Forfatter: Birgitte Kragh Engholm og Henrik Meng
Titel: Gæsteoplevelsen i folkekirken
Udgivet af: Eksistensen 2023
Anmelder: Sognepræst Mikkel Holmegaard Larsen
Bogens forside
Med stor interesse og spænding gik jeg i gang med at læse bogen, der i sit oplæg stempler ind på et af de områder, der interesserer mig allermest: Hvordan laver vi kirke, så de mange mennesker, der tillidsfuldt kommer til den i forbindelse med for eksempel dåb, får noget med sig, som de faktisk kan bruge i deres liv, og går derfra med en fornemmelse af, at her kunne de godt tænke sig at komme en anden gang.
Bogens præmis er, at ”gæsteoplevelsen” ikke alene drejer sig om selve gudstjenesten, eller den kirkelige handling, men om hele ”oplevelsen” gennem alle de kontaktpunkter der er mellem kirke og gæst, fra tanken opstår, så at sige, til gæsten forlader kirken igen.
Anton Pihl, formand for menighedsrådsforeningen, udtrykker det mere konkret i forordet: Mine 15 år som ansat på kulturhistoriske museer har lært mig, at det folk husker ved et museumsbesøg er, om kaffen er god og toiletterne er rene (citatet er parafraseret). Teaterchef Kasper Holten har i øvrigt har udtrykt lignende tanker i forbindelse med teateroplevelsen.
Forfatterne vil gerne fremtidssikre Folkekirken, men jeg er ikke sikker på, at opskriften er, at kategorisere den sammen med kulturhistoriske museer og teater. Sammenligningen provokerer, og det er måske også meningen, ligesom ordet ”gæsteoplevelse” provokerer, når det, som et mantra gennem hele bogen, gentages utrætteligt. Næsteoplevelse havde været sjovere, om end ikke meget bedre.
I det hele taget er bogen fyldt med gentagelser – hvert kapitel starter med en gentagelse af det forrige og en opsummering af præmissen, og minder i hele sin opbygning om et stykke selvhjælpslitteratur: Hver enkelt, der kommer i Folkekirken, skal serviceres som en gæst: One size fits all er fortid – what size fits you er fremtiden.
Men det er alt sammen egentlig ikke bogens problem – retorikken kan man sagtens leve med, og visse steder er det også ganske sjovt, når den kirkelige handling eller gudstjenesten sammenlignes med et restaurationsbesøg eller en tur i teateret.
På den måde bliver der ikke sagt eller skrevet noget, der er forkert – men vi kommer aldrig længere end til våbenhuset. For selvfølgelig er det vigtigt, at toiletterne er rene, og at kaffen og småkagerne er gode; at vi alle smiler og er venlige og forstår vores rolle som værter; at vi ser den enkelte og den enkelte føler sig set. En af mine egne kæpheste bliver også bragt i spil. De store skilte med PARKERING FORBUDT og HER VOGTER EUROPARK, der efterhånden pryder indkørslen til de fleste kirker.
Det er alt sammen vigtigt, men nok ikke det, der kommer til at fremtidssikre Folkekirken. Som katten om den varme grød går forfatterne nænsomt uden om selve gudstjenesten og den kirkelige handling, som om der her ikke er noget at komme efter, når det måske i virkeligheden er her, der virkelig skal tages fat, både for at fremtids- og nutidssikre. Ikke et ord om liturgi, salmevalg, sprog, hvor sammenligningen med det kulturhistoriske museum, måske ellers faktisk var på sin plads.
Alt det jeg havde glædet mig til at læse om, ikke mindst fordi den ene af forfatterne udspringer af Vesterbroskolen, hvor størstedelen af den kirkelige fornyelse gennem de seneste år er kommet, blev aldrig bragt i spil. Til gengæld skorter det ikke på hverken markeds- eller selvhjælpsfloskler, der selvom de er sande, hvilket den slags jo ofte er, måske alligevel bliver for banale i en så alvorlig sag som Folkekirkens nutid og fremtid.
Jeg tænker, det er vigtigt at holde fast i, at kirken ikke er en del af oplevelsesindustrien på den måde, selvom det gerne skulle være en oplevelse at gå i kirke. Selvfølgelig er det vigtigt, at alt det ydre er på plads, det er måske oven i købet forudsætningen, men det hjælper ikke meget, hvis ikke man tør tage favntag med det indre.
Bogens store hovedafsnit hedder: ”Scenen sættes”, og derfra komme den så ikke rigtigt videre, men tak for forsøget – samtalen er i gang, og den er vigtig.
