Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.« Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt. Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.
Dommedag er ikke en højtid. Vi fejrer jul, påske og pinse, men ikke dommedag. Dommedag vækker vrede, forargelse, modstand. Vi vil ikke høre om, hvordan menneskesønnen skiller fårene fra bukkene, hvordan nogle går fortabt mens andre bliver frelst. Vi forstår ikke billedet af, hvordan Jesus kommer igen på himlens skyer, som menneskesønnen, der skal dømme jordens befolkning.
Vi har i dag hørt en tekst fra Bibelen om dommedag. Vi kalder disse tekster for apokalyptik. De skildrer en særlig periode indenfor jødedommen og den tidlige kristendom, hvor man oplevede modgang og krise. Jøderne blev angrebet, templet blev ødelagt, og de første kristne oplevede i denne periode nogle af historiens værste forfølgelser. Teksterne handler derfor om krise, modgang og død, men også om, hvordan Kristus skal komme på himlens skyer for at lade kærligheden og barmhjertigheden sejre.
Jeg tror faktisk, at vi har behov for den slags kriselitteratur. Jeg tror vi har behov for at have en højtid også for krisen. Ikke fordi vi vil bruge dommedag til at dømme vores medmennesker, ikke fordi vi i kirken skal udpensle helvedes pinsler, men fordi vi har behov for at tale og udtrykke os også i krisetider. Og er der noget, der er behov for i krisetider, så er det håb.
Vi har i disse uger hørt taler med samme retorik. Kamala Harris talte i sidste uge netop om lyset og mørket i sin tale til befolkningen: ”Jeg ved, at mange tænker, vi er på vej ind i en mørk tid, men der vil altid være lys.” sagde hun efter sit valgnederlag.
Kriserne strømmer os i møde fra den ene og den anden kant. Valget i USA, krigen i Ukraine, Cop 29 i Aserbajdsjan, hvor man nu kan fortælle, at 2024 var det varmeste år i klodens historie. Der er nok at være bekymret for, der er masser af kriselitteratur om ikke i bibelske tekster, så i form af bekymrende nyheder. Men der mangler noget i nutidens nyheder. Når man læser aviser og medier, så har de en ting til fælles. De udtrykker ikke noget håb. Der kommer ikke en frelser, der er ingen, der siger, at barmhjertighed og kærlighed skal sejre. Håbet er fraværende.
Derfor har Lukas, Matthæus og de øvrige evangelister en vigtig pointe, når de i den bibelske kriselitteratur beskriver dommedag. De beskriver det som dagen hvor menneskesønnen skal komme på himlens skyer, hvor kærligheden skal flænge himlen som et lyn, der oplyser hele verden med håb og kærlighed.
Det er som om nyhedsbilledet strammede endnu mere til, da vi i den forgangne uge samtidig med valget i USA skulle sige farvel til en række folkekære mennesker. Her i Odense mindes vi Morten Stig. Vi sagde også farvel til Ulf Pilgaard, Bent Mejding, Erik Clausen og Johnny Madsen.
Johnny Madsen forstod om nogen at udtrykke sig prosaisk om håbet. Han kunne gøre livets store spørgsmål helt jordnære, så man mærkede livet strømme gennem smil og ironi. Som når han sagde: ”Hvor kommer vi fra, hvor skal vi hen, og hvor skal vi stille de tomme flasker.”
Eller når Johnny Madsen talte om lyset og håbet: ”Når mørket sænker sig over tilværelsen, så er det godt, at der altid er lys i køleskabet.”
Tak Johnny Madsen og tak Erik Klausen, fordi I fik os til at grine og håbe. For håbet er fuldkomment afgørende. Når Lukas i dag skriver om menneskesønnens komme og beskriver dette som et lyn, der lyser fra den ene ende af himlen til den anden, så er der netop behov for håb – et håb om at kærligheden skal sejre over døden. Vi kender det alle sammen, lynet der en kort stund oplyser mørket, så vi kan se og orientere os, hvorefter vi igen bliver efterladt tilbage i mørket.
Men vi må ikke efterlade nogen tilbage i mørket. De, der står i mørket, er de, der ikke så, at himlen netop blev oplyst af kærlighed, at det var menneskesønnen, der oplyste nattehimlen med barmhjertighed.
Biblen taler således om nye himle og nye jorde, den taler om, hvordan vi i et nu skal forvandles, hvordan døden er opslugt og besejret, at dødens brod ikke længere skal stikke os. Og Lukas siger ligeud, at den der står helt stille i mørket, den der ser Kristus på himlens skyer uden at løbe i alle mulige retninger for at redde sit eget, at han skal vinde livet i evigheden.
Der er så meget visdom, så mange billeder, så meget håb at hente i disse tekster. Men de er også barske, fordi de minder os om, at vi og vores kære kan blive revet væk i næste øjeblik. Det er vi blevet mindet om i denne uge, men derfor er det også vigtigt, at vi i dag holder gudstjeneste, at vi minder hinanden om, at der er håb – et håb der tager skikkelse i form af Kristus, der som den himmelske budbringer fortæller, hvem Gud er, og hvad han vil os mennesker.
Håbet er, at de blinde ser, at de lamme rejser sig og går, håbet er, at de døde står op af deres grave, håbet er, at livet altid trodser tilintetgørelsen, at der midt i mørke tider altid er stjerner, der lyser på himlen.
Det skal vi minde hinanden om. Det skal vi fortælle vores børn. De skal mærke, at deres forældre står sammen, at vi har en tro, der samler os, også i mørke tider, at vi har en tro, der altid giver os et håb, noget at leve for. Og at det håb udspringer af kristendommen. Kristus der selv på korset midt i en rå og kold verden kunne sprede håb og tro på, at vejen til det evige liv går gennem kærlighed og barmhjertighed, som var det stjerner, der lyser på den mørke nattehimmel.
Amen.
