Fortsæt til hovedindholdet
Nye præster i Fyens Stift 2023
Nyheder

Benjamin Broe Kristensen

4. april: 
Benjamin Broe Kristensen er ansat som konstitueret sognepræst i Oure-Vejstrup-Lundeborg

Sognepræst Benjamin Broe Kristensen

Tiden er for mig oprunden til, at jeg skal begynde at virke som præst i mit første kald som vikar, mens sognenes præst er på barsel. Det glæder mig utroligt meget at være blevet kaldet som præst, og jeg glæder mig meget til at være præst i sognene til højtider og til hverdag.

Det er mit først embede, og jeg er bestemt klar til at varetage de mangfoldige opgaver som præsteembedet indebærer. Især glæder jeg mig til at forberede og forestå gudstjenester og andre kirkelige handlinger, at arbejde sammen med kirkernes personale og møde menighederne i sognene.

Glæden er også stor for mig, fordi jeg nu vender tilbage til fødeøen. Jeg er født og opvokset i Kølstrup, og de sidste snart ti år har jeg boet og studeret i Aarhus. Det er vemodigt at forlade Aarhus, men det er dejligt, at jeg kan begive mig tilbage til Fyn og til det dejlige område, som Oure, Vejstrup og Lundeborg udgør. Den mulighed er jeg taknemmelig for, og rollen glæder jeg mig til at udfylde. Ved siden af præstegerningen håber jeg også at kunne pleje to af mine store interesser, fodbold og opera, i nærområdet eller på ture.