Af Louise Schousboe, Aunslev, Bovense og Hjulby pastorat
Tekst: Salme 104 vers 27-29
”Og Gud så alt, hvad han hvad han havde skabt og han så, hvor godt det var” Det skulle ikke undre mig om Gud sang af glæde, da han havde lagt sidste hånd på sit skaberværk. Har Gud ikke lagt sin skaberglæde ind i alt, hvad han har formet med sine hænder? Gud har villet, at verden skulle være et sted fuld af liv, af frodig vækst og af overvældende skønhed. Ud af sin grænseløse godhed og gavmildhed har han kaldt livet frem på jorden. Alt, det der grønnes og gror omkring os. Gud åbner stadig sine hænder og giver liv af sit liv til verden. At noget findes og er til det er i sig selv et mirakel. ”En almægtig række af håndgribelige mirakler er verden – en fontæne af glæde. ” sådan skriver digteren Johannes V. Jensen.
Hvert år vi bliver vi vidne til livets og vækstens mirakel på markerne omkring os. Kornet, der sås i jorden spirer og gror i det skjulte. Og pludselig en dag er det brudt igennem. Pludselig en dag står lange lige rækker af livskraftige og håbsgrønne faner og lyser imod os. Kan det andet end at fylde os med glæde og taknemmelighed, når vi på den måde får lov til at blive nærmeste vidner til livets underfulde mirakel? Eller glemmer vi taknemmeligheden?
Det er en god gammel tradition, at vi mødes til høstgudstjeneste i vores kirker. Vi træder i vores forfædres fodspor for at fejre høsten. Vi finder den plads på bænkene, hvor de engang sad og som dem lader vi de gamle og uopslidelige høstsalmer synge taknemmeligheden ind i os. At fejre høstgudstjeneste er det ikke en tradition, der har udlevet sig selv? Hører det at fejre høstgudstjente ikke en svunden tid til? Vel har livet på landet forandret sig. Det er blevet højeffektiviseret og topindustrialiseret. Det arbejde som man før var mange om - hele sognet trådte til, når høsten skulle i hus - bliver nu udført af gigantiske enmandsbetjente maskiner. Men selv om høsten kommer i hus på en anden måde end tidligere, er der så ikke stadigvæk præcis den samme grund til at mødes i kirken for at sige tak til Gud? Så vi ikke glemmer at få det gjort. Takken kan så let drukne i fortravlethed og i effektivitet.
Ved høstgudstjenesten husker hinanden vi på, at rette vores tak til Gud. Livets og vækstens gavmilde giver og opretholder.
Når vi bliver bevidste om at sige tak så indser vi, at livet og væksten, høsten, kornet som kan blive til brød alt sammen er gaver, som vi må tage imod med glæde, med ydmyghed, med ærbødighed. I Jeppe Aakjærs smukke høstsang: ” Nu er det længe siden” hvor digteren genkalder sig sin barndoms høst” skriver han i et af versene: ” Først bredte mor et klæde / så ømt som nogen højtidsdug/ der måtte ingen træde / med ko i høstens rug; / så fejed hun med limens rest / hvert snavset strå til side / som for en hædersgæst.” Kornet - høsten blev taget imod som en hædersgæst. Taget imod med ydmyg taknemmelighed og med dyb agtelse.
Jeg læste om gammel landmand, der i høj grad også var sig bevidst om sin afhængighed af Guds livgivende skaberkraft dels og om at vise ydmyg taknemmelighed og agtelse overfor afgrøderne på marken og høsten i laden. Hvert år bøjede han sig på knæ i den tilsåede mark og bad Gud om at velsigne afgrødens vækst og efter, at den sidste mark var blevet høstet bøjede han igen knæ i stubmarken og sagde Gud tak.
Agtelse er et ord, der er gledet ud af vores sprog, men det betyder at anse som værdifuldt, uerstatteligt. At agte er at værne om, at drage omsorg for, at vise vilje til og tage ansvar for at beskytte og bevare.
Vi må lade agtelsen vende tilbage i vores syn på naturen. Bryde med den tankegang, at naturen, er til for menneskets skyld alene, at naturen er menneskets ressourcelager og at vi har lov til at gøre med Guds skaberværk, hvad vi kan komme afsted med. Vi må tilbage til en agtelse for Guds skaberværk.
Også derfor skal vi holde traditionen med at fejre høstgudstjeneste i live. Så vi kan mødes og takke Gud for hans godhed og gavmildhed imod os. Huske hinanden på det ansvar vi hver især har for den levende og livgivende natur omkring os og vigtigheden i, at vi viser agtelse for Guds skaberværk, Guds gave til os.
