Kristian Ditlev Jensen

Noget af det vigtigste for mig som præst er ideen om omvendelse. At man kan blive bedre og klogere igennem hele sit liv. At man kan udvikle sig og danne sig som menneske. Og at man også kan opleve en decideret omvendelse. Det sidste oplevede jeg selv, da jeg var omkring 40 år gammel. Det skete over en kortere periode, og det stod langsomt mere og mere klart for mig, at der skete noget med mig. Forvandlingen, sådan føltes det, førte til, at jeg - i en noget sen alder - begyndte at læse teologi på Københavns Universitet. Da jeg var nået cirka halvvejs, fik jeg, på baggrund af alle de andre ting, jeg havde studeret - jeg er litterat fra Københavns Universitet og har gået på Forfatterskolen og har skrevet 20 bøger og været journalist i snart 30 år - lov til at lave en såkaldt paragraf 2-eksamen, så der kom lidt skub i sagerne. Og i 2017 kunne jeg så endelig, efter et semester på Pastoralseminariet i Aarhus, ordineres som præst i den danske folkekirke fra Haderslev Domkirke. Jeg har altså snart været præst i seks år.

Siden ordinationen har jeg været en del omkring, og når jeg ser tilbage på de adskillige embeder, med blot få år hvert sted, så kan jeg se, at det jo faktisk nok har været med til give denne lidt sent ordinerede pastor en vis bredde og forståelse for forskellige typer embeder i folkekirken og også en mere bred erfaring på ultrakort tid. Og jeg har vitterlig været omkring i Danmark - fra den ene yderlighed til den næste. Og så den tredje.

Mit første embede var i Holbøl i Sønderjylland, hvor de ulmende, men heldigvis stærkt aftagende konflikter fra krigen stadig mærkes. Holbøl ligger lige ved Kruså, så det var bogstaveligt talt på grænsen til Tyskland - 20 minutter i bil fra havnen i Flensborg. Der var blandede familier, tosprogethed, to kulturer og det hele var samlet i et dejligt nært landsbymiljø med hjertelige og meget omsorgsfulde mennesker, som jeg siden kom til at savne gudsjammerligt. Det samme gjalt naturligvis kaffebordet og sauerkraut og gode spegepølser! Næste stop var Skagen, som var utrolig sammensat. Æstetikken var i højsædet, alt i livet var eller blev gjort smukt, og det samme var tilfældet med det gode liv med restaurationer, kultur og dannelse ad libitum. Samtidig var der den barske sømands- og fiskerkultur, som stadig er meget autentisk med en råhed, man ikke finder lige. Jeg kan huske, hvordan det rislede ned ad ryggen, når 100 fiskere brød ud i salmesang i fællesskab med deres dybe stemmer ved en bisættelse af en fisker. I Skagen fandt jeg en helt særlig sjæl - også i menneskene. Et lys, naturligvis. Og en lun humor og en oprigtig varme, som jeg aldrig kommer til at slippe igen. Og så kan man stole på nordjyder. Fra Skagen kom jeg til øen Anholt og var præst i godt et år i Danmarks mest isolerede og mindste pastorat med kun cirka 150 sjæle, hvoraf nogle nok faktisk boede mest i København. Så vi var, på en iskold vinterdag uden kontakt til fastlandet, for der var kun færge fire gange om ugen, måske kun 30-50 mennesker på øen. Det gav en helt særlig nærhed og hjælpsomhed, som jeg ikke tror, man kan opleve andre steder. Og den eneste grund til, at jeg flyttede, var, at logistikken simpelthen ikke gik op, når man også har meget at lave "i land” som vi sagde derovre.

Alt den erfaring, jeg har fået i præstegerningen - også alle selvmordene, trafikulykkerne, kræftdødsfaldene, ensomheden, misbruget af alkohol, fattigdommen, sindssygen, de lesbiske forældre, de svære samtaler i det lange ægteskab, de overrumplende kærlighedshistorier og de smukke unge mennesker, som skal konfirmeres - alt det tager jeg med mig til Kværndrup, hvor jeg har valgt at slå mig ned. Der er mange ting i Kværndrup, som trækker. Og som forhåbentlig kan holde mig fast. Byen ligger i det smukke og kuperede fynske landskab, folkene her er fynboer, når de er bedst - kloge og godhjertede og hyggelige. Og så har jeg både familie i byen og meget gamle rødder i området. Min oldefar var nemlig stationsforstander i Vejstrup, et kvarters bilkørsel fra Kværndrup. Og min tipoldefar var kvaseskipper med base i Strandhuse i Svendborg. Så mon ikke de har været forbi Kværndrup engang?

Som præst er jeg glad for højmessen og dens højtidelighed, jeg er til Kristendom Classic med messing og stearinlys og alle de kendte salmer, men jeg har også en meget folkelig åre - jeg er glad for fællessangen, for kirkekaffen, for folkeoplysningstanken og for at høj som lav får del i Guds ord. Måske kan man sige det meget kort: Jeg er folkekirkepræst i ordets bredeste forstand. Jeg elsker, at folkekirken er for alle. Alle er velkomne til mine gudstjenester.