Fortsæt til hovedindholdet
Anmeldelser
Grundtvig og Mynster – fætre og fjender
Anmeldelse

Grundtvig og Mynster – fætre og fjender

Årene som bogen koncentrerer sig om, blev årene, hvor enevælden blev afløst af Grundloven i 1849, og hvor Statskirken blev til Folkekirken.

Forfatter: Jens Rasmussen

Titel: Grundtvig og Mynster - Fætre og fjender

Udgivet af:  Aarhus Universitetsforlag 2023

Anmelder: Torkil Jensen, sognepræst i Vester Aaby og Aastrup og                 uddannelseskonsulent i Fyens Stift

Grundtvig og Mynster – fætre og fjender

Bogens forside

”Oh, at Gud dog snart ville bønhøre mig..”

Man skal ikke have prøvet at fordybe sig ret meget i forskningen i nyere dansk kirkehistorie, før man støder på navnet Jens Rasmussen. 

Den tidligere sogne- og hospitalspræst har sideløbende med sin gerning arbejdet intenst som historiker. Det foreligger der mange vidnesbyrd på, og nu er der så kommet et til: Grundtvig og Mynster – fætre og fjender.

Det er karakteristisk for Jens Rasmussens skrifter, at hans store viden på feltet formelig til det yderste er presset ned i bøgernes sætninger. Nærværende skrift er ingen undtagelse. Hvis man som denne anmelder selv er lidt af en nørd på området, er det en fornøjelse at læse, men måske kan det virke lidt uoverskueligt for nye læsere, at der tit og ofte følger endnu en bisætning med endnu flere nye oplysninger. Eksempelvis i den indledende redegørelse for Mynsters og Grundtvigs familieforhold. Der er mange fætre og kusiner i den familie.

Jens Rasmussens hovedanliggende med denne bog er at analysere forholdet mellem to af det 19. århundredes vigtigste personer i det danske kirkeliv: Salmedigteren N. F. S. Grundtvig og hans fætter J. P. Mynster. De kom på hver deres plads til at fylde uendeligt meget. Grundtvig behøver næsten ingen nærmere præsentation. Mynster var fra 1834 til sin død i 1854 biskop over det, der den gang hed Sjællands Stift. Det er befriende at opleve Mynster frigjort fra den kierkegaardske omklamring, der nok har været den mest udbredte i kirkehistoriens brede strøm.

Årene som bogen koncentrerer sig om, blev årene, hvor enevælden blev afløst af Grundloven i 1849 og hvor Statskirken blev til Folkekirken.

Jens Rasmussen har anlagt bogen ud fra en antagelse af, at de to personer, Grundtvig og Mynster nok var fætre, men også personligt uvenner. Det er præmissen fra side 1. Christian den 8. dronning Caroline Amalie skrev i 1853 de ord, jeg har brugt som overskrift på denne anmeldelse. Fortsættelsen lyder: ”..og bryde den væg, der er bygget mellem Dem og ham, bygget af Djævelen, så kun Herren selv kan bryde den.” Citatet, der er sat på bogens allerførste side, stammer fra et brev til Mynster, selv om det fremgår af bogen, at hun var Grundtvig nok så venligt stemt.

Hvis man har anlagt en tese og har et næsten uendeligt kildemateriale at øse af, kan det synes let at underbygge tesen med citater og henvisninger. Der findes næppe et hav af venlige breve mellem Grundtvig og Mynster, så havde Jens Rasmussen med garanti fundet dem også, men nogle af henvisningerne i bogen synes måske nok at bygge mere på uenighed i sagen end i personen. Grundtvig holder sig ikke tilbage fra at kritisere Mynster offentligt, mens biskoppen mest gav sin kritik udtryk i private breve.

Den enkle version som er det, der er plads til i en anmeldelse, er, at Mynster var Statskirkens mand og Grundtvig var frihedens mand. Mynster ville knytte kirken til staten – også efter Grundloven var kommet til, hvor Grundtvig krævede frihed for såvel sognebørn som præster og så kirken som en borgerlig-juridisk indretning. Året efter Mynsters død kom dette syn til udtryk i loven om sognebåndsløsning og i 1868 i valgmenighedsloven. Mynster var det, der senere skulle blive kaldt Pontoppidanmand – kirken skulle være for alle.

Fælles var de i imidlertid i opgøret med den rationalisme, der havde sat sig tungt på kirken i forlængelse af oplysningstiden. Men vejene var unægteligt forskellige.

Jens Rasmussen griber det i bogen også psykologisk an. Mynster var som adoptivbarn kommet ind i den Bangske familie, hvorfra Grundtvigs mor stammede. Lægen Frederik Bang var en streng pietist og Mynster havde som voksen brug for at lægge afstand til al domsforkyndelse. Dette behov havde Grundtvig, der var vokset op under helt andre former i Udby Præstegård på Sydsjælland, ikke, og han havde derfor lettere ved at ”være i stue” med de vakte, der gav husly til ”gammeltroen” under rationalismen.

Dette giver sig for eksempel sære udtryk, når frihedsmennesket Grundtvig var konservativ i forhold til liturgi og dåbsteologi.

Et stort plus ved bogen er, at de tydelige tråde op til vore dages debatter om Folkekirken nævnes i bogen.

Det kan være svært at holde tungen lige i munden midt i alle informationerne. Jens Rasmussen har forsøgt at bøde på det ved at gentage pointer og henvise til tidligere citerede emner; det er dog ikke altid, det virker efter hensigten.

Men når disse små hår i suppen er nævnt, er der al mulig grund til at hilse dette nye bidrag fra en kyndig historiker med et ærinde velkomment. Bogen er overskuelig i omfang og ikke mindst i et indbydende layout, der også kommer til udtryk i de udvalgte illustrationer som bogen har mange af. Mon der er en pointe i, at det er Mynster, der er på forsiden af bogen, mens Grundtvig er henvist til bagsiden? Læs bogen og find ud af det!