Julen handler om det nære og det smukke i livet. Vi har tid til nærvær, fællesskab og refleksion. Og der er nok at reflektere over. For der er så meget, der ikke giver mening i vores verden. Så meget der kan slukke håbet.
Men jeg tror på, at der bag meningsløsheden er en Gud, der vil os det godt. Det er den Gud som lader sig føde juleaften, som et budskab om at troen, håbet og kærligheden er kommet til verden.
Så lad julefreden sænke sig - måske vi også ses til julegudstjeneste i en af vores mange smukke kirker.
Tak, til menigheder, præster, menighedsrådsmedlemmer, ansatte og frivillige ved de fynske kirker og til præster og menigheder i Den Danske Kirker i Udlandet.
Jeg ønsker dig en glædelig jul og et godt nytår!
Venlig hilsen Mads Davidsen Biskop over Fyens Stift