Hyrdebrevet fra 1943

Af: Sognepræst Thomas Aallmann, Thurø

I løbet af sommeren var min hustru og vores tre voksne børn i Mindelunden i Ryvangen. Det er et smukt og mættet sted. Underligt dansk på den undseelige måde, som kendetegner både vores sange og mindesmærker. Noget af det smukkeste, der er skrevet, er ofte skrevet efter svære prøvelser. Det er ligesom at tale med et menneske, der har været gennem en svær tid – de er ofte til stede i sproget på en særlig måde, og har man i sin tid og på sit sted i livet viljen til at lægge sin magelighed eller travlhed fra sig og gå med ind under den prøvedes alvor – også hvor den alvor er alvorlig glæde og længsel, da kan man være velsignet af åndens aftryk og måske mærke dens virkelighed. For liv er ånd. Det er mit indtryk, at de digte, den kunst og skønlitteratur, der spirede frem efter 1864, efter 1918 og efter 1945 endnu står, når meget andet, der er skabt i medgangstider ”er regnet halvt i jorden”.

I Ryvangen er der ingen forstillelse. Intet politisk snobberi. Ingen pompøsitet. Ingen ideologi. Bare Danmark, og det danske folks tak og tårer. Og når man har fulgt de mange navne på henrettede frihedskæmpere og ender inde i midten af det store gravfelt, står man ved billedhuggeren Axel Poulsens skulptur med en mor, hvis døde søn hviler i hendes skød. Det er myndigt og malmtungt, og det er, som siger hun: se, hvad jeg gav dig! Se, hvad min søn gav dig! Frihed er ikke gratis. De ligger lige her, og det er vores arv.

Hvis man tror, at det er ideologisk at være taknemmelig og holde af sit hjemland og sit folk, så skal man besøge Mindelunden. Her bliver man netop mindet om, hvad det koster at forsøge at bevare og elske, når større magter vil noget andet – kærlighed koster. Det viser Jesus os jo på korset.

Den 29. august 1945, blev kisterne med 106 dræbte modstandsfolk kørt gennem København og ud til Ryvangen, hvor Mindelunden blev indviet som begravelsesplads af Københavns biskop Hans Fuglsang-Damgaard. Nederst på monumentet står Kaj Munks ord: ” ”Drenge, I drenge som døde. I tændte for Danmark i dybeste mulm en lysende morgenrøde", og netop de to, Kaj Munk og Hans Fuglsang Damgaard er på hver sin måde omdrejningspunkter i dokumentarfilmen ”Hyrdebrevet”, som DR2 sender onsdag den 4. oktober 2023. Det sker i forbindelse med markeringen af 80-året for de danske jøders flugt over Øresund. 

"Hyrdebrevet" er en dokumentar-film på en lille time om den rolle, som den danske folkekirke kom til at spille i forbindelse med det ”Hyrdebrev”, som Københavns biskop Fuglsang Damgaard fik udfærdiget og underskrev på de danske biskoppers vegne i 1943. Kaj Munk mistede livet. Fuglsang Damgaard ikke. De greb sagen an på hver sin måde – men de gjorde en forskel begge to. Den danske folkekirke er jo ikke en topstyret virksomhed, der har en chef, der kan udtale sig på kirkens vegne, den har heller ingen synode, der ved flertal kan vedtage, hvad ”kirken mener”, men den består af menigheder og deres præster, hvor af en af dem er tilsynsførende biskop i København. Valgets er hver enkelt præsts. Sådan som konsekvensen er det. DR’s dokumentar viser os netop dette på en stærk måde ved at lade Fuglsang Damgaards børn fortælle om de dage, hvor deres far, der havde et stort hjerte for det mosaiske samfund, skulle beslutte sig for, om han ville sætte sig op imod besættelsesmagten og sende et ”Hyrdebrev” ud, som tog afstand fra de jødeforfølgelser, der i 1943 ikke længere var tvivl om. 

LÆS BISKOP FULSANG DAMGAARDS HYRDEBREV HER

”Hyrdebrevet”, der blev læst op af ved gudstjenesten d.3. oktober 1943 i 1600 af landets kirker, blev til, viser dokumentaren os, på opfordring af en mindre gruppe sydjyske præster, hvis navne man i dokumentarfilmen kan ane, da kameraet panorerer henover et brev i Rigsarkivet. Jeg bemærkede, at det var underskrevet i Askov og af en snes præster i det gamle grænseland langs Kongeåen. Jeg anede navne som Tjæreborg-præsten Krogager, Poul Engberg, Dons-Christensen, N.C. Lilleør og Svend Erik Præstholm i Føvling. I Føvling var jeg sognepræst, før jeg kom til Thurø, og jeg husker en samtale med Præstholms søn, engang han besøgte os, hvor han berettede om, hvordan hans far på et tidspunkt havde en modstandsmand, som jeg husker som Knud Brix fra Århus-gruppen skjult i præstegårdens gavlværelset, da en tysk officer om aftenen indkvarterede sig i den modsatte gavlværelse i embedsboligen. Om morgenen måtte Fru Præstholm lede tyskeren ned af hovedtrappen, imens den unge modstandsmand gled ned ad nedløbsrøret. 

Dokumentaren viser os disse små hænder, der drejer verdens hjul. Hvordan forskelle i den store historiske malstrøm altid er båret af enkeltindivider. Som historiker og præst Torben Bramming i Ribe engang sagde: ”Det kan godt være, at videnskaben siger, at tiden i 1989 var blevet moden til en omvæltning, der førte til murens fald, men det krævede stadig væk mod fra den lille mand at gå over Alexander Platz med en protestplakat i 1988”. Dette gælder jo til hver tid. Og det bliver gjort nærværende ved at lade dokumentarens forløb lede af tidligere overrabbiner Bent Lexner og historiker Bent Blüdnikow, hvis mor var en af de 7000 danske jøder, der blev sejlet over sundet til Sverige for 80 år siden. I en særligt bevægende scene, følger man Blüdnikow og hans aldrende mor på kajen ved Snekkersten, hvor hun kom over som 15-årig, og det er tydeligt mod programmets slutning, at Blüdnikow og Lexner nærer en hjertelig respekt for, at så mange af den danske kirkes mænd på tværs af titler og landsdele satte sig imellem, da antisemitismen truede vores lands jødiske samfund. De to står til sidst i synagogen i Krystalgade med de Tora ruller, som blev skjult i Trinitatis kirkens kælder frem til befrielsen, og det er en vigtig påmindelse til vores egen tid, at denne jødiske synagoge i dag skal beskyttes af væbnet politi. Som Gustav Brøndsted engang skrev: ”Fortiden er kun vigtig for så vidt at dens svar på vores spørgsmål er, at det altid kommer an på nutiden”.