Heike von Münchow 

Jeg glæder mig til at være jeres nye sognepræst i Oure, Vejstrup og Lundeborg.

Min barndomsvugge stod i Tyskland, men mange sommerrejser til og familierelationer i Danmark gjorde det meget tidligt klar for mig, at jeg skulle leve i Danmark, når jeg en gang var stor - og at min mand skulle være høj med lyst hår og blå øjne, og at han skulle være dansk. Det er han - ikke bare det - han er vokset op på Langeland. De sidste 34 år har vi fulgtes ad igennem livet. Vi har boet i Norge og Nambia og på Sjælland. Tilsammen har vi tre smukke døtre, der allerede er ude og flyve, en som præst, en som kommende kemiingeniør og en som kommende sygeplejer.

At være præst var ikke noget mine forældre stillede som en option - selv om der har været en del præster bagud i familien. Men ideen om at arbejde i det teologiske felt meldte sig tidligt og kraftigst i teenageårene, mens jeg var på en kostskole med et kristent værdigrundlag. At yde for næsten, før man nyder for sig selv, det blev printet godt ind i vore forvirrede teenagehoveder, og det har fulgt mig siden.

Med en færdig dansk studentereksamen kom jeg ind på Københavns Universitet og læste kemi og fysik. Teologi stod som 3. prioritet på min ansøgningsseddel. Det var en fejl fra min side, og den forfulgte mig igennem livet.

I Tromsø blev jeg cand. mag. i almen litteraturvidenskab, kunsthistorie og tysk, og fra dansk side har jeg også uddannelsen som lærer for dansk som andetsprog.

Som velvoksen, tog jeg beslutningen om alligevel at læse teologi og blive præst. Det er begrundelsen for, at jeres nye og nyuddannede præst allerede er 59 år gammel.

I mine øjne er præstationspresset den vigtigste udfordring for mennesket i Danmark i dag. Hele tiden at skulle leve med presset om at skulle være så perfekt, at skulle aflevere perfekte resultater, at skulle stræbe efter endnu mere perfektion, er som at have et Damoklessværd hængende over hovedet. Det stresser, og det skaber i den sidste ende mennesker, der ikke er i stand til at kunne handle positivt på menneskers vegne - at kunne være der for sin familie og sit samfund, at kunne være der for sig selv, fordi vi går mere op i, hvordan mon andre vil bedømme os, og om vi mon passer ind i det skema, man anser som gældende for at være ”succesfuld og perfekt”. Dermed vover vi ikke at lade andre have del i vore virkelige bekymringer. Dem der går ud over spørgsmålet om hvad man skal have til middag, eller om den kommende modefarve bliver pink eller shocking pink. Vi vover ikke at stole på ægte deltagelse, vi lever et liv i mistænksomhed. Og alligevel gør netop dette, at vi udleverer os til algoritmer, der kender os bedre end vi selv, og som kan føre os længere ud ad denne ensomme, triste vej. Og her kan kirken med sit budskab om, at man kan komme som man er, hvor selv ens mørke tanker er tilladte at ytre, spille en vigtig rolle. Her kan vi lære, at gensidig menneskelig afhængighed er en gave, der får os til at vokse i fællesskab med hinanden.

Livet har givet mig et bredt teologisk syn og ståsted. I min verden er der ingen teologi, der ejer de vises sten. Til gengæld kan vi alle lære af hinanden, for at kunne skabe et godt liv for hinanden. Ved hjælp af samarbejde og lytten til hinanden, kan man skabe den bedst mulige tilværelse for alle i et fællesskab.

Under ansættelsessamtalen blev jeg spurgt, hvad jeg holder mest af i mit virke som præst, og da måtte jeg svare, at jeg jo ikke havde været ude som præst, andet end i mine praktiktider, så jeg kunne ikke besvare dette spørgsmål. Men jeg kan da sige så meget, at jeg glæder mig enormt meget til at arbejde med og for menneskerne i jeres menighed, at jeg glæder mig til at kunne være øre og skulder for menighedens medlemmer, og hvem der ellers vil have behov. Jeg glæder mig til at bringe folkekirken derhen, hvor den efter min menig skal være: blandt folket i menigheden.  For mig hører en præst til ude blandt folk, ikke gemt bag tykke kirkemure. Så I kan glæde jer til en præst, der vil være synlig og inviterende, og som har lyst til at gestalte fælles liv i fællesskab med jer.

I kan også glæde jer til en præst, der har dyb respekt og en stor ydmyghed for at have lov til at følge menneskernes afgørende stationer fra vugge til grav. Ingen skal behøve gå alene.

For mig skal folkekirken ikke lefle for et moderne liv. Folkekirkens vigtigste opgaver er stadig de opgaver, den altid har haft: at døbe, konfirmere, vie og begrave, sjælesorg og menighedspleje - og udbrede det glade budskab om, at vi ikke er alene, at der står en Gud parat til at tage imod os og som befrier og fra os selv, befrier os fra vores egne indre kampe og endelig befrir os fra vores død, og som ser med nåde på os. Folkekirkens opgave er at give mennesket åndelig ballast til at kunne klare sig igennem det moderne livs udfordringer og tendenser.