Titel: Møde og dialog – Sjælesorg i diakonal kontekst.
Forfatter: Johannes Nissen
Udgivet af: Forlaget Eksistensen
Anmelder: Annette Kjær Jørgensen
Der har været stor fokus på sjælesorg gennem de seneste år, og lige nu er diakonien på dagsordenen i flere og flere sogne, så det er meget relevant med en bog, der kobler sjælesorg og diakoni. Desuden omhandler både sjælesorgen og diakonien omsorgen for det hele menneske, så naturligt nok vil der ofte være sjælesorg i diakoni og diakoni i sjælesorg.
Johannes Nissen er en belæst og vidende mand, der har arbejdet meget med sjælesorg og diakoni – det kan man se ud af den udførlige litteraturliste bag i bogen, hvor der er mindst 22 egne publikationer. Samtidig er han jo tidligere lektor i Ny Testamente på Århus Universitet, så afsnittene med eksempler på sjælesorg ud fra Bibelen er spændende: f.eks. der, hvor han bruger fortællingen om Zakæus (Lukas 19,1-10) i beskrivelsen af det teologiske svar på skam.
Bogen er bygget pædagogisk op med klare hoveddele (5 i alt) og præcise afgrænsninger af begreber og metoder. Den er gennemstruktureret og dermed velegnet som en undervisningsbog, der også kan bruges som en opslagsbog, når det f.eks. er et bestemt grundtema set i en bestemt sammenhæng, man ønsker at gå i dybden med.
Nissen fremlægger en god analyse af de temaer, der i vores stærkt mobile og pluralistiske samfund af i dag er grundtemaer i sjælesorgen, og så bruger han hele 5. del på at fokusere på mødet med sårbare mennesker, altså på sjælesorg i diakonale sammenhænge. I det møde understreger Nissen igen og igen, at det ikke handler om at ville noget med den hjælpsøgende, om at bære den hjælpsøgendes sorg eller byrde, om at have et mål at nå i kommunikationen, og han advarer imod at tale til i stedet for at tal med. Tværtimod bør mødet bæres af ønsket om at være solidarisk, være sammen med den hjælpsøgende, være villig til at vandre med den hjælpsøgende. Det er en pointe, der er hørt før, men den er så væsentlig, så den tåler gentagelse. Det nye i Nissens bog er den grundige indføring i sjælesorgens plads og form lige netop i diakonens møde med det kriseramte menneske på værestedet, på gaden, på plejehjemmet eller i Café Exit. Et møde, hvor nærværet altså er altafgørende, og derfor er bogens sidste afsnit: nærværet i mødet også det bedste. Her understreges blikkets betydning, fordi blikket nærmest har en skabende kraft, der kan være udslagsgivende for, at der bygges bro mellem mennesker. Ved at blive set og ikke overset, føler jeg mig bekræftet som menneske, ligesom den aronitiske velsignelse i gudstjenesten, der handler om, at Herren vender sit ansigt mod os og anerkender os, ligesom den gør, at jeg kan gå ud af kirken igen i tillid til, at jeg er elsket. Så: når man ser det menneske, man står overfor, opstår der et møde, som kan bringe det andet menneske videre i forhold til sit liv og sin tro.
”Møde og dialog – Sjælesorg i diakonal kontekst” giver dyb indsigt i den gode kommunikation med det sårbare menneske.
