Af Jakob Daniel Lund, Ryslinge Sogn
Tekst: Johannes 8,12
Prædiken:
Hvor har vi et fantastisk skaberværk!
Året rundt er det en gennemført forunderlig oplevelse at gå en tur i naturen.
Alle sanser kommer i sving: Lugtesans – følesans – høresans – synssans og smagssans. Det kan være en vinterdag, hvor frosten river i lungerne, en forårsmorgen med mosedamens fortryllende mosebryg ud over søer og enge, en sommerdag hvor øjnene finder ro på solgule rapsmarker eller en høstklar gul hvedemark. Man smager på et skovhindbær, læsker sig med et brombær i markhegnet, eller man samler bog op fra skovbunden, og smager på dens fine særegne smag. Så er der septembers himmel! Den er så blå, og så er den så dyb. Som et fortæppe af evigheden.
Eller hvad med lyden af viben, lærken eller nattergalen, et træk af gæs og svaner, som tungt lader deres vinger slå huller i luften.
Ja selv luften, når den er mæt og tæt af gylle, er en del af naturen. Duften af rådnende blade i skovbunden mens man går på svampejagt, ligeså.
Hvor har vi et fantastisk skaberværk!
Når vi går midt i det alt sammen, så kan vi næsten få hjertebanken. Vi husker måske netop i det sekund på, at dit og mit hjerte faktisk også er et fantastisk skaberværk; at hjertet slår og holder os live, lader os gå og løbe, spæne, hoppe og springe, elske og bare helt almindeligt og umærkeligt hjælper os med at trække vejret gennem dag og aktivitet, gennem nat og hvile.
Jo hvis man bevæger sig rundt på skovveje, grusveje, asfaltveje, langs søer, marker og i skove, så skal man faktisk være en ret stor ignorant, hvis man ikke kommer til at SE – at HØRE – at LUGTE – at FØLE – at SMAGE, at alt dette forunderlige er levende - at det bringer os liv på en særlig måde, at alt dette har Gud skabt til at være såre godt. For vores skyld. Til os at vandre i, leve i og ud af og til at minde os om hans storhed.
Næsten uvilkårligt kan man høre sig synge i kor med Brorson, der, i sin salme Op, al den ting, netop begejstret spørger: ”Hvad skal jeg dog sige, når jeg ser?!” Hvad skal jeg dog sige, når jeg står her i den sønderjyske marsk og er omgivet af dette pragtfulde og forunderlige skaberværk? På trods af næsten 300 års afstand i tid, så kan vi også her i Ryslinge stå og sige præcis det samme den dag i dag. For Guds forunderlige skaberværk er det samme.
Og så er det gratis! Det skal man virkelig ikke kimse ad i disse inflationstider, hvor alting bare bliver dyrere og dyrere.
Skaberværket er endda mere end gratis, selvom det i sig selv er underfuldt nok. Som Kriminalkommissær Barnaby siger det, i et afsnit fra krimiserien af samme navn, da han hører, at præsten er ude at løbe: "Hun har kvalitetstid med chefen”. Nemlig ja!
Som vi synger om Guds nærvær i Ingemanns skønne salme, Lysets engel går med glans: ”I hvert solglimt Gud er nær”, sådan kan vi udvide det til også at sige det om hele skaberværket. I det alt sammen er han nær, og det vidner alt sammen om Gud og hans storhed. Her kan vi have kvalitetstid med chefen.
Har I noget, der er jeres yndlingsting i naturen?
Jeg har flere ting, men særligt solsikken, syntes jeg, er helt fantastisk.
Over 1000 frø kan der være bare i blomsterhovedet. Den kan blive 3½ m høj, har adskillelige lameller og en lidt rå stilk med uendelig mange hår.
Der er mange gode grunde til at elske solsikken, men særligt én ting får mig til at elske den.
Det er en af de blomster, som helt aktivt i løbet af dagen bevæger sig fra øst til vest for at følge solen. Den har en indre døgnrytme. Den er hele tiden sikker på, hvor solen er, og vender sig efter den og mod den. Derfor kalder vi den for solsikke.
Hvor er naturen dog et fantastisk skaberværk!
Vi er også et fantastisk skaberværk. Prøv bare at høre i Salmernes bog kp.139: ”Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv. Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt”. Det er en grundlæggende del af den kristne tro: At vi er underfuldt skabt.
Det kan godt være, at vi ikke altid føler os underfulde og fantastiske. Det kan skyldes mange ting: Ting vi gør, ting vi ikke fik gjort, misbrugte dage og tider, ord vi ikke kan tage tilbage, ord vi ikke fik sagt, hjerter der er syge eller som er blevet sælsomt kolde.
Men vi er underfuldt skabt og derfor også uendeligt dybt elsket af Gud. Så meget at han var klar til at sende af sit dyrebareste og lade ham, sin enbårne søn, dø for vor skyld, for at vi kan få nyt og evigt liv i ham. Det er evangeliet.
I dag har vi hørt om, hvordan Jesus sagde om sig selv; at han er verdens lys.
Da vi blev døbt, fik vi også lagt ikke bare en indre døgnrytme i os, men også en livsrytme.
Vi fik tegnet korsets tegn for vores ansigt og vores bryst til et vidnesbyrd om, at vi nu tilhører Jesus i liv og i død. At han er den, vi må vende os hen imod og få et særligt lys ind over vores liv fra. Ja at han er det lys, som kan gennemskinne selveste døden og overvinde den.
Når Jesus om sig selv netop bruger udtrykket lys, er det fordi, han godt ved, at der er et gådefuldt mørke i os og i livet. Det er et vilkår, som vi ikke kan fjerne fra vores liv.
