Forfattere: Karina Jensen og Lone Marie Lundsgaard
Titel: Kirkeåret i nye klæder
Udgivet af: Hoi Forlag, 2024
Anmelder: Sognepræst Nicolai Røge
Bogens forside
Hvordan giver man dem, der ikke kan komme til kirken, muligheden for at komme til gudstjeneste alligevel? Det er det spørgsmål, som en ny bog med bidrag fra 62 forskellige folkekirkepræster forsøger at besvare. Gennem refleksioner og en digital gudstjeneste til hver af kirkeårets dage lover Kirkeåret i nye klæder nemlig at være bogen, “der bringer kirken tættere på dig, uanset hvor du befinder dig”.
Idéen er god – og da den landede på mit bord, tænkte jeg straks, at bogen måtte være årets julegave. For hvor mange af os kender ikke en, der søndag efter søndag var fast inventar på kirkebænken, men hvor alderen nu afholder dem fra at komme i kirke?
Den udfordring var netop bogens anledning. Ja, faktisk er bogen tilegnet den ene forfatters farmor, fordi det netop var hende, der gav inspiration til bogen. Og således er det forfatternes hensigt, at Karina Jensens farmor – og alle andre – i kirkeåret 2024/2025 altid skal have et gudstjenestetilbud ved hånden, som man kan ty til, når man af den ene eller anden grund ikke kan deltage i folkekirkens gudstjenester.
Resultatet er en hybrid af tekst og små andagter: Til hver søndag har en præst skrevet en kort eftertanke, der på vidt forskellige måder kredser om dagens indhold eller evangeliets budskab. Dertil opgives fire salmer til dagen, og som bogens særkende har hver dag en QR-kode, der henviser til en optaget gudstjeneste, hvor ord og salmer forenes i en genkendelig ramme.
Inden min anmeldelse vil jeg gerne komme med et forbehold: Jeg har læst bogen inden 1. søndag i advent, hvilket betyder, at det ikke har været muligt at tilgå gudstjenesterne for det nye kirkeår, da de først udgives, som kirkeåret skrider frem. Når det er sagt, har jeg haft adgang til et eksempel på en gudstjeneste, hvorfor jeg har en idé om, hvad der venter, da gudstjenesterne følger den samme ramme.
Med det udgangspunkt vælger jeg at anmelde bogens refleksioner og podcast-gudstjenesterne hver for sig, da det efter min opfattelse er ret forskelligt, hvordan de to elementer fungerer i praksis.
Som bogen selv gør opmærksom på, er bidragene fra de forskellige præster i bogens kapitler “både underfundige, tænksomme, sjove, opbyggelige, alvorlige og personlige”. Det er en ret præcis beskrivelse, for de er netop alt det. Og det fungerer! For selvom bidragene kun i ringe omfang er knyttet tæt til kirkeårsdagen, formår de alligevel at skabe tanker og billeder hos læseren.
Når man læser sig gennem kirkeåret, kommer man derfor vidt omkring. Man bliver oplyst, underholdt og beriget. Men samtidig efterlades man som læser med en ubesvaret tvivl om bogens anledning. Hvad vil de enkelte bidrag sige? Hvad er deres funktion?
Denne læser savner derfor stramhed og retning. Hvad er det, den enkelte præst er blevet bedt om at bidrage med? Og hvordan skal de mange strittende (men dog meget inspirerende) bidrag understøtte dagens gudstjeneste? For hvis det er tanken, at de sammen med QR-koderne skal gøre bogen til en andagts- eller gudstjenestebog, så løfter de ikke deres opgave.
Derimod har de potentiale til at gøre bogen til en brugsbog. Bogen er en righoldig inspirationskilde for præster og alle andre, der sommetider har brug for at blive inspireret og beriget med emner, der på hver deres vis kan belyse vores hverdag. Men som sådan ville de mange bidrag for alvor komme til deres ret, hvis de var brugt som anknytningspunkter i en prædikenvejledning snarere end som oplæg til en egentlig gudstjeneste.
Bogens egentlige gudstjenester kan læsere – som nævnt – tilgå gennem forskellige QR-koder til hver enkelt dag i kirkeåret. Det giver direkte adgang til den enkelte gudstjeneste, og det, at de enkelte gudstjenester først bliver tilgængelige, som året går, gør, at man som læser efterlades med en fornemmelse af aktualitet og nutid, selvom gudstjenesten er digital.
Når det er sagt, savner jeg her det samme fokus som i projektets øvrige dele. Det, at man skaber en ny gudstjenesteform, der i form og indhold afviger fra den gudstjeneste, de fleste kender, gør, at man er nødt til at tage sin menighed i hånden. Man vil helt naturligt vide, hvad der skal ske: Hvad er gudstjenestens liturgi? Det spørgsmål bliver ikke besvaret, hverken i bogen eller forud for gudstjenesten.
Dernæst tillader jeg mig at udfordre bogens præmis: Ud fra mine egne erfaringer med de udfordringer, som teknologien bringer med sig i forskellige aldersgrupper, har jeg svært ved at se, at podcastgudstjenesterne skulle løse et behov hos den menighed, der på grund af alder eller helbred ikke kan deltage i en almindelig gudstjeneste.
Ikke desto mindre vil der i det kommende kirkeår udkomme en række podcasts, der på en ny måde inviterer til gudstjeneste, hvor og når man vil. Det er et prisværdigt initiativ! Om bogen så bliver årets julegave, må fremtiden vise. Om ikke andet rummer den en række bidrag, der kan virke til inspiration i og uden for gudstjenesten.
