Ina Balle Aagaard 

Da jeg i sin tid var ansat som sygeplejerske på Århus Kommunehospital, fik vi en patient ind, som på tragisk vis afgik ved hjernedøden. Vi besluttede at tilkalde sygehuspræsten, og herefter kunne jeg ikke slippe tanken om at læse teologi med henblik på selv, at blive sygehuspræst. Sideløbende med studiet arbejdede jeg via vikarbureau bl.a. indenfor hjemmepleje, i psykiatri og på intensiv afdeling.

Det er nu 18 år siden, jeg blev ordineret til en tidsbegrænset stilling på Skejby sygehus. Da det var sygehuset, jeg brændte for, og en stilling som sygehuspræst på Sønderborg Sygehus blev slået op, flyttede min mand og jeg med vores datter på godt ½ år til Als.

Her fulgte den toårige uddannelse i sjælesorg for institutionspræster i Løgumkloster, og vi sygehuspræster mødtes fra flere stifter til supervision ca. en gang om måneden. Vi havde et fantastisk godt fællesskab og oplevede, at gruppen udgjorde en særlig styrke i vores hverdag.

Som præst på Fyn har jeg i fem år været sorggruppeleder for børn og unge, som har mistet en far eller en mor. Sidste år færdiggjorde jeg specialuddannelsen i sjælesorg.

Nu vender jeg tilbage til OUH. Samme sted hvor jeg i 1992 tog uddannelsen som sygeplejerske. Jeg føler, jeg kender hver en tunnel og hver en genvej. Jeg har arbejdet på flere af afdelingerne i praktik: På børneafdeling, medicinsk, kirurgisk, intensiv. Praktikperioden indenfor psykiatri var i Middelfart.

Jeg har aldrig rigtig sluppet forbindelsen til sygehuset. Det har altid været en fornøjelse at træde til i ny og næ som vikar for sygehuspræsten.

Jeg glæder mig til alt det nye, der venter på OUH. Jeg glæder mig til tværfagligt samarbejde med personalet. Til samtaler, til præstearbejdet, undervisning, supervisions- og sorggrupper. Til at oplyse om og udvikle ideer til hvad man kan bruge en sygehuspræst til.

Det kræver naturligvis et overskud og et særligt engagement at skabe nye samarbejder og sammenhænge. Derfor er det et meningsfyldt vilkår, at vi som sygehus/institutionspræster fremstår som et samlet team der løfter opgaverne og udfordringerne i fællesskab. Det vil jeg gøre mit bedste til. Det er min erfaring, at styrken ved at stå sammen også løfter vores embeder, måske netop på OUH. Som sygehuspræster bærer vi kirkens budskab om opstandelsen med rundt på stuer og afdelinger, hvor katastrofen og undergangen rammer tilfældige mennesker. Uanset hvad årsagen måtte være.

I mødet med det andet menneske handler det om at tage vare på den enkelte, lytte og være til stede. Mens sygehusverdenen har karakter af at repræsentere produktivitet og effektivitet, bliver præstens rolle at understøtte det menneskelige rum, et åndehul, en boble med plads til at være og til at styrke den enkeltes identitet.