Jeg er opvokset på landet, og når det er mørkt, er det virkelig mørkt. Du kan ikke finde vejen i mørket, du kan ingenting se, og hvis du mister noget i mørket, kan du ikke finde det igen.
Et lys derude midt i mørket er altafgørende. Det gør det muligt at finde rundt, se hvor du går, og finde det som du evt. måtte have tabt. Sådan et livs-lys er Jesus for os.
I dag har jeg taget endnu et af Guds skaberværker med herind i kirken: Det er en kastanjeskal fra et ægte kastanjetræ.
Indeni ligger der det allermest lækre: En ægte kastanje, som snart kan spises. Ind i ovnen med den og så på med lidt smør når den kommer ud. Så lækkert!
Men vil man ind til kastanjen før tid, så bliver det altså en kamp, for den er omgivet af et forsvarsværk af dimensioner! Den har en hård skal og syleskarpe pigge.
Sådan har Gud skabt den så underfuldt; udstyret med et forsvarsværk der er skabt til at passe på det allermest dyrebare, der gemmer sig i dets indre, indtil det er færdigmodnet.
Det er ofte det, som er det inderste i Guds skaberværk, som er det mest dyrebare.
Tænk på et æble. Uden kernen ville der ikke kunne sættes nye æbletræer. Uden kernen var æblet slet ikke blevet til. Selv et rynket æble har en kerne fyldt med liv.
Når jeg sådan ser på Guds forunderlige skaberværk, bliver jeg så glad for at vide, at vi faktisk også er det inderste og mest dyrebare i Guds skaberværk. Han har skabt os og værner os, ja langt mere end vi næsten kan forstå, og i hvert fald også langt mere end vi vel egentlig har fortjent.
Så højt er vi elsket, at vi også er blevet omgivet af et forsvarsværk, og det er endda af en helt anden verden! Vores forsvarsværk kom til vores verden -født som et lille barn en julenat. Et barn der voksede op i den verden, vi kender, hvor glæde og sorg, synd og kærlighed, det smukke og det grimme, lever side om side.
Han gik ind i det alt sammen. Han fulgte kærlighedens og hengivenhedens vej til UG. Synd, djævel og alskens fristelser prellede af på ham.
Derfor kunne han dø for vores skyld på et kors og stå op til liv for os en påskemorgen. Selv døden måtte indse, at den havde forslugt sig, og at det nu var den, der var dødsens.
Jesus Kristus er nu blevet vores forsvarsvæk, som gerne vil passe godt på os i både liv og død. Han er både vores yderste forsvarsværk og vores inderste kerne.
Gud selv har i dåben tegnet korsets tegn for vores pande og vores bryst til et vidnesbyrd om, at vi nu tilhører Jesus Kristus, og at han igennem sig selv forsvarede og nu bevarer vores liv.
Hver gang djævlen, døden og synden vil gøre krav på os, er Kristus det her sylespidse forsvarsværk, som passer godt på os, og som siger: Hold dig væk. Han/hun er min, og jeg er hans/hendes!
Han er vores forsvarsværk. Som det ægte kastanjetræs pigge der værner om den dyrebare kastanje, sådan er Kristus vores ægte frelser, som værner os, Guds mest dyrebare skaberværk, i både liv og død.
Derfor er han også den kerne af liv, som vi kan have i vores inderste, uanset hvordan vores liv nu lige ser ud.
Uanset alt det ydre så er han vores indre kerne.
Ja uanset vores indre, så er han det alleryderste, der altid er at sige om os, og som selv på den yderste dag, ja selv ind i døden rækker sig selv til liv for os.
Det er kernen i den kristne tro. Det er den kerne inderst inde i os, som vi kan leve på, vokse på og dø på.
Tror I ikke på, at det er sandt, så prøv at se på det billede, I har fået uddelt her i dag.
På billedet ser I et Laminin - protein. Laminin er det molekylære protein, som holder et menneske sammen. Prøv at se hvordan Laminin er formet. Det er formet som et kors.
Det molekyle er det, som holder os sammen. Det er det molekyle, som helt grundlæggende skaber os, og det er faktisk formet som et kors.
Er det ikke en fantastisk tanke, at Gud, selv på skabelsens morgen i fordums tid skabte os ud af noget, som lignede et kors. Som en gemt hemmelighed netop til vores tid, hvor vi nu kan se det i et elektronmikroskop, og som kan fortælle os, at vi ligefrem består af kors i vores grund-DNA!
”Han er før alt, og alt består ved ham” (Kol. 1:17). De ord blev sagt lang tid før DNA-forskning kunne se et Laminin-protein med det blotte øje. Måske får de ord ny betydning for dig og mig som en påmindelse om, at alt ikke består på grund af os, at alt heller ikke står og falder med os. Tværtimod. For der hvor vi ikke når, der hvor vi står stille, hvor vi slår, og hvor vi falder for fristelser og falder og bliver liggende. Der består vi stadigvæk. Fordi vi er blevet tegnet for vort ansigt og vort bryst til et vidnesbyrd om, at vi tilhører, ikke os selv, men den korsfæstede Herre, Jesus Kristus. Med ham i hånden kan vi bestå, også på den yderste dag.
Så gå nu ud, med DNA-kors i jeres indre og med korset tegnet for jeres ydre. Lev for at vende hinanden mod lyset - ligesom en solsikke. Vær lys for hinanden. Brug af jeres frø til at sprede kærlighed, tilgivelse, barmhjertighed og nærvær. Vær livs-lys for hinanden ligesom Jesus Kristus er blevet livets lys for dig og mig.
Hvor er Guds skaberværk fantastisk. Hvor er Gud stor! Tak at han, i Jesus Kristus, giver os lov til at kalde ham for vores far.
Amen.
