Sognepræst Eva Fischer Boel anmelder podcasten "Prædiken på vej"
Logo for podcasten, som giver faglig inspiration til prædikener
Tekst: Sognepræst Eva Fischer Boel
Jeg tror ikke, jeg kun taler for mig selv, når jeg siger, at jeg nogle gange har brug for at blive hjulpet på vej med min prædikenskrivning. Dette behov er ikke blevet mindre med årene, for det er let at komme til at køre i ring med sine kæpheste spændt for vognen, og jeg mærker, at jeg fra tid til anden kører fast i de spor, som er ved at være godt og grundigt pløjet op af de mange gange, jeg efterhånden har cirklet rundt i dem.
Selvom målet altid er det samme, kan der være brug for, at der kommer nogen og trækker én fri, så man kan køre ad nye veje. Til dette har FUV i samarbejde med stifterne begået et glimrende redskab til prædikenforberedelse, som man ved Helligåndens hjælp måske kan bruge til at trække sig selv ud af sine dybe hjulspor.
Der er tale om en prædiken-podcast ved navn ”Prædiken på vej”, hvor der i god tid for ud for hver søn- og helligdag kommer en ny til. Her interviewer en præst en anden kollega efter eget valg om prædikenteksten. I de fleste tilfælde er valget faldet på en præst, men det kan også være eller en teolog som forsker, underviser eller lignende. Lige nu er de præster som interviewer fra Københavns Stift, men det er angiveligt meningen, at stafetten næste år skal gå videre til et nyt stift.
De forskellige interviews – eller samtaler – falder i sagens natur meget forskelligt ud, og det er en stor styrke, synes jeg. Nogle er meget tekstnære, andre mere eksistentielle. Nogle har en stor pastoral alvor over sig, andre er mere legende, nogle endda med lyden af en god portion latter. Nogle er teologisk langhårede, og man må stå på det yderste af sine tåspidser for at forsøge at springe med op, andre er ligetil og lette at følge på flad fod. Nogle har mest karaktér af at være interviews, andre tager nærmest form af en samtale. Sidstnævnte fungerer som prædikenforberedelse bedst for mig, fordi jeg på den måde føler mig inviteret indenfor i samtalen og får lejlighed til at ”tænke med”.
Netop podcastens mundtlighed åbner i det hele taget mere op for medrefleksion end den skriftlige prædikenvejledning, bilder jeg mig ind. Om det er rigtigt, ved jeg ikke. Men det, der høres har det jo med at gøre noget særligt ved os. Så jeg kan kun anbefale, at der høres løs af ”prædiken på vej”. Det kan blive til gavn for dem, der skal høre os.
