Bogens forside
Titel: Skriften i munden, stemme og krop i gudstjenesten
Forfattere: Helene Dam, Loa Brix
Forlag: Eksistensen 2022
Anmelder: Sognepræst Ina Balle Aagaard
”Man kan forberede sin prædiken nok så grundigt, men det er i den mundtlige tilegnelse af teksten, at det væsentlige sker - når vi kan løsrive os fra bogens bogstaver og tage dem i munden.”
Denne lille håndbog ”Skriften i munden” vil bl.a. igennem bevidstgørelse af stemmen og kroppen, og dens placering i rummet oplyse os om, hvordan vi bedst praktisk kommunikerer til vores menighed med brugen af kroppen som instrument.
Vi bliver, f.eks. med indføring i åndedrættets anatomi grundigt informeret om sammenhængen med stemmens energikilde.
For at få et budskab ud har det betydning, at stemmen er god at høre på, og om kroppen er i balance. Forfatterne sammenligner med, at hvis du ikke kan bruge dit instrument, hjælper nye og anderledes noder ikke, og uden en velfungerende stemme hjælper nok så gennemtænkte og kloge ord ingenting.
Derimod har en klangfuld stemme og et roligt åndedræt stor ethos-skabende evne, så mennesker allerede fra starten lytter med interesse på den der taler.
Og hvem kunne ikke ønske sig det? I bogen er der hjælp at hente for os præster, der kunne ønske større lydhørhed blandt menigheden, fordi vi har et vigtigt budskab der skal ud. Og denne bog tager fat om nældens rod, når det beskrives:
”Det er interessant, at vi bruger udtryk som at vi ”læser” teksterne og ”skriver” prædikenen når gudstjenesten er en mundtlig handling. I stedet var det muligvis mere rigtigt at: ”stille teksterne frem” og ”forberede” prædikenen, så vi også understreger, at gudstjenesten er mundtlig.”
Jeg genkender det udmærket fra mig selv, at jeg skal skrive prædiken. Og det er ikke forfatternes holdning, at vi ikke må skrive, det skrevne skal bare gøres mundtligt.
Det drøftes, om prædiken skal holdes med eller uden manus. I øvelsen: ”Jeg har glemt min prædiken”, er hensigten at blive bedre til at udarbejde et manus, der fungerer på mundtlighedens betingelser – ”du skal skrive, det du siger i stedet for at sige det, du har skrevet.”
Så det anbefales faktisk ikke at prædike uden manus, det vigtige er, at budskabet når ud med de pointer, man havde gennemtænkt og forberedt på forhånd.
Når man så er i gang med at prædike, er der flere ting at huske, f.eks. øjenkontakten med dem, man prædiker til, og varier endelig hvem du kigger på imens.
Din artikulation er vigtig, og der skal være dynamik når du prædiker samt et godt flow igennem gudstjenesten afstemt med organisten.
Der er med andre ord rigtig meget at være opmærksom på og være bevidst om som prædikant i en tid, hvor det efterspørges at gøre gudstjenesten mere tidssvarende ved at ændre på dens form og indhold, samt at gudstjenesten i højere grad skal tale til sanserne.
Man skal jo starte et sted. Det kunne så fint være at tydeliggøre sit budskab igennem sin stemme.
Rigtig god læse – og arbejdslyst.
