Samtalearkene herunder er tænkt som et oplæg til en samtale i større eller mindre grupper. De kan benyttes på flere måder; f.eks. i en studiekreds, hvor artiklerne kan læses som forberedelse og diskuteres ud fra samtalearkene, ved et menighedsrådsmøde som en (kærkommen?) mulighed for at tale om andet end drift og økonomi eller til at sætte en samtale i gang i menigheden om f.eks. kirkens grønne omstilling, kirkegårdsdrift, høst osv.

Samtalearkene er udformet med et citat, en kort indføring og herefter et hovedspørgsmål med uddybende underspørgsmål. Det er en god idé at lade én i gruppen læse teksten højt, hvorefter spørgsmålene lægges ud til hele gruppen, ét ad gangen. Giv plads til, at alle får mulighed for at svare og lad der være højt til loftet. Det gælder ikke om at finde et ”rigtigt” svar, men om at blive klogere på nuancer og dybder i problemstillingerne. Vores håb er, at samtalearkene vil medvirke til inspiration, gode samtaler og nye overvejelser omkring skabelse og skaberværk, ansvar og natursyn.

De kan printes her i to versioner – flot farve eller læsevenlig sort/hvid:

PRINT SAMTALEARKENE FARVER HER

PRINT SAMTALEARKENE i SORT/HVID HER

Samtaleark

Mening eller tilfælde?

”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.” 
Citat: 1. mosebog, kapitel 1 vers 1-5

Det er næsten så sikkert som Amen i kirken, at spørgsmålet på ethvert konfirmandhold lyder: “Tror du så på Big Bang?” Både førende ateister og ortodokse kristne opstiller evolutionslæren og den kristne skabelsesberetning som uforenelige modsætninger. Ateisterne betragter skabelsesberetningen for mytologisk nonsens, og ortodokse kristne betragter evolutionslæren som ateistisk i den forstand, at den udelukker Guds styring og går ud over menneskets værdi og særlige plads i forhold til resten af skaberværket. 
Og det er da også umanerligt vanskeligt at forene en bogstavelig læsning af Bibelen med fx det faktum, at jordens alder er betragteligt længere end de ca. 6000 år, som en bogstavelig bibeltolkning når frem til. Med andre ord går den videnskabelige teori og den bibelske fortælling ikke op – og alligevel behøver det ene ikke nødvendigvis udelukke det andet. Måske er det muligt både at forholde os nysgerrigt og åbent overfor videnskabelige teorier og opdagelser, samtidig med at vi fastholder Bibelens forkyndelse og menneskesyn?

Spørgsmålet er derfor: Er videnskab og tro modsætninger eller blot to måder at betragte samme sag?

• Kan verden være opstået tilfældigt (big bang) og med vilje (skabelse) på samme tid?
• Kan troen udfordres af videnskabelige opdagelser? – i så fald hvilke?
• Kan naturvidenskaben svare på noget, troen ikke kan? – i så fald, hvad?
• Og omvendt; Kan troen svare på noget, naturvidenskaben ikke kan? – i så fald, hvad? 

Læs evt. artiklerne: ”Facts, fascination og transfiguration” af Johan Peter Uldall Fynbo og ”Guds grønne fingre i evolutionen” af Andreas Østergaard Jacobsen

Mellem mulighed og magtesløshed, håb og håbløshed

”Håb er ikke ønsketænkning eller optimisme. Håb er ikke en sindstilstand. Håb er alt andet end fornægtelse af virkeligheden (…) Med til menneskets værdighed hører, at vi kan tage vores skyld på os. Skylden har samme opgave som smerten, den varsler om fejl, der må gøres noget ved.” 
Citat: Peter Halldorf i ”Derfor sørger jorden”

