden, så lovsangen når til os den dag i dag.
For Maria mødte en engel. Og det er netop engle, vi skal være for de kommende generationer. Vi skylder dem at give dem et håb, selvom fremtiden ser nok så sort ud.
Maria bebudelse er dagen, hvor vi skal synge om håbet. Vi skal spørge til håbet og tale med vores børn om håbet, så også de begynder at synge, så de får troen tilbage og får mod på at gå fremtiden i møde.
Vi skal fortælle om, hvordan Herren tager sig af sit folk også i dag, hvordan Herren gør mægtige gerninger også for os, hvordan han ophøjer de fattige, mætter de sultende og viser barmhjertighed mod dem, der frygter ham. For Maria var med barn og hun fødte verdens frelser – dødens overmand.
Det er det budskab, det er trøsten og troen, som vi skal give videre, og det er det budskab, vi takker dig for, du vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.
