Af Thomas Hårbøl, Ansgars Kirke
Tekst: Rom 8,18–23
Engang talte man om, at miljøaktivister var “trækrammere” (tree huggers), altså sådan nogle lidt forstyrrede typer, der betragtede træerne og naturen i det hele taget som venner, der kunne have brug for et kram – måske fordi de selv trængte til ét.
Det er ikke dér, jeg gerne vil hen, men ikke desto mindre vil jeg begynde med den måske lidt provokerende påstand, at den kristne kirke er solidarisk med sten, syrener, stjernetåger, søløver, subatomare partikler og alle andre dele af Guds store skaberværk.
Det lyder måske netop som en lidt forskruet “trækrammer”-tanke, men hæng på! Tanken er overrumplende, fordi den tekst, vi lige har hørt, også er det. Det er ikke så nemt at udpege den vildeste og mest ufattelige tekst i Bibelen – ikke fordi der ikke er både vilde og ufattelige tekster, men tværtimod fordi der er så mange at vælge imellem. Men hvis man skulle udpege én tekst, som virkelig sprænger alle grænserne for, hvad vi kunne sige os selv, ville teksten her være en god kandidat.
For hvis man gik rundt og troede, at kristendommen kun handler om dig og mig, eller om, hvad vi mennesker siger og gør ved hinanden, bliver man klogere her. Fordi kristendommen handler om Kristus, har den nemlig noget at sige ikke bare til mig og dig, men også til hver eneste partikel i universet, til hvert eneste lysglimt, til alt, som var, og som er, og som kommer. Mindre kan ikke gøre det.
Præster bruger nogle gange et virkelig rædselsfuldt udtryk: “Kristus-remoulade”. Tuben med Kristus-remoulade bliver hentet frem, når præsten har holdt en tale, som egentlig mest handler om noget andet, og for så at retfærdiggøre, at det trods alt er en prædiken, bliver der lige til sidst trykket en stribe Messias ud ovenpå. Velbekomme. Men hvis man læser vores tekst her i dag, vil man se, at det i virkeligheden slet ikke kan lade sig gøre at komme Kristus oven på noget andet, der ikke allerede har noget med ham at gøre – for som den eneste skaber, den eneste mening, den eneste frelser og det eneste mål har han per definition allerede noget med alting at gøre. Uden undtagelse.
Det er en slags kædereaktion, der bliver sat i gang, eller en førstegrøde, altså det første liv, der spirer frem i den golde ødemark for at bane vejen for de næste planter, som skal følge bagefter i tur og orden. Kristus selv er førstegrøden, som bryder igennem jorden og ud i lyset, sådan at de, der følger ham, kan vokse i de sprækker, han har brudt for os. Men vi er så igen en førstegrøde for hele resten af skaberværket, hører vi nu.
Vi mennesker lever i ufuldkommenhed og skrøbelighed, og der er alt muligt galt (alt det, der er galt, det er det, som man plejede at kalde “synd”, indtil folk begyndte at tro, at synd alene handler om mad og sex). Men vi har fået et håb om, at vores skrøbelighed og ufuldkommenhed skal få en ende, og at alt det, der skiller os fra Gud, skal fordampe som dug for solen. Og det håb deles af hele skaberværket. For dér er også noget i vejen; det begyndte godt, men gik siden galt – og det gør ondt. Men det skal ende med at gøre godt – og at blive godt. Altings dødelighed og tomhed skal vige for liv og frihed.
Alt der, der lige nu vrider og vånder sig over at være blevet adskilt fra Kristus og over at være på afstand af ham, længes altså i virkeligheden efter, at alt skal blive godt, som det var, inden verden faldt bort fra sin Skaber. Den kristne tro er ikke bare en enkeltbillet til at blive reddet ud af en verden, der får lov til at sejle sin egen sø; den indebærer tværtimod en solidaritet imellem menneskene og resten af skaberværket. Ikke blot har vi samme Skaber, men vi har også brug for den samme Frelser.
Hvordan skal man forstå det? Hvordan kan de mindste partikler og de største galaksetåger længes efter noget? De har godt nok ingen bevidsthed og ingen følesans; men alligevel er der altså på en eller anden måde indlagt en længsel i dem efter at blive forenet med deres ophav. Det må selvfølgelig være på en anden måde, hvis “man” er en sten eller et træ eller en myre eller en mælkevej, end hvis man er et menneske med både krop og sjæl og ånd. Men selv mennesker med sjæl og ånd kan jo indimellem blive følelsesløse, uden at vi af den grund skal efterlades på perronen, mens toget mod Himmerige kører fra os.
I alle tilfælde støder vi her mod grænserne for, hvad man kan sige med menneskelige ord. Det er derfor, Paulus begynder at tale om “uudsigelige sukke” – altså suk, som man netop ikke kan sætte ord på. For Gud er Gud for at tage sig af både de mælende og de umælende dele af skaberværket. Alle de og alt det, som ikke evner at give udtryk for deres egen længsel, sukker Helligånden selv på vegne af. Hele den treenige Gud er med fra først til sidst.
Når salmedigterne kan synge om, hvordan hele skaberværket skal hylde Skaberen, er det altså ikke bare en poetisk overdrivelse, men et udtryk for præcis det samme håb, som kommer til orde i Romerbrevet. De fleste kender og elsker salmebogens nr. 15, “Op, al den ting, som Gud har gjort”, men Brorsons store hyldest til den almægtige skaber har også en nabo i skikkelse af nr. 16, “O Gud! hvor er du mer end skøn”, hvor Brorson skriver: “Ild, vand, luft, sand, / sol og stjerne, hver en kerne, / hver en dråbe / Herrens herlighed udråbe.”
Eller man kunne tage et endnu mere oplagt eksempel, nemlig Solsangen, Frans af Assisis store digt, som vi har i salmebogen i gendigtet form af de to danske Johannesser, Jørgensen og Johansen, nemlig nr. 17, “Almægtige og kære Gud”. De fleste, som støder på den for første gang, undrer sig givetvis over, hvorfor sol, måne, stjerner, vind, sommerfugle, myrer, sommerfugle, vand, ild, jord og medmennesker alle til hobe omtales som brødre og søstre; men det er jo netop, fordi vi er i samme båd som dem – fordi vi er stillet på samme måde over for Gud: som faldne, der skal oprejses, så Gud kan blive alt i alle. Og der er ingen anden vej til den genopretning end igennem Kristus.
I næstsidste vers taler salmen om “dit ansigt, [som] intet øje så, / dit navn, hver skabning grunder på” – hver eneste skabning funderer altså over navnet på sit ophav, men kan ikke se Skaberens ansigt og dermed heller ikke vide, hvem han er, fordi forbindelsen er rykket over. Men endelig kulminerer hele lovsangen i sidste vers, hvor kløften imellem skaberguden og skaberværket endelig overvindes, idet vi står ansigt til ansigt med den Almægtige selv, og det viser sig, at navnet, som alt og alle grundede over – Guds eget navn – er Fader, Søn og Helligånd:
Så pris med hjerte, mund og hånd,
halleluja,
Gud Fader, Søn og Helligånd,
halleluja!
Den mindste kerne, lyd og gnist,
halleluja,
lovsynger dig fra først til sidst,
halleluja, pris vor skaber,
pris vor skaber, halleluja!
Det er vores virkelige solidaritet med hinanden.
