Bogens forside
Titel: Herredømmet. Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed
Forfatter: Tom Holland
Forlag: Kristeligt Dagblads forlag 2020.
Anmelder: Frederik Hougaard Larsen, cand.mag. i idéhistorie
Herredømmet. Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed. har, så vidt jeg har kunnet orientere mig, været lidt af en litterær begivenhed i den anglo-saksiske verden. I de fleste kredse er den blevet lovprist til skyerne, i andre – primært religionsfjendtlige – er den blevet afvist som tendentiøs og ukritisk. Om ikke andet har den nydt godt af opmærksomheden og solgt adskillige eksemplarer. Kristelig Dagblads Forlag har da også været hurtigt ude med en oversættelse og udgivet bogen med et omslag, der mest af alt ligner en Dan Brown roman (som jeg ikke skal vurdere er smart ift. salget, men som jeg ikke desto mindre selv ville have gået uden om i Politikens Hus, hvor den har fået en fremtrædende plads på en udstillingsholder).
Forfatteren Tom Holland er, foruden at være en meget belæst og habil historiker, en bedst sælgende skønlitterær forfatter. Bogen er da også yderst velskrevet, i et flot, fortællende og levende sprog, fyldt med anekdotiske nedslag i historien, hvilket givetvis er til fordel for lægmanden, der måske finder de mere abstrakte teologiske og idéhistoriske tanker svært tilgængelige og i øvrigt finder akademiske bøger tørre og dårligt skrevet.
Bogen er en (i sig selv ikke original) fortælling om hvordan en sekterisk fraktion, der tog en tømrers mærkværdige, subversive idéer alvorligt, gav anledning til en usandsynlig revolution, verden aldrig har set lige; en undersøgelse af hvordan disse idéer har formeret sig på forskellig vis op gennem tiden og sat sit præg på alt fra opgøret med slaveriet til Angela Merkels behandling af asylansøgere. Fokus er i høj grad humanistiske værdier (som vi kalder dem), som Holland hævder til syvende og sidst at stamme fra Bibelen: ”at mennesket er skabt i Guds billede, at hans søn led døden for os alle, at der hverken findes jøde eller græker i Kristus, ej heller slave eller fri, mand eller kvinde.”
Det er tydeligt at bogen er skrevet i et polemisk øjemed og er et opgør op med myten om, at rationel tænkning, videnskabelige fremskridt og humane værdier som solidaritet og tolerance er blevet til i et opgør med kirken og de kristne dogmer. Det er en myte som efterhånden kun har tilslutning fra en meget lille minoritet af historikere, men som ikke desto mindre lever i bedste velgående i manges bevidsthed. Måske tager Holland ikke helt fejl, når han hævder, at det nogle gange er de mest åbenlyse idéer, hvis oprindelse er sværest at få øje på.
Vi opfatter nemlig vores værdier som indlysende. Men det er netop fordi de i praksis er indlysende, at de i teorien ikke er indlysende. Det var fx på ingen måde indlysende for de gamle grækere, at alle mennesker er lige meget værd; tværtimod var det en så fremmed tanke, at ingen med sin forstand i behold kunne finde på at introducere idéen i den offentlige diskurs. Sammenlign fx kirkefaderen Gregor af Nyssas radikale afvisning af slaveriet (og verdslig magt i det hele taget i øvrigt) med Aristoteles’ uforbeholdne tilslutning til institutionen.
Vores moderne humanistiske værdier har, i konstitutiv forstand, rødder i en kristen etik. Også eksplicitte modstandere af kristendommen har tendens til blot at gentage kristne aktiver i deres påkaldelse af rent menneskelige, sympatiske værdier. Holland fremhæver fx John Lennon, der med sin ulidelige utopisme tror, at han gør oprør imod kristendommen, når han i ’Imagine’ synger om fred og kærlighed og drømmer sig væk til en bedre verden. I virkeligheden udtrykker og repeterer sangen blot en grundlæggende tanke i den kristne livsanskuelse. Man kunne måske sige det sådan, at humanismen er et kristent fænomen, for så vidt den betragtes som universalistisk.
Holland hævder således, at vores kultur stadig er kristen. Det kan man dog sætte et stort spørgsmålstegn ved. For nok er den sekulære humanisme en konsekvens af kristendommens opfattelse af menneskets lige værdighed, men er den helt afgørende forskel ikke netop, at mennesket har taget Guds plads og udskrevet Gud som garanten for sandhed? Og at man, i stedet for at tilbede Gud, tilbeder fænomener – såsom teknologi, verdslige magter, forbrugerisme osv. – der er radikalt ikke-kristne. Han kunne også have fremhævet senmoderne opfattelser af værdier som konstruerede, arbitrære og historisk bestemt – som en negation af kristendommen. Måske er der meget få der lever efter devisen om at etik er relativt, men om ikke andet er det en aktuel intellektuel position, der uden tvivl ikke er og ikke kan være kristen.
Holland synes slutteligt at fokusere på de positive værdier (uden på nogen måde at ignorere de rædsler, der historisk er gjort i kristendommens navn), der i dag, maskeret eller ej, er et levn fra kristendommen. Men det er klart at kristendommen har bragt tvivlsomme ting med sig. Han kunne, blot som eksempel, i højere grad at have spurgt til, hvorvidt den moderne fremskridtstanke, der har været skyld i millioner af dødsfald, kan siges at være en konsekvens af en kristen eskatologi. Eller han kunne have lagt mere vægt på, i hvilken grad et protestantiske ethos har været medvirkende til kapitalistisk forbrugerisme, og hvor langt væk dette fænomen er fra de tidlige kristnes økonomiske praksis – en praksis der får nutidens marxister til at ligne konforme reaktionære. Eller han kunne have sat spørgsmålstegn ved om John Lennons ’Imagine’ virkelig var en god idé.
Med andre ord indeholder bogen ikke en egentlig modernitets- eller samtidskritik og er i samme ombæring meget generøs i sin fremstilling af kristendommen. Men det kan man selvfølgelig ikke forlange, når bogen i forvejen er 500 sider lang, og hvis intentionen ikke er til stede, og man kan ikke andet end at anerkende bogens styrker: velskrevet, levende, skarp og grundig. Men den kunne have været en oplagt lejlighed til i højere grad at adressere de presserende problemer, vi som samfund i dag står over for. Man sidder ved endt læsning tilbage med en fornemmelse af, at det nok skal gå det hele, så længe vi holder fast i det glade budskab. Men man kan måske diskutere om ikke kristendommen bygger på håb snarere end på optimisme. Men så må man tage højde for, at Tom Holland selv er ateist.
