Fortsæt til hovedindholdet
Nye præster i Fyens Stift 2020
Nyheder

Thomas Molter Sjöberg Neergaard 

1. september 2020:
Thomas Molter Sjöberg Neergaard er ansat som sognepræst i Sankt Jørgens Pastorat i Svendborg

Præst Thomas Molter Sjøberg Neergaard

Jeg er så heldig, at menighedsrådet ved Sct. Jørgens Kirke har vist mig den store tillid at ansætte mig som sognets nye præst.

Jeg er 29 år og opvokset i Roskilde, hvor jeg i mere end 16 år sang i det lokale drengekor. Her har jeg fået en solid kirkelig og musikalsk opdragelse, som jeg i den grad sætter pris på og trækker på i det daglige. Det musikalske er også klart det, der fylder mest i fritiden, hvor jeg er med i den musikalske satiregruppe MAGT.

De sidste 8 år har jeg boet flere steder i hovedstaden, mens jeg læste teologi på Københavns Universitet. Jeg færdiggjorde min kandidat i 2019 og i januar i år blev jeg ordineret fra Københavns Domkirke til en midlertidig stilling i Flintholm Kirke på Frederiksberg.

Jeg er gift med Celine, som netop er blevet læge, og hun skal her fra efteråret begynde sin KBU (det vi tidligere kaldte turnus) på Hvidovre hospital. Sammen har vi to børn, Theo på 4 og Vibe på 2½. Familien er faldet pladask for Svendborg og den smukke kirke, som simpelthen ikke fås bedre i Danmark. Vi har glædet os meget til at flytte ind i den smukke præstegård og tage del i det daglige liv i sognet.

Som præst ønsker jeg, at alle – såvel store som små – får muligheden for at høre det kristne budskab på en meningsfuld og forståelig måde. Kirken skal være et sted, hvor alle føler sig velkomne. Det betyder enormt meget for mig at få lov til at møde mange mennesker i mange forskellige situationer – både de glædelige og de triste. Jeg ser frem til samtaler om alt fra vejret til de tungere og dybere emner, men også om alt derimellem. Jeg glæder mig til at hilse på alle jer i Sct. Jørgens sogn!