Bogens forside
Titel: Rygter om kong Christian den 3.
Forfatter: Werner Elof Sørensen
Udgivet af: Forlaget Mellemgaard 2022
Anmelder: Sognepræst Torkil Jensen
I København neden under Østerbros og Nørrebros lange husrækker findes på et ukendt sted resterne af landsbyen Serridslev.
Den nævnes på den første side i Johannes V. Jensens roman ”Kongens Fald.”
Og den nævnes på de første sider af Werner Elof Sørensens roman ”Rygter om kong Christian den 3.”
Her hører ligheden nok også op. Men det har næppe heller været Werner Sørensens ambition at overgå Johannes V. Jensen. Mindre kan da unægteligt også gøre det. Til fælles har de i hvert fald også engagementet i Danmarkshistorien i den første halvdel af 1500-tallet.
Der er begivenheder og epoker i Danmarkshistorien, der til alle tider har påkaldt sig særlig opmærksomhed i litteraturen.
En af dem er netop reformationstiden. Det er der nu kommet endnu en bog ud af. Lidt post festum efter Lutheråret 2017, men til gengæld i god tid inden vi skal fejre det danske reformationsjubilæum i 2036.
At lave et fiktivt, skønlitterært værk bundet op på faktiske begivenheder kræver, at man holder tungen lige i munden. Det er faktisk lykkedes meget godt for Werner Sørensen med romanen ”Rygter om Christian den 3.” Det kan nemlig ellers meget let og hurtigt blive meget søgt og tåkrummende, når personer tilfældigvis dukker op eller forsvinder på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter.
Sådan føles det ikke, når man følger personerne i romanen. Måske har Werner Sørensens gamle pastorat i Stige og Lumby fået lidt større placering i Danmarkshistorien, end disse byer har krav på, men det fungerer faktisk i handlingen. Lidt mere mystisk er oprettelsen af Hammer Herred som luthersk. Her ville det måske have været bedre at vælge et helt fiktivt navn.
Vi følger begivenhederne omkring Mads Skriver, der er romanens fortæller gennem et fundet manuskript. Et godt kendt kneb i litteraturen for eksempel fra Søren Kierkegaard. Man skal lige bruge lidt tid på at finde ud af opbygningen, for kapitlernes overskrifter er årstal, og de er ikke altid kronologiske, når en ny begivenhed eller person skal introduceres. Men fortsæt læsningen – det belønnes!
Der er masser af vitaminer i bogen, - og også masser af hormoner. Uden at der af den grund er noget for husarerne, får man et indtryk af en datidig kønsmoral, der godt kan komme bag på læseren og ret jævnligt får lov til at styre handlinger og personer. ”Milde kvinder, hvor har de magt”, for nu at komme omkring Jensen en sidste gang. Ikke mindst lensmanden Oluf Rundholm har svært ved at se et skørt uden at forsøge at løfte det. Og sex før ægteskabet er mere reglen end undtagelsen.
En anmeldelse burde måske præsentere hovedpersonerne mere udførligt. Kasper og Anders forlader deres trygge base for henholdsvis at repræsentere den gejstlige og den verdslige magt i Hammer Herred ”et sted syd for Ringsted” Her får beboerne gode vilkår, og nabolenene bliver misundelige. Oprøret omkring Christiern den 2. og det stockholmske blodbad kommer romanen fint omkring. Det samme gælder 15 år senere Grevens Fejde, hvor det kan være svært at holde rede på, hvem der er de gode og hvem der er de onde. Det er ikke romanens skyld. Det er svært.
Udgangen på det hele bliver som bekendt at Christian den 3. der hidtil har været hertug i Slesvig og Holsten bliver dansk konge. Det kom bag på mig, at hans magtovertagelse i romanen betegnes som et statskup. Det må blive ved det. Romanen er bestemt læseværdig, og man kommer til at leve med figurerne i medgang og modgang.
Et ønske kunne have været en bedre korrekturlæsning. Visse afsnit bærer præg af at være skrevet i en sådan hast, at kommaerne er kommet bag efter uden at være nået frem. Navnlig virker det forstyrrende, at komma foran tiltalenavne mangler rigtig mange steder, en mangel, der dog ikke er gennemført konsekvent. Det samme gælder for citationstegnene omkring direkte tale. Det er rent ud sagt irriterende. Det er måske ikke tilfældigt at korrekturlæserne takkes særligt i bogens kolofon. Forfatteren har nok en anelse om, at de har været på arbejde. Måske de skulle have taget den en gang til for kong Christian.
Når det er sagt må man have respekt for Werner Sørensens store arbejde med sin debutroman. Når man først har fundet ud af opbygningen og lært personerne at kende, er det let at lade sig rive med.
Romanen præsenteres som Werner Elof Sørensens debutroman. Det kan man måske godt fornemme, men der er al mulig grund til at opfordre den pensionerede sognepræst til at tage fat i den svære toer.
