Af Nana Hauge, Hårslev-Padesø pastorat
Tekst: 1. Mos 1,26-31
Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag. (1. Mos 1,26-31)
Soli Deo Gloria. Vi kan finde indskriften på mange gamle bygninger overalt i verden og komponister som Bach og Handel skrev det altid på deres kompositioner. Det betyder: Æren er Guds. Eller: Til Guds ære.
Når man sætter sådan en indskrift på et stort kunstværk eller en vældig bygning, så er det i erkendelsen af, at alt hvad man har af talenter, ejendom, alt hvad der blev en til del på denne på denne jord, det har man fra Gud.
Bach sagde selv: Jeg spiller noderne som de står, men det er Gud der laver musikken.
Soli Deo Gloria: Til Guds ære, det betyder, at det man har skabt: musik, bygninger mm er skabt for at takke og ære Gud og det kan man både se og høre. Man kan høre en tone fra himlen i Bachs musik og man kan se, at denne smukke kirke, vi lige nu befinder os i, har evighedskarakter.
Buerne der skal ligne himmelhvælvingen, alteret der vender mod øst – lysets hjem, de tykke mure, det solide hus… 1000 har det stået her og været danskernes åndelige hjem. Bygget for at ære Gud.
Soli Deo Gloria er også overskriften for en høstgudstjeneste. Vi takker ved høstgudstjenesten for, at der også i år var gaver til os fra himlen, og vi indrømmer derved også, at vi ikke i sidste ende står bag det under det er, at jorden spirer og gror hvert eneste år, men at æren er Guds.
En høstgudstjeneste er en indrømmelse eller en erkendelse af, at det er Gud, der har givet os planterne, træerne, alt der sætter frø, og alle grønne planter til føde.
Jeg vil mene, at det er ganske afgørende om man sætter den overskrift over sit liv: Soli Deo Gloria, og dermed indrømmer, at Gud er Herre over liv og død - at æren er Hans - eller om man har et andet valgsprog der hedder, at man selv er herre over sit liv.
Indrømmer man Gud æren, vil man være mindre tilbøjelig til at beholde det man har for sig selv. For man har jo kun det man har, fordi man har fået det givet. Tager man selv æren for det, vil man derimod i højere grad holde fast på det, man har.
At ville være Herre i sit liv og over sit liv, det er menneskets ældste drøm. Det har mennesket efterstræbt siden skabelsens dage. Hvis vi læser i Bibelen, vil vi se, at det igen og igen handler om menneskets oprør mod Gud, mennesket oprør mod at være skabt, fordi mennesket hellere vil være skaber.
Vi møder i Bibelen faktisk kun ganske få mennesker, der konsekvent giver Gud æren.
Sådan er folk nok flest. Man standser jo ikke ved hver eneste glæde man oplever. Man lever for det meste sit liv, som var det en selvfølge. Fråser med det uden at sige tak. Holder det for sig selv uden at dele det med andre, som om det var ens egen fortjeneste, at man har det.
Men livet er bare ikke dit. Alt det du har, er ikke. Du er kun forvalter eller bestyrer.
Dem før dig – de ryddede markerne for sten, som du nu nyder godt af. Det synger vi om hvert år på denne tid. De vidste, at de skyldte en Herre over dem den mark, de arbejdede på, og at de derfor havde pligt til at passe på den, så der var noget til dem, der kom efter dem.
De oplevede måske aldrig selv udbyttet af deres arbejde, men det var ligesom indpodet i dem, at der er en hellig pligt, nemlig at bruge de pund, der blev en givet til andres gavn.
Der var en forståelse af, at den mark man knoklede på for at få udbytte af den – den kunne man i sidste ende takke Gud for. Den mark var ikke ens egen. Den mark som var min – blev altid dog din. Det er at give Gud æren.
Tidligere, det ved jeg fra min farfar, der var præst i Hirtshals, sagde fiskerne, at de tog på havet – i Jesu navn. Og når landmanden såede sit korn, sagde han det samme.
Hos Jeppe Åkjær hører vi jo om den festdag, det er når rugen køres ind:
”Så slutter far i Jesu navn og hjemmet går til hvile, med høsten i sin favn.”
Farfar mente, at den tankegang forsvandt, da fiskerne fik motorbåde og landmændene fik effektive maskiner.
Jeg ved ikke om han havde ret. Under alle omstændigheder kan dagen i dag kunne være en lejlighed til at spørge sig selv om netop det: Giver jeg Gud æren eller tager jeg den selv? Er jeg taknemmelig? Er jeg ydmyg?
Sig altid Gud og faderen tak for alle ting i vor Herres Jesu navn, står der i bibelen. Der står ikke: sig en gang imellem tak, når du lige husker det.
Benyt derfor enhver lejlighed, der byder sig til at takke Gud!
Det er det rigtige at gøre med de gaver, vi hver især har fået. Det er ikke meningen, at vi skal fremhæve os selv på andres bekostning på grund af vores gaver - som om de var vores egen fortjeneste. Nej, vi skal udelukkende koncentrere os om at give Gud æren for det, vi opnår her i livet. Hvis du gør det – hvis du giver Gud æren – så bliver du bedre til at dele ud af det du har. Så fråser du ikke med det, og du bliver ikke nærig med det.
I dag er, som jeg sagde, en særlig lejlighed til at takke Gud. I dag takker vi for høsten. Vi takker for livet, for det daglige brød, ja, for alt hvad der hjælper os til at opretholde livet.
Lad dagen i dag være et forbillede for alle dage. Lad os takke – for vores jævne liv her på jorden. Lad os se den trøst, der er i at lægge sit liv i skaberens hånd og give Gud æren. Soli Deo Gloria.
Amen