Man kan let blive overvældet af nutidens klimakatastrofer. Medierne svømmer over med beretningerne fra de seneste brændpunkter om det så er tørke, oversvømmelser, skovbrænde eller hagl af apokalyptisk størrelse. Samtidig med at det faktisk gør en forskel, om vi handler anderledes, flyver mindre, tager toget, spiser mindre kød, genbruger mere osv., kan vi ikke alene løse og forhindre de problemer, der opstår med klimakrisen. 
Der er således en balance mellem det personlige ansvar og det fælles, mellem at skulle have en hverdag til at hænge sammen og samtidig gøre det, man kan. Vi kan ikke skubbe ansvaret fra os uden at lyve for os selv, og samtidig kan vi heller ikke tage ansvaret fuldt på os uden at drukne i mismod og håbløshed. 
Her kan troen komme os til hjælp. For det første fordi det - i kristen forstand - ikke giver mening at pege fingre ad hinanden. Vi er alle syndere, som det hedder, dvs. vi begår alle fejl og sætter jævnligt os selv før det fælles bedste. Det hører til at være menneske og ikke Gud. 
For det andet møder Gud os med kærlighed, nåde og tilgivelse. Derfor kan vi se vores begrænsning og vores skyld i øjnene. Vi behøver ikke skjule os eller gøre os hverken mere eller mindre ansvarlige, end vi er. Guds tilgivelse gør os frie til at leve med vores skyld og stå ved vores ansvar. ”Heller ikke jeg fordømmer dig,” siger Jesus for eksempel til kvinden grebet i hor ”. Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Johs. 8,11). 
Når det gælder eks. klimaforandringer og udledning af CO2 eller andre globale problemstillinger, er det nok de færreste af os, der kan love ikke at synde mere, men måske kan vi finde en mellemvej, hvor Guds tilgivelse og vores ansvarsbevidsthed kan følges ad på en konstruktiv måde.

Spørgsmålet er derfor: Hvordan holder vi fast i håbet og ansvaret på samme tid?

• Hvor ligger balancen i at turde at tage ansvar uden at lade sig overvælde?
• Hvordan undgår vi, at samtalen ender i polarisering og udskamning?
• Kan vi som kirke/menighed gøre en forskel? – og i så fald hvordan?

Hvem er din næste?

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.” 
Citat: K.E. Løgstrup i ”Den etiske fordring”

I kristen terminologi har vi et udtryk for det forhold, som citatet beskriver; nemlig næstebegrebet, dvs. det, at vi som mennesker står i relation til hinanden, hvad end relationen er forbigående eller livslang, varm eller kold, professionel eller venskabelig. Vi er med andre ord aldrig ”bare” menneske, men medmenneske! 
Går vi tilbage til 1950’erne, hvor Løgstrup skrev Den etiske fordring, som citatet stammer fra, så verden dog anderledes ud, end den gør i dag. Vi har – lidt forenklet sagt – bevæget os fra en lokal til en global verden, eller måske rettere en ”glokal” verden, hvor det lokale og globale mødes i vekselvirkning: T-shirten, du har på, er formentligt designet i Danmark, syet i Bangladesh og solgt via web-butikker med hovedsæde i Schweiz eller i den lokale tøjforretning. Telefonen er designet i USA, produceret i Kina med metaller, der stammer fra miner i det centrale Afrika. 
Og det er ikke kun varer, vi udveksler… også problemer! Ser vi på de seneste opgørelser fra FN, er CO2-udledninger fra rige lande med til at skabe klimaforandringer i fattige lande. Vores badeferie i Thailand er med andre ord med til at skabe tørke på Afrikas horn! Ligesom vores brug af pesticider og kemikalier er med til at forgifte levesteder for dyr, insekter og planter i det danske landskab – i en grad så man pt. taler om den 6. masseuddøen af dyrearter.

Spørgsmålet er derfor: Hvor langt rækker næstebegrebet for dig?

• Kan det også omfatte folk, du ikke kender eller har mødt, f.eks. mennesker på den anden side af jorden? – Og er der i så fald forskel på, om næsten er nær eller fjern?
• Omfatter det også andre levende væsner, f.eks. dyr og planter?
• Hvor langt rækker dit ansvar for din næste?
• Har næstebegrebet en grænse?

Læs evt. artiklen: ”Den mark, som blev min, var altid dog din” af Maria Louise Odgaard Møller

PRINT SAMTALEARKENE FARVER HER

PRINT SAMTALEARKENE i SORT/HVID HER