Nanne Mølhave 2023
1. februar:
Nanne Mølhave er ansat som sognepræst i Nørre Søby-Heden Pastorat
Ny præst i Nørre Søby-Heden Pastorat.
Det er med stor glæde at jeg tiltræder mit nye embede i Nørre Søby-Heden Pastorat.
Mit navn er Nanne Mølhave, jeg kommer fra en provstestilling på Lolland med bopæl i Nakskov. Men Fyn er fin, og mit ønske har været at blive præst igen på Fyn!
Jeg har været præst i ca. femten år, gik i gang ret sent i mit liv, med at læse teologi. Jeg begyndte at læse i 2001 og blev færdig i 2007. Oprindeligt er jeg udlært kok og har arbejdet som sådan i en del år, så det var virkelig et stort vendepunkt i familiens og mit liv, da jeg begyndte på universitetet i Århus. Det hele har været godt, og jeg er meget glad for mine valg.
For mig er det fuldstændigt afgørende at være præst i et fællesskab, og jeg mener, at den kirke jeg vil være med til at skabe, skal virke som et åndehul, man kan komme til, når behovet melder sig. Den skal på én gang kunne give fred og liv, rumme vores tro, vores kultur, og hele mennesket.
Som præst og prædikant er det vigtigt for mig at formidle evangeliet, så man bliver oplyst om Gud, troen og livet. Samtidig må formidlingen gerne vække nysgerrighed, give den enkelte lyst til at tænke videre selv og i det lys skabe ny mening.
Jeg står midt i det kirkelige landskab, med øje på at livet er en gave, hvilket viser sig i ansvarlighed, fællesskab, glæde og taknemmelighed og en tro på, at jeg er rummet, elsket og tilgivet.
Jeg skal virke som præst i Nørre Søby og Heden kirker og samtidig også som fængselspræst på Søbysøgård.
Jeg glæder mig meget til at begynde mit nye virke og til at blive en del af lokalsamfundet. Jeg er flyttet ind i den fine gamle præstegård med min hund og mine høns, og har allerede hilst på nogle af mine naboer. I min fritid er jeg også rytter og færdes meget gerne i naturen. Mine tre skønne børn er flyttet hjemmefra, men kommer her heldigvis ofte.